Af Jon Rostgaard Boiesen, stud.mag
Det må undre, at ingen af Mette Jensens kollegaer blandt de ansatte ved Aarhus Universitet har følt trang til at bakke hende op i CAMPUS i hendes ret til at bruge sin ytringsfrihed. Det skyldes måske, at der efter Universitetsloven af 2003 har spredt sig en stemning af, at man som ansat ikke skal have noget klinket over for ledelsen. En holdning, man måske kan have en vis forståelse for, når man ser den mildest talt uklare holdning til de ansattes ytringsfrihed, som rektoratet ved prorektor Søren E. Frandsen giver udtryk for i CAMPUS nr. 5.
Sagen om, hvordan direktøren for Danmarks Miljøundersøgelser, Henrik Sandbech, forsøgte at undertrykke seniorforsker Mette Jensens ytringsfrihed under dække af, at der var tale om e-mail-politik, er omtalt i samme nummer. Efter at det andet universitetsblad Delfinen – der i modsætning til CAMPUS har redaktionel frihed og ikke er underlagt rektoratet – bragte sagen frem, er den via dagbladet Information endt i CAMPUS – med et svar fra Søren E. Frandsen. Svaret er næsten endnu mere skræmmende end Henrik Sandbechs håndtering af sagen. En ting er, at Sandbech ikke har forstået, hvad offentlig ansattes ytringsfrihed betyder – som han også tidligere har demonstreret med sin udtalelse om, at “To budskaber fra ét universitet giver selvfølgelig ikke mening. Og der har universiteterne haft mange frihedsgrader og været for slappe.” ( Information 9/3 2009, s. 12- 13). Hvad værre er, at universitetets øverste ledelse tilsyneladende heller ikke har forstået det!
Søren E. Frandsen skriver, at han “gerne havde set den [sagen] løst i mindelighed.” ( CAMPUS nr. 5, s. 4). Det er dog svært at sige, hvilken form for mindelighed, Frandsen forestiller sig, at sagen kunne være løst i. Som svar på Mette Jensens forsøg på at bruge sin ytringsfrihed til åbent at diskutere Aarhus Universitets problematiske involvering i Cheminova, svarer Henrik Sandbech med et forsøg på at give Mette Jensen en advarsel. Den advarsel bliver kun trukket tilbage, fordi DJØF som fagforening er sin opgave voksen. Som DJØF skriver i sit høringssvar: “Den påtænkte advarsel begrunder ikke, hvorfor man mener, at der er tale om en overtrædelse af de interne retningslinier for brug af e-mail. Snarere skinner det igennem, at der fra DMU's side er tale om et forsøg på at knægte Mette Jensens ytringsfrihed som medarbejder”. ( Information 9/3 2009, s. 12-13).
Hvad er Frandsens svar på dette?: “På et universitet skal der være højt til loftet og plads til diskussion og debat om det, der rører sig. Men ytringsfriheden kan også bruges på en så uhensigtsmæssig måde, at det kan få konsekvenser, uden at disse konsekvenser på forhånd er nedfældet i regler og love .” ( CAMPUS nr. 5, s. 4, min kursivering)
Frandsens svar er altså så uklart, at enhver ansat ved Aarhus Universitet fremover vil kunne frygte, at det vil kunne få konsekvenser, hvis man (som Mette Jensen?) bruger sin ytringsfrihed “uhensigtsmæssigt”. I stedet for klart at gå ind og støtte sine ansattes ytringsfrihed, vælger Frandsen altså en kafkask formulering, der nok vil kunne få enhver forsker, der har sit job kært, til at tænke sig om to gange, inden man bruger sin ytringsfrihed. En ytringsfrihed, det åbenbart er overladt til fagforeningerne at forsvare. Måske er det ikke så underligt, at ingen fastansatte har støttet Mette Jensen i CAMPUS ?
Af prorektor Søren E. Frandsen
Som flittig debattør i CAMPUS kan Jon Rostgaard Boiesen ikke være i tvivl om, at ytringsfriheden har det godt på Aarhus universitet, og at der er højt til loftet. Jeg står fuldstændig ved det svar, jeg er citeret for i universitetets avis CAMPUS , der ikke, som du antyder, er underlagt censur fra rektoratet, og hvor Mette Jensen offentliggjorde sit åbne brev til rektor og fik et svar fra rektor.
En af vores fornemmeste opgaver som rektorat er nemlig at forsvare medarbejdernes og de studerendes ytringsfrihed, uanset om vi er enige eller uenige. Med hensyn til citatet: “Men ytringsfriheden kan også bruges på en så uhensigtsmæssig måde, at det kan få konsekvenser, uden at disse konsekvenser på forhånd er nedfældet i regler og love”, ønsker jeg at forsvare det helt unikke universitetsmiljø, hvor man kan arbejde, studere og pleje sociale relationer, uden at man hele tiden skal konfronteres med nedskrevne og rigide regelsæt – kald det bare frihed under ansvar. Det system fungerer dog kun, så længe man ikke misbruger det.
I den omtalte sag mener jeg, at Mette Jensen gik over stregen ved at bruge DMU’s mailsystem til i ikke arbejdsmæssigt ærinde at kontakte 450 medarbejdere, hvoraf de 120 besvarede spørgeskemaet. Det er naturligvis svært at sige præcis, hvor grænsen for den slags aktiviteter går, og vi skal værne om ytringsfriheden. Men det betyder også, at vi ikke i ytringsfrihedens hellige navn skal bruge både egen og kollegaers dyrebare arbejdstid på private undersøgelser og lignende. Det medfører bare, at den øverste ledelse bliver nødt til at skride ind med rigide regelsæt, der efter min bedste overbevisning hverken fremmer arbejdsglæden eller ytringsfriheden. Dermed ikke sagt, at ansatte ikke skal diskutere Cheminova, timelærere, myndighedsbetjening eller andre væsentlige emner – men det må ske i enten de rette professionelle sammenhænge eller i frivillige fora og i de naturlige breaks, som arbejdsdagen også byder på.
Jeg havde meget gerne set, at den omtalte sag var blevet løst ved hjælp af en konstruktiv dialog mellem Mette Jensen og ledelsen på DMU. Nu står vi med en kedelig sag uden vindere, som handler om noget helt andet end det, som Mette Jensen oprindelig ønskede – nemlig at diskutere Aarhus Universitets Forskningsfonds engagement i Cheminova.
Jon Rostgaard Boiesens slutning om, at medarbejderne ved Aarhus Universitet nu er blevet så skræmte, at de ikke tør stå frem med deres mening, deler jeg ikke. Jeg er overbevist om, at alle medarbejdere på Aarhus Universitet vil blande sig i debatten, hvis de føler, der er behov for det, og at de gør det med det klare formål at gøre Aarhus Universitet til en bedre arbejdsplads.
