”Kommer Villy ikke alligevel?” Kunne man høre folk spørge hinanden om i Handelshøjskolens aula, hvor der var indbudt til politisk duel mellem Lene Espersen og Villy Søvndal. Og spørgsmålet var helt reelt, for kiggede man op på scenen, var den domineret af store plakater med den konservative formand. Men Villy kom – kun fem minutter forsinket – og så kunne debatten gå i gang. Udgangspunktet blev finanskrisen, og her var de to partiledere enige om, at den globale finansielle krise er alvorlig, og at der skal gøres noget. Herefter slap enigheden også op.
Mens Lene Espersen var meget klar i mælet om sine meninger inden for både skatte- og retspolitik, var Villy Søvndal mere vævende, og hverken den konservative formand eller spørgsmål fra salen kunne få ham til at give et konkret bud på partiets skattepolitik.
En ting sagde han dog med klar og sikker stemme og med et glimt i øjet: ”Jeg tilhører den kommende regering.” Det udsagn var noget, salen kunne lide, og det blev derfor fulgt op af klapsalver og latter.
Men Villys trang til at skabe god stemning stoppede ikke der, og da han skulle finde et sted at anbringe sin jakke, var der ikke andet at gøre end at bruge en af de mange Lene-plakater som stumtjener. Dette fik igen publikum til at klappe og grine, mens Lenes kommentar var: ”Læn du dig bare op ad mig, Villy. Det kan du lære noget af.”