Af Louise Debois
ldn@adm.au.dk
– Hvilken sportsgren skal du så prøve næste gang? spørger min redaktør mig, da vi sidder til redaktionsmødet og skal planlægge denne udgave af CAMPUS-avisen. Jeg fortæller, at jeg har fået en aftale med JAI-F (Jysk Akademisk Idrætsforening-Fodbold). Her har studerende siden 1943 kunnet spille fodbold på alle niveauer, og jeg skal til træning sammen med Damer 2-holdet tirsdag aften. Jeg hører en let fnisen fra de andre redaktionsmedlemmer, der ikke aftager, da jeg fortæller, at jeg aldrig har spillet fodbold før. Inden mødet slutter, lover jeg da også at anskaffe mig et par fodboldstøvler.
– Du skal jo helst ikke brække benene, siger min chef.
Så er tilliden til mine fodboldegenskaber alligevel større, da jeg kontakter Damer 2-holdet for at høre, om jeg må komme på besøg. Trænerne Edwin Spencer og Martin Nielsen (også kaldet Tyskeren) forsikrer mig om, at jeg ikke vil falde igennem og ødelægge træningen, for i JAI-F er der plads til alle.
Fodbolddebut
Jeg har ikke praktiseret fodbold siden engang i folkeskolegården, hvor jeg var en af dem, der altid stod tilbage, når der skulle vælges hold. Jeg håber ikke, det indikerer, hvordan det kommer til at gå i dag, tænker jeg, mens jeg kæmper mig op ad Viborgvej mod min allerførste fodboldtræning. Godt forpustet møder jeg holdet ved banerne, og det første, jeg ser, er et arsenal af lyserøde fodbolde og matchende overtræks-trøjer. Man kan godt se, at det er piger, der spiller her. Jeg låner et par fodboldstøvler.
– Har du benskinner på? er der én, der spørger. Jeg kigger forvirret på de andre og kan godt se, at det tilsyneladende er standardudstyr. ”Stump” (Sandra Wind-Hansen), som har været med på holdet i snart tre år, mener godt, hun kan undvære, og låner mig sine. På klubbens hjemmeside har jeg læst om pigerne, at de mestrer diverse Laudrup-moves, og det er min klare målsætning at kunne det samme, inden jeg begiver mig hjemad denne aften. Første punkt på dagsordenen er tekniske øvelser, der skal styrke det offensive spil. Holdet spiller i serie 2, hvor de håber at kunne erhverve sig en bronzemedalje. Med fire tabte kampe bag sig skal de dog snart til at lave mål, hvis det skal lykkes. Men trænerne tror stadig på det, for pigerne er mentalt stærke og giver aldrig op, fortæller de.
AaB-firkanten
Første træningsskridt mod flere mål er den såkaldte ”AaB-firkant”. Den ene halvdel af holdet fordeler sig i en stor firkant med fronten mod den anden halvdel, der står i midten. Tricket er, at spillerne i midten laver boldafleveringer til dem i yderkanten. Jeg starter i inde. Når jeg sparker, ryger bolden – med få undtagelser – i den rigtige retning, og jeg føler egentlig, at jeg er kommet ganske hæderligt fra start. Det der Laudrup-move skal nok blive en realitet, tænker jeg. Lige indtil Tyskeren prikker mig på skulderen, fordi han gerne vil vise mig, hvordan man egentlig sparker til en fodbold. Jeg får at vide, at man skal bruge indersiden af foden og ramme bolden cirka midt på.
– Ved ækvator, hvis du forestiller dig, at bolden er en jordklode. Så ryger den ikke så højt op i luften, forklarer Tyskeren pædagogisk. Jeg fornemmer, at mit Laudrup-move måske alligevel ligger et stykke ude i fremtiden.
Derefter er det tid til tæmningsøvelser, stadig i AaB-firkant-style. Spillerne i yderkanten har nu bolden og skal kaste den mod benene på spillerne i midten. Det virker på en eller anden måde kontraintuitivt at lade andre kaste en hårdtpumpet fodbold mod sig og så bare blive stående. Også selvom den er lyserød.
– Brug det ben, der er stærkest, lyder trænernes opfordring. Jeg mener bestemt, det må være mit højre, og jeg sætter kurs mod en af de piger, der står med en bold hævet over hovedet. Hun kaster, og en svie breder sig i mit lår. Selvom bolden rammer mig, stopper den ikke, men flyver ufortrødent videre i en anden retning. Jeg gentager seancen flere gange, og da vi er færdige, og jeg har erhvervet mig mit hidtil største blå mærke på inderlåret, fortæller træneren, at man da gerne måtte skifte ben undervejs. Det kunne han jo godt have sagt lidt før.
Og der var mål
Trænerne deler os i flere mindre hold, og en række angrebsøvelser venter forude. Her gælder det om at drible sig igennem forsvaret og score et mål. Det er da regler, der er til at forstå. Måske det er nu, jeg skal vise mit fodboldværd. Edwin agerer målmand. Efter et par mislykkede driblinger får jeg igen bolden. Foran mig står en forsvarsspiller, men det lykkes mig elegant at komme uden om hende. Så er det nu, tænker jeg. Jeg løber op ad banens venstre kant, nærmer mig målet og føler mig temmelig Laudrup-agtig. Jeg kan se Edwin stå i målets venstre side. Jeg sparker til bolden. Øjensynligt rammer jeg den ikke på ækvator, for den ryger højt op i luften, men denne gang virker det, som om det er tilsigtet, og bolden lander lige i målets øverste højre hjørne. Sådan! Mit livs absolut største (og første) fodboldsucces.
Talentfordobling
Men det mål bliver det tætteste, jeg kommer på at realisere et Laudrup-move denne tirsdag, for da hele holdet tørner sammen i kamp, virker min præstation knap så overbevisende. Alligevel får jeg opmuntrende tilråb fra de andre, så snart jeg rører bolden, og jeg hører ikke noget for de gange, jeg skyder den i favnen på en modspiller. Spillerne fortæller, at en af JAI-F’s store styrker er det sociale liv og den gode omgangstone.
– Her behandler man hinanden ordentligt og roser hinanden meget, siger Edwin.
Træningen er ved at være slut, og vi lægger de lyserøde bolde ned i en stor sæk, for de skal i kælderen og vente på, at det igen bliver tirsdag. Jeg spørger trænerne ud om mit fodboldtalent.
– Du har en hæderlig indersideaflevering og en god acceleration. Men du er nok ikke en usleben diamant, mener Edwin.
– På en skala fra 1 til 10 gik du nok fra 1 til 2 i løbet af aftenen. Og det er jo en fordobling, siger Tyskeren med begejstring i stemmen.
Selvom jeg hverken er en sleben eller usleben diamant, hopper jeg alligevel på cyklen med en langt bedre følelse end dengang i skolegården og tænker, at jeg godt kunne blive glad for fodbold – og at fodbold måske også, med tiden og øvelsen, kunne blive glad for mig.
Læs mere om Jysk Akademisk Idrætsforening-Fodbold på www.jai-fodbold.dk
• 25 år. Stud.mag. i nordisk sprog og litteratur og samfundsfag.
• Er vokset op i slikbutik med rigelige mængder af skumfiduser, tivolistænger og lakridssnørebånd. Er stadig en anelse miljøskadet.
• Daglig motion: cykeltur til universitetet og hjem igen (ca. 2 kilometer hver vej).
• Har tidligere spillet badminton.
• Har hørt, at sport og motion skulle være sundt, og har sat sig for at prøve det af i nogle af Aarhus Universitetssports (AUS) medlemsklubber i håbet om at finde sin yndlingssport.
