Aarhus Universitets segl

Leder: Guddommeligt klarsyn?

 

Af Nina Smith
Prorektor

 

Hurtigt ind, hurtigt igennem og hurtigt ud. Det er de politiske krav om frafald, studieforløb og færdiggørelse. En tænkning, som ligger bag målene i udviklingskontrakter, færdiggørelsesbonus og andre styringsinstrumenter for universiteterne. Politikerne bygger i dag økonomiske incitaments-tunneler, der for alt i verden skal få de unge så hurtigt gennem uddannelsessystemet som muligt – med den konsekvens, at det er vanskeligt for de studerende at skifte spor undervejs eller gå væk fra de forudbestemte stier. Det store spørgsmål er, om disse økonomiske incitaments-tunneler overhovedet gavner studietiden, velfærden og samfundsøkonomien, eller om de har den direkte modsatte effekt?


Det, at få lov til at tage en uddannelse med SU, er en anselig offentlig investering. Derfor har samfundet en klar og naturlig forventning om, at de studerende kommer ud af uddannelsessystemet i en fart, så de kan komme ind på arbejdsmarkedet, betale skat og være med til at finansiere velfærdssamfundet.


Men bag regeringens vision om at få de unge hurtigst muligt gennem uddannelsessystemet ligger en økonomisk styring og en filosofi om, at uddannelsessystemet bedst bygges op som en række parallelle tunneler, hvor man helst ikke skal gå til siden (vælge om) eller forstyrres af udefra kommende elementer såsom udlandsophold, praktik eller måske en børnefødsel. Det gælder om som ung at kravle ind i den rigtige tunnel fra begyndelsen!
For at vælge den rigtige tunnel fordres et næsten guddommeligt klarsyn. Helst allerede som 15-årig, når der skal vælges ungdomsuddannelse. Allersenest når man skal vælge en videregående uddannelse. Måske er det faktisk årsagen til, at så mange unge venter nogle år med at vælge videregående uddannelse? De vil ikke proppes ind i tunnelen uden mulighed for at kunne gå til siden eller opsøge andre spor undervejs. En af konsekvenserne er, at mange unge venter flere år med at starte på den helt rigtige uddannelse. Vi har netop i år oplevet en stigning på 35 procent i antallet af kvote 2-ansøgninger, og blandt dem er der mange, som har brugt nogle år på at spore sig ind på det endelige uddannelsesvalg.


Men hvad værre er, ender mange unge desværre med ikke at få truffet valget og komme i gang med en videregående uddannelse. Derfor er der stadig et stykke vej til målsætningen om, at 50 procent af en ungdomsårgang færdiggør en videregående uddannelse.
Som systemet er bygget op lige nu, er der klare økonomiske incitamenter for uddannelsesinstitutionerne til at forsøge at forhindre, at de studerende skifter tunnel undervejs. Tunnel- eller sporskifte til en anden uddannelse er ’frafald’, og det skal reduceres mest muligt ifølge universiteternes udviklingskontrakter. Studie- og beskæftigelsesrelevant udlandsophold, virksomhedspraktik eller erhvervsarbejde øger desuden risikoen for, at universitetet mister sin færdiggørelsesbonus, fordi disse aktiviteter let kan forlænge studiet.


Set ud fra et samfundsøkonomisk synspunkt virker det bare helt skævt. Målet må være, at de unge samlet set over livet bidrager mest muligt til velfærdsstaten, samtidig med at de erhverver sig de bedst mulige uddannelsesmæssige kvalifikationer på universitetet, i studiejobbet eller ved udlandsopholdet. Måske kombineret med, at man stifter familie og får nogle børn, inden man bliver for gammel. Og så må vi jo ikke glemme de unges egne ønsker! Lettere tunnelskifte eller sporskifte, om man vil, og relevante aktiviteter i tilknytning til studierne er vist også en ret attraktiv vej for mange unge: Så hvad er egentlig visionen for vores uddannelsessystem?


Mon ikke et mere fleksibelt uddannelsessystem med mulighed for at skifte spor undervejs ville få flere unge til at påbegynde en videregående uddannelse og flere til at starte tidligere? Et fleksibelt uddannelsessystem med mulighed for og støtte til at foretage om-, fra- og tilvalg undervejs med mulighed for at overføre rimelig merit, hvis man gerne vil skifte spor. Så kan det godt være, at de studerende er lidt længere undervejs – men hvad gør det, hvis de starter tidligere, har det bedre i studietiden, går direkte i beskæftigelse og performer bedre på arbejdsmarkedet? Lad os derfor gøre op med det snævre tunnelsyn, der kræver et guddommeligt klarsyn.