Af Niels Ole Finnemann
Professor, dr. phil., leder af Center for Internetforskning,
Institut for Informations- og Medievidenskab
Sideløbende med universitetets store strategiproces har man i foråret været i gang med at udarbejde en personalepolitik. Det sidste er gået stille for sig, og det er mit indtryk, at en del mener, at det udspil, der cirkulerer, er et overflødigt dokument af almindeligheder. Jeg opfatter det snarere som et problematisk dokument, der indeholder nogle betænkelige værdimål godt gemt i en byge af abstrakt retorik. Her er mine fem vigtigste kritikpunkter:
1. Det rundsendte oplæg bærer præg af at være skrevet af efter en – lettere forældet – virksomheds- eller firmamodel, der ikke matcher en forskningsinstitution, som gerne vil være eliteuniversitet. Prøv at indsætte et hæderkronet gammelt firmanavn i teksten i stedet for AU eller ”organisationen”. ”Det er vigtigt”, hedder det f.eks. et sted, ”at vi optræder med korpsånd”. Det lyder som gamle dages ØK eller A.P. Møller.
Det er rigtigt, at universitetsloven foreskriver en topstyret ledelsesform, der er modelleret efter forrige århundredes industrisamfund. Men det behøver man vel ikke ligefrem at forstærke i dag, hvor man i andre dele af samfundet i stigende grad udvikler mere netværksbaserede og medinddragende organisationsformer, der lægger vægt på selvstændighed frem for korpsmentalitet.
Det gør man bl.a., fordi det er bedre, hvis man vil fremme omstillings- og udviklingsprocesser af den slags, der ellers hele tiden tales om i dokumentet.
Det er måske også meget sigende, at der tales om at blive ”en stærk og resultatskabende organisation”. Man får næsten det indtryk, at det er organisationen som hele, der skaber universitetets resultater, som om vi alle sammen f.eks. har del i kvaliteten af den nanoforskning, der drives på stedet. Takker, men det er virkelig alt for meget.
Frasen om den stærke og resultatskabende organisation er en udvendig retorik, der bygger på illusionen om, at man på et universitet styrer mod et og samme mål. Sandheden er forhåbentlig, at vi som forskere især styrer i forhold til den internationale forskningsudvikling på vore respektive fagområder, ganske uanset hvad man gør andre steder på universitetet. First things first, tak.
2. Oplægget mangler til gengæld enhver henvisning til den helt overordnede værdi for en institution, der også vil være eliteuniversitet, nemlig den uindskrænkede forskningsfrihed. Eller hvis det er for vildt, så giv os i hvert fald en definition af forskningsfriheden, som den fortolkes af institutionen. Det er ikke nok med udenomssnak om samarbejde mellem grundforskning, strategisk forskning og anvendt forskning. Al respekt for samarbejde. Gerne mere. Men enten er der fri forskning, eller også er der ikke.
3. Der mangler en tydelig markering af, at det for forskerne er helt afgørende, at de er forankret og aktive i de internationale forskningsmiljøer, og at den faglige identitet er ligeværdig med eller snarere bør være overordnet den institutionelle. Oplægget bærer præg af et ”loyalitetskrav”, der strider mod forskningens grundbetingelse: at være principielt hensynsløs også over for den til enhver tid gældende politiske korrekthed, den gode tone og den herskende smag og hensynet til de venlige kollegaer. Måske er det også uheldigt at betone kravet om institutionel korpsmentalitet, når vi skal tiltrække udenlandske forskere, ligesom det let kommer til at modvirke, at yngre forskere søger ud i verden. Jeg ved godt, det ikke er hensigten, men teksten taler sit eget sprog.
4. Oplægget tydeliggør ikke, at universitetsledelse er noget andet end virksomhedsledelse. Ingen universitetsledelse kan have fingeren på pulsen på alle institutionens forskningsområder (og såmænd heller ikke undervisningsområder).
