Af Gitte Bindzus Knudsen
gbk@adm.au.dk
Kvinder udgør i dag langt hovedparten af de studerende på de danske universiteter. Alligevel er kun 13 procent af professorerne på Aarhus Universitet kvinder. Det er alt for lidt, og det skal der ændres på, mener Mette Verner, lektor i nationaløkonomi på Handelshøjskolen, og Vibeke Lehmann Nielsen, lektor på Institut for Statskundskab. De har begge været med til at arrangere konferencen Women in Academia, som finder sted på Aarhus Universitet den 18.-19. maj.
– I dag er 45 pct. af de ph.d.-studerende kvinder, og hvis man ikke tager dem med i overvejelserne, når man rekrutterer til nye adjunkt- og lektorstillinger, mister man halvdelen af potentialet. Det har universitetet ikke råd til. Hvis vi skal lave den bedste forskning i verden, nytter det ikke, at man kun ser på mændene, fortæller Mette Verner, der selv forsker i kønsforskelle i forskningsverdenen, og hun må erkende, at selvom det er et emne, man har talt om siden 1970’erne, er der ikke sket meget.
– I Danmark har vi en meget udbredt holdning til, at det ikke nødvendigvis er et problem. Det skal nok ændre sig med tiden. For 50 år siden var der jo ingen kvinder på universitetet, så det er bare et spørgsmål om tid, siger mange, men det er det ikke. Så går det hvert fald alt for langsomt, fortæller hun.
Svært at finde løsninger
Vibeke Lehmann Nielsen er enig. For et par år tilbage var hun med til at starte netværket frAU (female researchers at Aarhus University). Det skal hjælpe med at rette op på skævheden på forskergangene.
– I dag er mange enige om, at der er et problem. Nu er spørgsmålet bare, hvad vi kan gøre for at løse det, fortæller hun og forklarer, at der de seneste 30 år ikke har været de store tiltag til at forbedre situationen.
Et af tiltagene har været FREJA-midlerne, som kun kvindelige forskere kunne søge. Derudover blev der midt i 1990’erne oprettet en tænketank, der skulle finde løsninger på området.
Alligevel er situationen stadig, at næsten 9 ud af 10 professorer er mænd, og Vibeke Lehmann Nielsen har også selv svært ved at svare på, hvad man bør gøre, hvis ressourcerne var der.
– Vi ved ikke præcist, hvad der skal til for at ændre statistikken. Derfor skal vi bruge noget af denne konference på at få samlet noget af den viden og de erfaringer, der er på området, siger hun og forklarer, at problemet er meget komplekst.
– Der er flere årsager til problemet. Den første problemstilling går på, om det handler om at ændre organisationen eller kvinderne, og der er selvfølgelig nogle ting, der skal vendes i kvindernes hoved, som for eksempel at købte boller er lige så gode som hjemmebagte til en børnefødselsdag, men der er også nogle barrierer på systemniveau, understreger hun og fortsætter:
Rip, Rap og Rup
– Nogle kalder den Rip, Rap og Rup-effekten, hvor mænd ansætter mænd, som ligner dem selv. Det kan for eksempel være en ældre forsker, der kan identificere sig med den unge fremadstormende forsker, og så tager han måske hånd om ham og baner vejen for ham. Den effekt smitter af mange steder. For eksempel får det betydning for arbejdsmiljøet, der er præget af mange ”Herkules-typer”, som en forsker fra DPU har kaldt dominerende forskere med fokus på den individuelle præstation. I en situation med åbenlys konkurrence med kollegaer og sig selv kan det være svært for kvinder dels at begå sig, dels at orke den kultur, og så stopper de måske deres forskerkarriere allerede efter ph.d.-studiet, siger Vibeke Lehmann Nielsen.
Positiv særbehandling på KU
Københavns Universitet vedtog for et år siden en ordning, der gjorde, at hvis et fakultet havde en mand og en kvinde, der var lige kvalificerede til et professorat, så kunne de ansætte en ekstra professor, hvis de ansatte kvinden.
– Man kan diskutere, om den metode er ideel, for det kræver ikke meget at regne ud, at man bare skal ansætte kvinden for at få begge kandidater. Men samtidig viser det dog, at Københavns Universitet har valgt at bruge rigtig mange penge på at komme problematikken til livs, og det er mere, end man kan sige om Aarhus Universitet, lyder det fra Vibeke Lehmann Nielsen.
Hun erkender, at problemstillingen med de manglende kvinder i forskning nok kan sammenlignes med miljøproblematikken, der i mange år også var ”offer” for, at alle var enige om, at man skulle passe på miljøet, men alligevel gjorde de fleste ikke noget ved det.
– Denne konference skal være med til at skabe synlighed og vise, at det er et problem. Vi prøver hele tiden at få problemstillingen lidt længere op på dagsordenen. For som i alt andet handler det om at stå øverst på beslutningstagernes bevidsthedsmæssige dagsorden, og den kamp forsøger vi så at kæmpe, siger Vibeke Lehmann Nielsen.
Hverken hun eller Mette Verner tror dog på det realistiske eller nødvendige i, at halvdelen af alle forskere bliver kvinder. Nogen forskel vil der nok altid være, fordi mænd og kvinder på det individuelle niveau er forskellige. Det er bare ikke så ekstremt, som tallene viser i dag.
– Når man ser på, hvor mange unge kvinder der vinder eliteforskerpriser og får andre anerkendelser, er der intet, der tyder på, at de er dårligere til at forske end mænd, forklarer Mette Verner.
Men hvor pokker bliver de så af, når ph.d.-titlen skal skiftes ud med noget af højere rang, eller når et kontor bliver ledigt på professorgangen? kunne man passende spørge.
