Af Claus Holm
prodekan for formidling,
DPU, Aarhus Universitet

Kritik bliver sjældent modtaget som en gave, men er det faktisk for intellektuelle. En sand intellektuel opfordrer andre til at følge sit eksempel og ikke bare gentage sine udsagn. Det vil sige, at intellektuel generøsitet består i at møde hinanden med kritik, ikke at møde hinanden som rosende kolleger, der gensidigt kopierer – og krediterer – for det, som allerede er sagt og dermed er kendt viden.
    Kritik er den intellektuelles livsform – heri består den intellektuelles særlige styrke og værdighed. Men hvorfor er kritik så central for den intellektuelles identitet? Et kort svar er, at kritikken er den videnskabelige livsnerve. Forskeres vilje til at korrekse hinanden er afgørende for, at der bliver skabt plads til ny og bedre viden.
    Men der er tegn på, at det er blevet politisk ukorrekt at kritisere hinanden blandt forskere inden for samfundsvidenskab og humaniora. Hvorfor?
    En forklaring er de stigende produktivitetskrav til forskning og undervisning. Det vil sige, at forskere ikke mere har tid til at læse hinandens udgivelser. Derfor kan man selvfølgelig heller ikke forholde sig kritisk til dem. Mit eget synspunkt er, at det ikke er hele forklaringen. Rent historisk holder den nemlig ikke helt.
    I 1970'erne var det politisk korrekt at gå til angreb på Systemet med stort S. Hierarkierne – også på universiteterne – skulle væk, og nye egalitære idealer for indretningen af samfundet og universitetet skulle etableres. Men så kom reaktionerne i 1980'erne. En beskrivelse af reaktionerne er, at postmodernismen er skyld i kritikkens forsvinden. Det vil sige, at alt bliver til en slags personlig fortolkning – og rigtig og forkert bliver opløst i det postmoderne syrebad fyldt med ligeværdige fortolkninger.
    En anden beskrivelse er, at en del forskere følte en kombination af befrielse – og måske også udmattelse – oven på 1970’ernes politisk korrekte måde at give kritik på. Uanset hvordan den samlede forklaring ser ud, så er resultatet, at den kritiske universitetskultur er svækket. Og det er selvfølgelig stærkt kritisk, når forskningens fremdrift afhænger af forskernes professionelle overskud og mod til at være kritiske over for hinanden.
    Kunne forskningen ikke drives frem på andre måder? Ved at klappe sig selv eller hinanden frem? Nej, de indre klapsalver må aldrig runge højere end kollegernes kritik. Et universitet er ikke et universitet, fordi forskere kun er venlige over for hinanden. Det er et universitet, fordi forskere er i stand til at mestre en professionel ondsindethed. Derfor har et generøst universitet brug for en generøs stat, der understøtter forskernes modige satsninger og dristige hypoteser. Men på universitetet har man også brug for at være generøse over for hinanden med fagligt giftige udvekslinger.