Aarhus Universitets segl

Sådan er de andre humaniora

Det Humanistiske Fakultet

Af Louise Debois,
Astrid Hellerup Madsen
og Ida Hammerich Nielson
ldn@adm.au.dk
ahm@adm.au.dk
ihn@adm.au.dk

Det er duften af kaffe og tonerne af Ben Harper, der hilser folk velkommen i Kasernens kantine på Institut for Æstetiske fag. Studerende sidder i små grupper ved bordene, og alle steder bliver snakken akkompagneret af gestikulerende arme. Stemningen og lydniveauet et højt.
   – Det er svært at finde bestemte kendetegn, der dækker over alle os humanister. Vi er meget forskellige fra institut til institut. Men jo, vi snakker nok meget alle sammen, siger en underviser i kantinekøen. Hun har et farverigt tørklæde om halsen og store sølvøreringe, og ifølge hende er det en typisk "uniform" for en humanist.
    Det Humanistiske Fakultet dækker over en bred vifte af uddannelser fra medievidenskab og historie til sprogfagene og de æstetiske fag som kunsthistorie.
    En gruppe debatterer ytringsfrihed og Rathsacks bog Jæger – i krig med eliten med kopperne foran sig fulde af kaffe.
   – Humanister her på universitetet er meget bevidste om omverdenen, siger en. Han får et kampberedt udtryk i øjnene, mens han snakker. En pige med en kunstfærdig frisure, der ligner noget fra et modeblad i 50’erne, uddyber:
   – Det er let at blive stemplet som verdensfjern, når man har undervisning i lokaler nærmest uden stikkontakter. Hvordan skal vi blive til moderne hi tech-studerende, når vi ikke engang kan få strøm til vores computere?

Stolte overskæg og pæne piger

Gruppen sukker højlydt af en anden af fordommene: at humanister bliver arbejdsløse. Det er noget, de tit hører til familiefester.
   – Det er der selvfølgelig nogle af os, der gør, siger en filosofistuderende. Han trækker opgivende på skuldrene.
   – Men det gør nyuddannede ingeniører også for tiden, slutter han.
    En de ansatte, der står for den daglige drift af fakultetet, definerer humaniora som det sted på universitetet, hvor der er mest atmosfære. Han mener, de studerende er meget reflekterende, og at det giver både fredagsbaren og gruppearbejdet et levende og intellektuelt præg.
   – Og det smitter af på det miljø, vi ansatte arbejder i. De andres døre er åbne for både hyggesnak og arbejdsrelaterede spørgsmål, fortæller han.
    Udenfor står to studerende. Med en smøg i den ene hånd og med en stabel bøger i den anden svarer de på, hvad der kendetegner humanister:
   – Vi har nok flest fyre med overskæg, siger den ene. Den anden smiler lidt under sit overskæg og tilføjer:
   – Det kan godt være, de synes, vi er hippier. Men vi har de pæneste piger!