Af Helge Hollesen
hho@adm.au.dk
Selv på et universitet er der folk, der nægter at anerkende historiens skæve gang, men nærmest gør en dyd ud af at stå med fødderne solidt plantet i fortidens hængedyng.
Denne afart af menneskeracen kan man på Aarhus Universitet støde ind i på Biologi. Især når studiestøvet skal skylles ned med godt øl i Fredagsbaren™. Så ser man dem folde sig ud i fuldt flor i Vandrehallen i Biologiens Hus, hvor farven på deres skjorter og huer, duge og lamper mere end antyder, hvilken fortid de unge mennesker trækker på.
Rødt, rødt og atter rødt. På væggen gør den røde fane med hammer og segl det helt klart. Og det er med stolthed, at baren på dette tidspunkt i verdenshistorien, hvor den netop er fyldt 30 år, og alle andre taler om forandring, fortsat hævder sin status som den sidste betonkommunistiske bastion i Europa.
Socialistisk staffage
Det var først efter Berlinmurens fald i 1989, at barfolkene sprang ud som betonkommunister. Hvordan det hænger sammen, forklarer Thomas Nielsen, der er en af fredagsbarens gamle kasserere.
– Efter at have lukket baren sad vi en aften og fik et par ”vi-skal-lige-vende-verdenssituationen-inden-vi-går-hjem-øl”. Midt i sin anden Blå Thor udbrød en gammel kammerat pludselig: ”Når nu muren er faldet, så er vi den sidste betonkommunistiske bastion i Europa,” og det har vi mere eller mindre seriøst dyrket lige siden, siger Thomas, der i dag er projektleder på Centre for Tropical Ecosystems Research ved Biologisk Institut og stamkunde i fredagsbaren.
Efter proklamationen af betonbastionen begyndte baraktivisterne at indlede deres møder med at synge ”Når jeg ser et rødt flag smælde”, og det gør de stadig. Senere fik de den røde fane af en begejstret studerende, som købte den i Leningrad, før byen blev Skt. Petersborg, og Thomas Nielsen skaffede gennem sine kontakter i Vietnam de røde skjorter med hammer og segl, hvor hammeren vender forkert i forhold til sit sovjetiske forlæg. De røde huer med barens logo kom til ved 25-års jubilæet, og selvfølgelig har baren også sin egen sangbog med Che Guevera på forsiden. Til den socialistiske staffage hører også en kæmpeplakat med Lenin, Arbejdersangbogen, Maos Lille Røde og en bog om planøkonomi, som er pligtlæsning for kassereren.
Kritiske studerende
De studerende på Biologi har gennem årene ofte været mere kritiske og aktive end andre studerende på Det Naturvidenskabelige Fakultet. Det var da også i en periode med rød dominans på instituttet, at fredagsbaren blev grundlagt som et alternativ til festforeningen Biogas – ikke for at forsyne de studerende med røde Tuborg, men for at få et fast ugentligt mødested.
– I starten var baren rigtig kollektiv hygge-nygge og rundbordspædagogikagtig med hjemmebagte boller, te og måske en enkelt øl, fortæller Thomas Nielsen. Han gik selv i gang med biologistudierne 10 år senere.
– Dengang sagde man, at biologi favnede fra den yderste venstrefløj til yderste højrefløj. Det omfattede en, der var så langt til venstre, at ingen venstreradikale partier ville have ham, og en enlig fra Det Radikale Venstre. Hvad der lå til højre for ham eksisterede simpelthen ikke, siger Thomas Nielsen og beretter om perioder med en nærmest hadsk stemning mellem baren og Biogas.
– Det var de sorte mod de røde, husker han.
Gamle med privilegier
I dag er forskellen mellem de to institutioner på Biologi knap så politisk betonet. Og dog.
– Biogas er til for kunderne. Men som masserne er til for den betonkommunistiske elite, er kunderne til for fredagsbaren, forklarer Kristian Krag. Han er gammel – og for alt i verden ikke tidligere – ølmand. ”Tidligere” er kun dem, der svigter, som den kasserer, der efter et år på posten blev aktiv i Biogasfraktionen Fragglerne og derfor mistede retten til at kalde sig gammel kasserer.
Den titel er ellers nok værd at stræbe efter.
Tre gamle kasserere kan nemlig sammen ændre på barens ølpriser, og fem gamle kasserere kan i samlet flok omskrive både den lille og den store historie.
At komme så langt kræver i sagens natur, at man er aktiv i baren. For at blive det skal man først inviteres til barmøde og afæskes sin holdning til øl og den røde farve. Klarer man denne sindelagskontrol uden skrammer, står vejen åben til barens creww [sic!], hvor man alt efter køn tituleres enten rod eller dåse.
En af dåserne er Marie Thomsen, som fortæller, at både blandt barens gæster og dens creww er der lige så mange kvinder som mænd.
– Men blandt gæsterne er det mænd, der har haft problemer med vores røde profil, tilføjer hun.
Afviser storkapitalen
Selv om de fleste gerne synger med på de røde sange, når barfolkene mødes, så er den røde scenografi og retorik i dag nok mere image end udtryk for politiske holdninger, mener Hans Thomsen, der både er gammel kasserer og formand.
– Man skal godt nok ikke have partibog for at blive creww her i baren, men jeg tror, at den appellerer mere til dem, der politisk hælder til venstre. Så der er nok fortsat et skel i forhold til Biogas, som mere er for de klassiske gå i byen-folk, siger han.
Som sande socialister søger baren selvfølgelig også at stække storkapitalen og støtte de små og svage. Derfor er det ikke til at opdrive en Hof eller Tuborg i baren, som kun vil sælge De Forenede Bryggeriers juleøl. Til gengæld byder baren på 50 andre øl fra de små bryghuse og sætter således en tyk streg under, at diversitet er en sag også for røde biologer.
Betonkommunisterne havde selvfølgelig fundet det røde outfit frem, da de den 15. maj fejrede de første 30 år med biologernes bar.
