Aarhus Universitets segl

”Det bli’r SÅ fedt!”

Studenterhus Århus er efter flere års økonomiske problemer flyttet fra Toldboden og ind bag de gule mure i Studenternes Hus. Er studenterhusets fremtid reddet?



Af Lasse Emil Frølich Frost
lef@adm.au.dk

Nordre Ringgade 3 emmer disse dage af ægte pionerånd. Studenterhus Århus har indtaget Studenternes Hus. Stemningen er hektisk, og overalt arbejdes der på højtryk med at få koncertsal, barer og hyggekroge indrettet og renoveret. Men selv om intet står helt færdigt, vælter det allerede ind med besøgende.
   – Vi får hverken indrettet eller passet telefoner med alle de rundvisninger.  Der har lige været et helt rus-hold biologer, og før dem, en gruppe internationale studerende, griner Studenterhus Århus’ direktør, Anne Thorø.
    For mindre end et halvt år siden var bekymringerne dog af en helt anden karakter.

Regneark og redningskranse

Efter et katastrofalt regnskabsår i 2008 kastede kommunen året efter en redningskrans ud til studenterhuset i form af en ekstrabevilling på en kvart million.
    Der måtte findes en billigere løsning - hurtigt. I foråret blev en rapport med flere mulige fremtidsscenarier udarbejdet. De mest sandsynlige af dem pegede på en ny fysisk placering af Studenterhus Århus - men præcist hvor, vidste man ikke.
    Det blev Aarhus Universitet, anført af prorektor Søren E. Frandsen, som kastede den afgørende redningskrans: Fra og med september vil Studenternes Hus stå til rådighed for Studenterhus Århus, der i en nyrenoveret  Stakladen tilmed vil få et funklende nyt spillested stillet til rådighed.
   – Vi gjorde det, fordi vi synes, Århus skal have et godt studiemiljø til gavn for alle studerende, forklarer prorektor Søren E. Frandsen.
   – Med den lavere husleje får  vi meget mere studenterhus for pengene, siger Århus Kommunes erhvervschef Jan B. Schmidt- Sørensen.

Nye udfordringer

Tilværelsen i Studenternes Hus er dog ikke helt problemfri. På Toldboden efterlader Studenterhus Århus sig flere tætte erhvervspartnere, og ifølge byrådsmedlem Henrik Vestergaard (V) spiller den fysiske afstand til dem utvivlsomt en rolle.
    Anne Thorø vifter dog bekymringerne væk. Hun tror på, at de fem års naboskab med erhvervslivet har skabt et varigt samarbejde, og hun bakkes op af regionschef i hovedsponsoren Danske Bank Jan Ulsø Madsen.
    Dog giver flytningen anledning til bekymringer om en større udfordring i at få de studerende fra alle Århus’ uddannelsessteder med på vognen, nu hvor studenterhuset ligger inden for AU’s mure.
    Men Studenterhus Århus har også her mulige løsninger på problemet. For eksempel er det Lærerseminariet, der indvier huset, og studerende fra Kunstakademiet skal udsmykke lokalerne.
    Hvad der ændrer sig ved Studenterhus Århus efter flytningen, besvares retorisk af Anne Thorø:
   – Er Studenterhuset mure eller indhold? Vi tror det sidste, og de mange sparede huslejepenge har frigjort ressourcer, der giver os hidtil usete muligheder i fremtiden – det bliver så fedt, lyder det optimistisk fra studenterhusets direktør.


STUDENTERNES HUS
Siden 1964 navnet på bygningen, som blandt andet Stakladen befinder sig i.

STUDENTERHUSFONDEN AF 1991
(i daglig tale Studenterhusfonden)
Driftsvirksomhed, der i 1991 overtog driften af Studenternes Hus.

STUDENTERHUS ÅRHUS
Forening, der forsøger at skabe et tværfagligt møde for alle på videregående uddannelser i Århus.