Af Frederik Stjernfelt, professor, Center for Semiotik
Claus Holm hævder i sin kommentar i UNIvers nr. 1, at det er blevet ukorrekt med kollegial kritik på samfundsvidenskab og humaniora. Jeg tror, han har fat i noget vigtigt. Det er også mit indtryk, at kritik alt for ofte anses som ufint, som at bryde den gode tone – man kigger diskret og hovedrystende væk, lidt som hvis nogen bøvser ved et middagsselskab.
Holm spørger, hvorfor det er blevet sådan, og giver et par gode grunde. En yderligere grund kan være, at humaniora og samfundsvidenskab siden 70’erne har været steder, hvor mange forskellige forestillinger om forskning har gjort sig gældende. Man kan så leve i fred, hvis man undlader at kritisere det vrøvl, der foregår på nabokontoret, så kollegaen til gengæld lader det vås i fred, der foregår på ens eget kontor. Så kan man hilse høfligt på gangen, og den gode tone på instituttet forstyrres ikke.
Men på et universitet er man forenet i efterstræbelsen efter sandhed – som er et kollektivt projekt, ikke et individuelt. Til dette fælles projekt hører kritik som en helt basal, naturlig og indgroet ting.
Denne kritik må være offentlig. Jeg kritiserede for nylig en kollega i pressen – og blev selv angrebet for det i pressen af en tredjeperson: Kunne jeg da ikke bare være gået ned ad gangen og få snakket tingene gennem over en kop kaffe? Grunden til, at dette ikke er tilstrækkeligt, er, at videnskab har at gøre med offentlige argumenter. Modtageren er ikke bare den enkeltperson, hvis udsagn man kritiserer, men (ideelt set) videnskaben som sådan, der kaldes til dommer over, hvem der har ret.
Den udbredte tøven over for kritik på universitetet er også forbundet med den mærkelige "krænkelseskultur", der breder sig i offentligheden – hvor især religioner har fundet på, at de skal være undtaget fra kritik, og til og med kan finde på at bruge vold og andre trusler imod dem, der kritiserer dem. Dagbladet Politikens sælsomme knæfald for en sådan trussel er et nyligt eksempel. Men denne krænkelseskultur breder sig også ind over videnskaben.
I England kører p.t. en stærkt mediedækket injuriesag – de britiske kiropraktorer har anlagt sag imod fysikeren og videnskabsjournalisten Simon Singh, fordi han har kritiseret, at kiropraktorforeningen BCA hævder at kunne behandle ikke bare rygproblemer, men kolik, gråd, ernæringsproblemer og meget andet hos småbørn. I stedet for at komme med argumenter og beviser for påstandene har BCA anlagt injuriesag mod Singh, der står til at blive ruineret for livstid, hvis han taber. Og bevisbyrden ifølge engelsk lov er den anklagedes. En lang række britiske forfattere, journalister og forskere protesterer nu mod den injurielovgivning, der gør sådan noget muligt. Hvis ikke krænkelseskulturen bliver stoppet, kan det ende der, hvor kolleger ikke tør kritisere andre – og så er faren for, at videnskabelig udvikling bliver sat helt i stå, overhængende.
Læs om mulighederne og reglerne for kommentarer
