Aarhus Universitets segl

På besøg hos Foulums firbenede medarbejdere

CAMPUS’ udsendte måtte trække i de lyserøde gummistøvler, inden hun tog på visit hos Foulums køer, grise og mink, der alle tog imod med tungeslik, grynt og pib.

 

Af Gitte Bindzus Knudsen
gbk@adm.au.dk

 

– Det er faktisk en mand i grønne gummistøvler, som er far til alle vores kalve.
Gorm Veggerby smiler og aer ko nummer 1881 på hovedet.
Vi står i en af de mange stalde på Forskningscenter Foulum, og jeg har lige spurgt, hvor alle tyrene er til de fine blanke køer.
Men dem er der ingen af her. Her er det i stedet manden i de grønne gummistøvler, der kommer og inseminerer alle køerne.

Om det er hans fortjeneste, at de sort-hvide væsener er så glade for mennesker, ved jeg ikke, men alle vil de gerne tale med CAMPUS’ udsendte medarbejder, der i dagens anledning er trukket i de lyserøde gummistøvler.

Og bedst som Gorm Veggerby, der er leder af kvægstaldene, forklarer om den forskning, som køerne bruges til, bliver vi pludselig overrumplet af en slags traktor, der kommer kørende med foder til køerne. Førersædet er dog helt tomt, og den lille maskine kører tilsyneladende helt af sig selv.
– Vi har ledninger i gulvet, som styrer den rundt i gangene, og så stopper den ved hver ko for at give den mad. Robotten ved præcis, hvor meget foder hver ko skal have, fortæller Gorm Veggerby og kigger med beundring over på denne intelligente maskine, der futter af sted fra ko til ko.
Den lille maskine er ikke det eneste ultratekniske i staldene i Foulum.
Adskillige maskiner, måleapparater, skemaer og huller i både køer og grises maver vidner om, at vi ikke er på en helt almindelig gård, men at der her er gang i diverse projekter, som hvordan en faresti (fødeafdeling) bedst indrettes til søer og dens nye smågrise, hvornår det er bedst at tage kalven fra sin mor, og hvordan insulin påvirker grise.
– Vi ved rigtig meget om dyrene, men vi mangler stadig at undersøge meget. Forskningen går lidt i ring, for efterhånden som undersøgelsesmetoderne bliver bedre, undersøger man ofte nogle ting igen, fortæller Gorm Veggerby, der nu viser en af de nyeste installationer i malkestalden – et hæve-sænkegulv. For ligesom kontorfolk skal have hæve-sænkeborde, skal moderne landmænd også have det tilsvarende for ikke at få ondt i ryggen.

Grise i ungdomsboliger
Mens køerne er rigtig glade for mennesker, minder stedets grise til gengæld rigtig meget om os. Derfor er det da også kun naturligt, at man i grisestaldene både finder en fødeafdeling, et barselsafsnit, en børnehave og en kærlighedsafdeling.
Leder af grisestaldene Henrik Kristiansen kan ikke lade være med at smile af journalistens nye foreslåede navne til de forskellige grisestalde.
Alligevel ender han selv med at lege med og præsenterer den næste stald med de fire måneder gamle teenage-grise som ”ungdomsboligerne”.– Grisene minder rigtig meget om os på mange måder, og det er også en af årsagerne til, at de er så populære at bruge til medicinsk forskning, fortæller han.
Af samme grund har afdelingen et samarbejde med Viborg Sygehus, så yngre læger, der er i gang med deres speciallægeuddannelse inden for kirurgi, urologi og gynækologi, kan komme og øve operationsteknikker på grisene.

 
Pels i lange baner
Ud over godt 500 grise og køer er Foulum også hjem for tusindvis af mink. De små væsener bliver brugt til forskning, men også til fine pelse i alverdens farver.
Dette ses tydeligt i stedets showroom, hvor alverdens farverige pelse pryder væggen.
Da jeg stryger med hånden hen over de hvide, sorte og grå pelse, kan jeg ikke lade være med at spørge, om man selv kan bestemme farver på dem, og det kan man da, fortæller Gert Richelsen og demonstrerer, hvordan en hvid eller grå kombineret med en sort kan give en flot brun pels, som ligner den, som mange fine kvinder er iført.
Før jeg kommer væk i drømmen om en lækker pelsfrakke, får Gert Richelsen mig tilbage til virkeligheden og turen ud mod de levende væsener.
– Det er et rigtig godt tidspunkt, du besøger os på, for vi har lige fået en masse hvalpe, fortæller han, mens vi traver ud mod de lange rækker af små bure.
Og ganske rigtigt. Gemt i små kasser i mødrenes bure klumper de små væsener sig sammen, og til trods for at de er ældre end den 10 dage gamle kalv, vi så tidligere, ligner de rigtige babyunger. Helt hjælpeløse og rynkede, og de fleste har ikke engang fået øjne endnu. Kun små pib kommer ud af dem, da Gert Richelsen tager en enkelt fra flokken for at lade mig holde den lille klump.
Og selv om man her på stedet er omgivet af fancy maskiner og blanke apparater, der vidner om dyrenes liv i en forskerverden, kan man da ikke stå for sådan en lille nuttet en.