Faglig udvikling
Af Steen Brock
Lektor, Institut for Filosofi og Idehistorie
Der er sat en politisk dagsorden, og rektor har handlet hurtigt og konsekvent. Hvis Aarhus Universitet skal være et eliteuniversitet på linje med et i København eller et andet sted i Nordeuropa, skal der fokuseres på stærke – dvs. produktive – forskningsmiljøer, på strategisk forskning, der kan hente fondsmidler, og som tilknyttes vigtige erhvervspartnere, og endelig på tværgående uddannelser, der er tilpasset det nye arbejdsmarked.
Det kan man grine eller græde over. For det er et knæfald for nogle universitetspolitiske vinde i den vestlige verden, som burde bekæmpes, og der er gode forskningsmiljøer og forskningstraditioner, der bliver smadret. Endelig er der tale om den største ændring, der kan tænkes for de ansatte: Universitetet er nu ikke en arbejdsplads, men en serie elitehold a la Barcelona og Team Saxo Bank. Hvis man her og nu kan bidrage til præstationerne, som fører til point på verdensranglisten, er man inde i varmen, ellers kommer man snart ud på bænken eller bliver vandbærer. Det hele sker ikke for de ansattes skyld, ikke for at fremme gode miljøer eller god forskning på den lange bane. Alle ansatte er blevet brikker i et spil, der bevidner det politisk-administrative systems endelige sejr over den akademiske ånd.
Hvad der nu vil ske, vil derfor kræve en særlig form for kollegialitet og ansvar de ansatte imellem. De nye og færre ledere kan være nok så skolede i nye ledelsesteorier, men hele logikken i processen vil være forskelsbehandling, resultatorientering og topprioritet til egen lederkarriere frem for de ansattes tarv. Teambuilding, korpsånd, ansvar for kolleger, kollektive processer; ja, alt det, der vil gøre det til at holde ud at arbejde på et moderne eliteuniversitet, skal med sikkerhed bygges op nedefra. De ansatte bør organisere sig i demokratiske enheder, som løbende kræver forklaringer af ledelsens dispositioner og holder den ansvarlig derfor.
Nu har jeg i mange år argumenteret for, at man ikke kunne skelne mellem grundforskning og anvendt forskning, jeg har været fortaler for at skære antallet af fakulteter ned til tre, og endelig har jeg publiceret flere artikler om tværfaglighedens nødvendighed. Jeg kommer fra et fag, filosofi, som lever og har det bedst, når det samarbejder med de andre videnskaber fra alle fakulteter. Jeg og mine kolleger er med i et utal af tværfaglige projekter og uddannelser. Det har ikke ført til tab af filosofisk faglighed, men har tværtimod hjulpet til at kunne prioritere og selektere i den jungle af mere eller mindre ligegyldig filosofisk faglitteratur, der spyttes ud af de store udenlandske forlag. Tværfagligheden er med til at give fokus i den grundlæggende filosofi. Så med de rette mennesker ved roret og korpsånd kan reformerne vendes til noget godt.
Læs om mulighederne og reglerne for kommentarer
