Af Helge Hollesen
hho@adm.au.dk
Skal man finde noget, der minder om en korpsånd blandt humanistiske forskere, skal man gå til de yngre forskere, mener lektor Dorthe Jørgensen.
– Modsat deres ældre kolleger identificerer mange yngre ansatte sig med det institut, hvor de har fået en stilling. De er taknemmelige, tit meget loyale, de knokler som bare pokker og bidrager med meget godt til deres institutter, siger Dorthe Jørgensen, der selv er omkring 50 år.
Fra sin udkigspost på Idehistorie fornemmer hun, at mange forskere med tiden får et lidt mere distanceret forhold til deres arbejdsplads.
– Mange identificerer sig efterhånden mere med deres faglighed end deres institut. Og det er jo også den, man bliver kendt for i omverdenen og har med sig, når man f.eks. indgår i kollektive forskningsprojekter, forklarer Dorthe Jørgensen.
Humanioras krise
Ifølge Dorthe Jørgensen er det dog mere fakultetet end institutterne, der har ondt i identiteten.
– Humaniora befinder sig generelt i en identitetskrise. Der mangler en fælles forståelse af, hvad humaniora overhovedet er, og folk reagerer defensivt over for at diskutere dette spørgsmål. Mange mener vist, at det er nok at definere den humanistiske identitet som et fællesskab om at være forskellige. De betragter det måske ligefrem som et plus at anskue identiteten på den måde. Men resultatet bliver en svag identitet både i forhold til omverdenen og internt på fakultetet, der gør det svært at fungere som humaniora, lyder Dorthe Jørgensens diagnose. Hun finder situationen paradoksal og forunderlig
– Man skulle jo tro, at de senere års politiske og økonomiske pres på humaniora kunne få folk til at finde sammen, men den virkning har det åbenbart ikke.
Kontorfælleskab?
I lyset af den identitetskrise, Dorthe Jørgensen oplever på humaniora, spiller spørgsmålet om, hvorvidt man identificerer sig med institut eller fakultet, ingen afgørende rolle. Hun efterlyser først og fremmest en fagidentitet og en humanioraidentitet.
– Det er et spørgsmål om at prioritere substans i en tid, hvor der tit alene er fokus på form. Hvis humaniora får en stærk identitet, får man også et stærkere fakultet på tværs af fagene. Og en stærk fagidentitet vil give et bedre grundlag for at sætte ting i gang på et institut, siger hun.
Såvel fag- som humanioraidentitet trues ifølge Dorthe Jørgensen ikke kun af den aktuelle negligering af substans. Lønarbejder- og karrierelivsformernes indtrængen i universitetsverdenen er også et problem.
– De yngre forskere kan have en tilbøjelighed for karrierelivsformen. Deres identitet bliver da mere bundet op på at gøre karriere på instituttet, end den bliver forankret i fagligheden. Nogle ældre medarbejdere reagerer derimod på forandringerne i dag ved at tage lønarbejderlivsformen på sig. De begrænser deres engagement til 9-16. Begge livsformer medfører en risiko for, at institutterne bliver kontorfællesskaber frem for intellektuelle fællesskaber, og forskerne vil kun adskille sig fra hinanden ved, at nogle spurter hurtigere end andre. Forskellen består ikke i kvalificeret og argumenteret intellektuel divergens, som kan være genstand for debat og være lærerig for de studerende.
