Af Kasper Lippert Rasmussen, professor, Institut for Statskundskab
I sidste nummer af UNIvers giver prodekan for formidling på Danmarks Pædagogiske Universitet Claus Holm udtryk for: (i) en formodning om, at "der er tegn på, at det er blevet politisk ukorrekt at kritisere hinanden blandt forskere indenfor samfundsvidenskab og humaniora"; (ii) en forklaring heraf, der henviser til, dels at stigende krav til forskerne betyder, "at forskere ikke mere har tid til at læse hinandens udgivelser", dels postmodernismens opfattelse af, at alt er "en slags personlig fortolkning"; (iii) og en beklagelse herover, idet "den kritiske universitetskultur er svækket", og at forskningen forudsætter, at "forskere er i stand til at mestre en professionel ondsindethed".
Jeg er helt enig med Claus Holm i, at forskningen har det bedst med, at forskere kritiserer "hinanden" eller rettere: hinandens arbejde. Men bør vi dele Claus Holms beklagelse? Det er ikke klart for læseren, hvilke bekymrende "tegn" Claus Holm har i tankerne her, men hvis vi taler om personlige indtryk, så genkender jeg bl.a. som ansat på Bjørn Lomborgs tidligere institut ikke umiddelbart beskrivelsen. Man kan sige mange ting om kritikken af Lomborg og Lomborgs arbejde, men ligefrem bovlam var den ikke!
Men det ligger jo nogle år tilbage nu, og måske Claus Holm vil henvise til det siden øgede publikationspres. Men øget publikationspres betyder jo ikke mindre fagfællekritik, eller at forskere ikke læser hinandens arbejde. Tværtimod! Det er nærmest umuligt at publicere i videnskabelige tidsskrifter uden at læse, kritisere, korrigere og, ja, blive korrigeret. Men det meste af den kritik, som forskere retter mod hinanden i de fora, har ikke interesse for en bredere kreds. At forskere kritiserer hinanden i fagtidsskrifter snarere end i medierne eller interne institutpublikationer, betyder ikke, at de kritiserer hinanden mindre, men blot at kritikken opkvalificeres og flytter steder hen, der ikke er så synlige for en bredere kreds.
Endelig må jeg sige, at jeg ikke er tryg ved det uigennemskuelige udtryk "professionel ondsindethed". Der er intet i en livlig og seriøs akademisk debat, der er uforeneligt med "professionel godsindethed" over for dem, hvis meninger man kritiserer. Faktisk er villigheden til at overveje en modstanders synspunkter i deres stærkeste udformning ofte en forudsætning for en akademisk set interessant debat. I sidste ende er ambitionen jo at finde ud af, hvilke opfattelser der er sande, og den kalder ikke altid på stærke følelser. Når de kommer i spil, er det ofte, fordi personlig prestige, politiske uenigheder, identifikation med bestemte skoledannelser eller andre for forskningen irrelevante hensyn er med til at drive værket.
Læs om mulighederne og reglerne for kommentarer