Mens det giver god mening at tro, at f.eks. NOVOs ledelse kan samle det strategiske overblik både på virksomhedens forsknings- og forretningsområder, der trods alt er begrænsede nicher, kan det naturligvis ikke gælde for en universitetsledelse – slet ikke i en verden, hvor forskningen udvikler sig med en ikke før kendt hastighed, og hvor der produceres stadig mere differentieret og kompleks viden. Jeg foreslår, at bestyrelse og rektorat pålægger sig selv at besøge samtlige institutter og centre for at få et ægte førstehåndsforedrag om den aktuelle forskning. Når de har gennemført en runde, kan de roligt begynde forfra for at få et indtryk af den betydelige udvikling, der er foregået siden sidst. Hvis universitetet skal opfylde sine formål, må forskermiljøerne spille en større rolle, end de er tiltænkt i den nuværende universitetsmodel. På det seneste har ledelsen åbnet op for små skridt i denne retning. Der er grænser for, hvad ledelsen kan gøre, når loven er, som den er, og der vil nok gå nogle år, før det bliver politisk muligt at genetablere forskermiljøernes indflydelse på universitetets udvikling. Men personalepolitikken kunne godt pege i den retning frem for modsat.
5. Oplægget opererer med en ejendommelig, forestilling om, at der findes en bestemt idealkombination af faglighed og personlighed. Det kaldes ”kompetence” i oplægget. ”Det er samspillet mellem de faglige og personlige kvalifikationer, der gør medarbejderne kompetente”, hedder det. Det er vist ikke lige den betydning, der er skrevet ind i alle de mange studieordningers kompetencebeskrivelser. Man må også spørge, om det gælder ethvert samspil, eller om det er nogle bestemte idealtyper, man har i tankerne? Det sidste synes at være tilfældet, for ellers har udsagnet jo ingen mening. Det hedder da også, at på Aarhus Universitet er vi alle sammen lutter sådanne idealtyper ”med høj faglig standard”, ”der værdsætter både ener og fællesskab”, ”har blik for komplementære kompetencer”, ”har evne til at anvende hinandens kompetencer” (har eneren mon også den kompetence?) og på nye måder (??). Vi skaber alle sammen ”synlige, konkrete resultater” (selv om meget forskning i dag foregår på et niveau, der ikke lige kan opfattes med det blotte øje). Vi ”arbejder godt sammen med andre” osv. osv. Det er langt ude – og under ethvert fagligt lavmål – hvad enhver kan overbevise sig om ved at studere forskerpersonligheder gennem tiderne.
Man kan diskutere, om det er et helt meningsløst og useriøst papir, der ikke kan skade nogen, eller om det netop er skadeligt med et sådant papir, der i sidste ende lægger op til, at medarbejderne bliver vurderet på, hvor godt vi indfrier de idealtypiske adfærdsnormer i ledelsens øjne – hvor stort smilet er, om man vil. Måske man også skulle tænke over, hvad der sker med almindelige høflige omgangsformer, når de forvandles fra at være indre personlige værdier og omskrives til ydre, ledelsesdefinerede, normative krav? Man beder om et hykleri og rygklapperi uden lige. Når man tilhører min generation, er det nærliggende at tænke på Lysenko, der behagede Stalin med gyldne, men falske løfter, og homo sovjeticus – idealmennesket. For andre er det måske snarere et ekko fra 1980’erne, hvor man talte om den japanske loyalitetsmodel som fremtidens? Måske er det blot et ekko fra Singapore, der er blevet så omtalt på det seneste? Eller er det kinasko, vi nu skal have på?
Apropos: jeg så i avisen:, at Aarhus Universitet skal være hjemsted for det danske universitetssamarbejde med Kina. Da der som bekendt ikke er ytringsfrihed i Kina, rejser det uvægerligt spørgsmålet om, hvordan man vil sikre forskningsfriheden i dette samarbejde. Kan der være forskningsfrihed i et land uden ytringsfrihed? Selvfølgelig ikke. I sidste ende er spørgsmålet vel, hvad der egentlig er tilbage af Vestens kerneideer, hvis universiteterne opgiver forskningsfriheden? Kan forskningsfriheden mon overleve, når ordet er blevet væk? Google kom til kort og trak sig ud. Man kunne ikke være i Kina uden at gøre ondt, uden at tryne ytringsfriheden.
Who’s next?
Læs om mulighederne og reglerne for kommentarer
