Hvem siger, forskning er humorforladt?
Den skæve og aparte forskning har nu i 19 år haft sin egen nobelpris – The IG Nobel Prize. Forleden gæstede manden bag prisen samt nogle af de tidligere års vindere for første gang Danmark og ­Aarhus Universitet.

 

Af Hans Plauborg
hhp@adm.au.dk

At gråænder skulle have en særlig hang til homo­seksuel nekrofili er gået upåagtet hen over hovederne på videnskabsfolk i århundreder. Lige indtil en forårsdag i 2003, hvor Kees Moeliker sad og hang ved vinduet i sit kontor på Rotterdams Naturhistoriske Museum. Pludselig hørte museumsinspektøren et bump: En gråand var fløjet ind på et vindue længere nede i bygningen. Hvad der herefter skete, har ændret videnskabens syn på ænder for evigt. En anden hangråand landede således ved siden af det medtagne andelig, og efter et par minutter med intense bid i baghovedet på den døde and besteg den sin afdøde artsfælle og begyndte at kopulere voldsomt med liget. I hele 75 minutter var Kees Moeliker vidne til verdens første registrerede tilfælde af homoseksuel nekrofili blandt gråænder.
Med en humor så knastør som sandet i Vestsahara fortalte Kees Moeliker sin historie, da han sammen med andre vindere af den så­kaldte IG-nobelpris var inviteret til Aarhus Universitet af Det Natur­videnskabelige Fakultet.
De, der følger denne bagside, vil allerede vide, at The IG Nobel Prizes er en række priser, der hvert år uddeles som en pendant til de rigtige nobelpriser. Priserne uddeles til forskere og andre driftige folk, der har markeret sig med kuriøs forskning og sære opfindelser, og priserne overrækkes under stor ståhej af vindere af de rigtige nobelpriser.

Først grin, så tænk
Ca. 800 begejstrede publikummer i Søauditorierne overværede showet, der blev præsenteret af Marc Abrahams – idemanden bag IG-nobelpriserne, som i oktober bliver uddelt for 19. gang. Marc Abrahams, der er matematiker af uddannelse og ligner en mellemting mellem Bill Gates og en forvokset Harry Potter, fik ideen til IG-nobel­priserne, da han i 1990 blev ansat som redaktør på et videnskabeligt tidsskrift.
– Jeg fandt hurtigt ud af, at videnskaben er fyldt med historier, der først får os til at grine og derefter tænke. Jeg ville gerne være med til at udbrede kendskabet til de historier og vise, at forskning og forskere ikke er så kedelige, som nogle tror, siger Marc Abrahams, der ud over foredragsturneerne i USA, England og Europa også driver hjemmesiden www.improbable.com, hvor alverdens skæve forskning finder vej.

Sabelslugningens bivirkninger
Aftenens hovedattraktion var uden tvivl Dan Meyer, der i 2007 vandt IG-nobelprisen i medicin for sit medforfatterskab til den viden­skabelige artikel ”Sword swallowing and its sideeffects”. Meyers er formand for sabelslugernes forening i USA, og sammen med radiologen Brian Witcombe påtog han sig den opgave at lave verdens første videnskabelige undersøgelse af de bivirkninger, det kan have at lade en blankpoleret krumsabel glide ned i spiserøret og – hvis den er lang nok – kilde toppen af mavesækken.
Måske ikke overraskende viste svarene i det spørgeskema, Meyer og Witcombe sendte ud til 110 sabelslugere, at ømme halse (i miljøet kendt som ”sword throats”) er et udbredt problem hos især urutinerede sabelslugere. Det samme er smerter i brystkassen.
Af mere alvorlige bivirkninger fandt Meyer og Witcombe et par tilfælde af sønderrevne svælg (en risiko, der forøges dramatisk ved slugning af krumme sabler), et enkelt ødelagt spiserør, flere tilfælde af betændelse i den beskyttende membran om lungerne og hele 16 tilfælde af mindre indre blødninger. En sabelslugende mavedanserinde havde desuden været udsat for en blodstyrtning, da en ivrig tilskuer ville placere en pengeseddel i hendes trussekant under en opvisning. Kvinden overlevede.
Og det gjorde den rutinerede Dan Meyer heldigvis også, da han med største selvfølgelighed foran det gispende publikum i det store Søauditorium demonstrerede, hvordan man lader en 70 cm lang sabel glide ned – de sidste 40 cm i frit fald uden brug af hænder.