Af Jens Bigum
Formand for bestyrelsen
Jeg vil indledningsvis gerne rose videnskabsministeren for hans seneste udmelding om frihedsgrader til universiteterne. Ministeren skriver i Politiken den 28. april:
”Tiden er moden til, at universiteternes ledelser påtager sig et endnu større ansvar for at skabe mulighedernes universitet.
Jeg har fuld tillid til, at bestyrelserne og de ansatte ledere er i stand til at løfte denne opgave, for de har gjort et fortrinligt arbejde med at få skabt nogle stærke profiler for de otte universiteter, der udgør det nye universitets-danmarkskort efter fusionerne i 2006 og 2007.”
Set i forhold til den aktuelle debat om frihedsgrader, hvor universitetet skal aflevere det sidste bidrag til universitetsevalueringen den 25. maj, skal vi efter min mening tage ministeren på ordet.
Det er ingen hemmelighed, at bestyrelsen gerne havde set ikke blot det politiske, men i høj grad også det embedspolitiske system slippe tøjlerne og overlade roret til universiteterne noget tidligere.
I bestyrelsens femårige levetid har diskussionen om universiteternes manglende frihedsgrader fyldt meget. Hensigten med universitetsloven var jo at skabe grundlag for en professionalisering af universiteternes ledelse og dermed grundlag for, Folketinget kunne overlade ansvaret til universitetet for at udvikle og udnytte deres potentiale.
Derfor er jeg også glad for, at ministeren nu anerkender det arbejde, som ikke kun universitetsledelserne, men også medarbejderne og studerende har gjort for at markere Aarhus Universitet, og jeg er ikke i tvivl om, at jo større frihedsgrader universitetet får, jo større afkast vil der komme til samfundet i form af forskningsbaserede uddannelser, videnoverførsel og myndighedsbetjening.
Vi har tidligere defineret frihedsgrader som: retten til at fastlægge kvalifikationskravene til en given uddannelse og en mere fleksibel akkreditering af nye uddannelser, retten til at disponere frit, når det gælder ansættelse af medarbejdere og anskaffelse af udstyr, og sidst, men ikke mindst, retten til at disponere strategisk over en større egenkapital og investere i de forskningsprojekter og uddannelser, som passer til universitetets profil.
Der er god grund til lige at dvæle lidt ved den større egenkapital. Ikke overraskende slår den af Videnskabsministeriet netop offentliggjorte rapport fra revisionsfirmaet PriceWaterhouseCoopers fast, at danske universiteter har brug for en markant større egenkapital for at undgå en for forsigtig adfærd og for kortsigtet fokus på resultater. I rapporten anbefaler revisionsselskabet, at universiteterne i fremtiden bør have en disponibel egenkapital, der svarer til cirka 15 procent af omsætningen.
Jeg er helt enig med PriceWaterhouseCoopers’ konklusion om behovet for et større økonomisk råderum til universiteterne. For Aarhus Universitets vedkommende ville det svare til, at vi kunne disponere over en egenkapital på ca. 750 mio. kr. for at sikre investeringer i universitetets strategiske satsningsområder.
Det skyldes ikke, at Aarhus Universitet har økonomiske problemer, tværtimod. Aarhus Universitet er en økonomisk sund og veldrevet institution. I det netop aflagte regnskab for 2008 kommer universitetet ud med et mindre underskud på 16 mio. kr. Resultatet er 80 mio. kr. bedre end det budgetterede underskud, vi tidligere havde kalkuleret med, svarende til 1,7 % af indtægterne. Det skyldes derimod, at vi har behov for større økonomisk råderum, hvis vi også på lang sigt skal løse vores opgave med tilføre det danske samfund uddannelser og viden på internationalt topniveau.
Jeg vil også afslutningsvis citere videnskabsministerens kronik i Politiken, hvor han skriver: ”Fremtidens universiteter er selvstændige institutioner, der er i stand til at skabe attraktive arbejdsbetingelser for de studerende, forskerne og de ansatte. De skal selvfølgelig ikke detailstyres fra offentlig side.” Også her er jeg enig – dog med den afgørende bemærkning, at det ikke kun er fremtidens universiteter, men også nutidens universiteter.
Bestyrelsen på Aarhus Universitet er ikke i tvivl om, at den store universitetsevaluering vil pege i den retning, og at regeringen og forligspartierne skal give universiteterne langt større frihedsgrader og dispositionsmuligheder. Det siger vi velvidende, at universiteterne er en statslig institution, som anerkender samfundets behov for målstyring af universiteterne, og som på bedst mulig måde skal løse de samfundsmæssige meget vigtige opgaver, vi er sat i verden for – men dem løser vi nu bedst uden detailstyring fra offentlig side.
