Af Just Jensen
Dekan, Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet
I en kronik i Politiken den 19. maj fortæller professor Jørgen Grønnegård Christensen (JGC) en Århushistorie om fusionerne i 2007 mellem sektorforskningsinstitutioner og universiteter. Fusionerne omfattede bl.a. Aarhus Universitet, Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) og Danmarks JordbrugsForskning (Det Jordbrugsvidenskablige Fakultet). Kronikken forholder sig kritisk til den igangværende faglige udviklingsproces, som skal høste de synergigevinster, der var hele formålet med fusionerne. Udviklingsprocessen er imidlertid en helt naturlig konsekvens af fusionerne – og ikke den Århushistorie, som JGC gerne vil gøre den til.
Kronikken giver dog god anledning til overvejelser om, hvad universitetets rolle er i fremtiden. Formålet med fusionerne mellem sektorforskningen og universiteterne var dels at nyttiggøre sektorforskningens anvendelsesorienterede forskning i forhold til universitetsundervisningen, dels at gøre det muligt for den forskningsbaserede rådgivning at trække på universiteternes samlede viden.
Fusionerne og de globale politiske trends, som JGC omtaler, viser, at de klassiske universiteter er under pres. Samfundet investerer i disse år store midler i forskning og uddannelse. Midler, som endda har været stigende i en periode med finansiel krise. Årsagen til dette er, at samfundet (politikerne) mener, at universiteterne i langt højere grad end hidtil skal medvirke til at sikre grundlaget for fremtidens velfærdssamfund. Det vil sige, at en stigende del af universiteternes videnproduktion skal kunne anvendes som grundlag for vækst i den produktion og de serviceydelser, som vi skal leve af i fremtiden.
Med den stigende kompleksitet overalt i samfundslivet kræves problemløsende forskning med et bredt spektrum af kompetencer spændende fra praktisk kunnen til dyb indsigt i de underliggende mekanismer, som typisk er af mere grundvidenskabelig natur.
De tidligere sektorforskningsinstitutioner DMU og DJF havde netop den anvendelsesorienterede eller problemorienterede forskning som deres adelsmærker. Fusionerne mellem universiteter og sektorforskningsinstitutioner blev derfor gennemført for at forandre både universiteter og sektorforskningsinstitutioner. Målet er ”nye” universiteter, som er samfundsrelevante og problemløsende.
Det er klart, at når ”gamle kæmper” som JGC skal forandre sig sammen med universitetet, så vil det give spændinger. Det er imidlertid gennem spændinger og debat, at vi som forskere udvikler os. Jeg ser derfor frem til den fortsatte forandring og den fortsatte debat. Debatten skal bare føres på et sagligt grundlag og ikke på grundlag af Århushistorier.
Læs om mulighederne og reglerne for kommentarer
