Af Kristian Serge Skov-Larsen
ksl@adm.au.dk
Hvis du troede, at det hurtigste, der nogensinde har bevæget sig over det ellers stillestående og grumsede vandspejl midt i Universitetsparken, var en hærdebred og kamproende medicinstuderende til den årlige kapsejlads, så kan du godt tro om igen.
For i vinterens mulm og mørke – inden frosten lagde alle danske vandoverflader i et jerngreb – sneg en nuværende og en tidligere studerende sammen med en kammerat sig til at teste deres seneste indkøb midt mellem bundslam, døde ænder og generationer af gamle, druknede ølflasker.
Ved hjælp af en tørdragt, et wakeskate, der er en slags skateboard til vandbrug, og deres nyindkøbte Winch, der grundlæggende er en motor sat til et kabelspil, så 200 meter vandskisnor kan trækkes ind på rekordtid, kom de tre op på næsten 20 km/t på de 10-15 sekunder, en gennemsnitlig tur på tværs af søen varede.
Roni Burkarl har haft alle former for skisport som opslugende interesse længe inden kemistudiet på Aarhus Universitet, og i dag er han medejer af den netop åbnede Edge Board-shop, der sælger alle former for udstyr til sport med brædder under fødderne. Hvorfor de lige valgte Aarhus Universitet til at teste den nyeste gadget, har han ikke rigtig noget svar på.
– Jeg tror mest af alt, det var, fordi der er lys på om aftnen, smiler han.
Hvorfor man får den lyse ide at dyrke vandskisport midt i en af de koldeste danske vintre i mange år, har han også lidt svært ved at forklare.
– Jeg tror, vi alle tre er så sindsygt bidt af en hobby, der er så fed, at vi ikke kan vente helt til sommer med at komme ud og stå. Nogle har råd til at rejse rundt hele året efter varmegraderne, vi andre må nøjes med det kolde danske vintervand, siger han.
Det er ikke kun vandski-interesserede, der har fået øjnene op for, hvor meget sjov man kan få ud af en Winch. Ronni Burkarl har allerede fået den første løse føler i en fredagsbar, om ikke det nye apparat kan lånes til den traditionsrige kapsejlads mellem festforeningerne i maj.
– Jeg kan godt garantere, at vi kan trække en båd hurtigere over søen, end hvem som helst kan ro. Og hvis en festforening melder sig, kan vi nok godt bestikkes til at komme forbi og give en hånd, siger han.