Af Kristian H. Nielsen og Casper Andersen
Lektor, Institut for Videnskabsstudier og adjunkt, Institut for Filosofi og Idéhistorie
FORSKNINGSFRIHED bliver ofte forstået – og håndhævet – som en bottom-up beslutningsproces, hvor det er de enkelte forskere og forskergrupper, der suverænt bestemmer, hvad der skal forskes i og hvordan. Bottom-up-modellen har bevirket stor diversitet i forskningen, som uden tvivl har været til gavn for både universitet og samfund. Den har også medført en høj grad af specialisering, som betyder, at forskeres forskningsmuligheder er defineret af eksisterende disciplinære rammer og dertilhørende problemstillinger.
Den igangværende faglige udviklingsproces har til formål at koncentrere AU’s forskning i faglige miljøer med stor kritisk masse og international synlighed. Fremover vil universitetets ledelsesniveauer kunne fastlægge målsætninger og vilkår for forskningen. Der er faldgruber her, men med den rette implementering vil der blive skabt et frugtbart samspil mellem bottom-up og top-down initieret forskning, også på AU.
VI VIL I DEN SAMMENHÆNG gerne slå et slag for den horisontale forskningsfrihed – altså frihedsgrader, muligheder og incitamentsstrukturer på tværs af etablerede fagområder. Vi har selv erfaringer med at drive og deltage i et tværgående forskningsnetværk på AU: Aarhus Network for Science, Technology, Medicine, and Climate Studies (www.stm.au.dk). Netværket har til formål at øge synligheden af – og samarbejdet mellem – forskere på tværs af universitetets hovedområder. Internationale konferencer, fokuserede workshops og regelmæssige ”brown bag” forskningsseminarer har været de primære aktiviteter, afholdt for relativt beskedne midler og med deltagelse af forskere fra HUM, NAT, SUN, TEO, SAM, ASB, DMU, DJF og DPU.
NETVÆRKET HAR MED SUCCES favnet bredt, men dets akilleshæl har været, at kun få forskere har været kontinuert engagerede i det. Ofte er det Tordenskjolds soldater, der møder op til arrangementerne, og netværkets drift kræver ildsjæle. Der er en udtalt interesse for det tværfaglige netværks- og forskningssamarbejde, har vi oplevet, men der er sjældent overskud i en ellers presset hverdag til at realisere det. I praksis bliver tværfaglige forskningsnetværk let alt for afhængige af bottom-up samarbejde.
Vi kunne derfor forestille os, at der etableres særlige AU-forskningsnetværk eller -centre af mere midlertidig karakter, som primært har til formål at generere og forankre nye forskningsinitiativer og forskningsområder. Der skal skabes mulighed for, at forskere fra forskellige dele af AU’s spredte campus kan frikøbes og placeres sammen i nye lokaliteter (med mure). Tildelingerne skal ikke udelukkende være baserede på forskningsexcellence (så bliver det bare en intern gentagelse af det, som forskningsrådene allerede gør), men mest af alt på innovative ideer.
Den nyskabende, brugbare og synlige forskning på tværs opstår ikke ud af den blå luft, eller fordi man siger, at det må være sådan. Tværfagligt samarbejde kræver en mere målrettet og substantiel indsats, og det skal nytte noget for alle involverede. Forskningsnetværk er udmærkede, men de bør ikke have karakter af frivilligt foreningsarbejde. Indsatsen skal professionaliseres.
Læs om mulighederne og reglerne for kommentarer
