Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Forskningsansvar vs. ledelsesfrihed

Fyringssagen på DPU



Af Anne-Marie Eggert Olsen,
lektor i filosofi, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (DPU)

Historien om De 3 fra DPU har klassiske spændingsmomenter. I første række det menneskelige: Bliver hovedpersonerne reddet i 11. time? Her 5 minutter over 12 ved vi, at det blev de. 1 slap for fyring ved at påtage sig andet arbejde, og de 2 fyrede blev fredag den 13. genansat med tjenestested i Århus. Så kan de vinke til den kollega, der bor i Århus og har tjenestested i København, når de krydser Bæltet i hver sin retning. Men lad det fare indtil videre.

Nu gælder det, om retfærdigheden vil sejre til sidst? Vil ret De 3 få ret i, at de blev uretfærdigt behandlet? Det er en cliffhanger som afventer UBST’s vurdering af AU’s redegørelse for sagsforløbet. Om den ender dér, vil tiden vise. (Interesserede kan læse forhistorien i indlægget ”Gravsten over forskningsfriheden” på bloggen Forskningsfrihed? http://professorvaelde. blogspot.com).

Som i enhver ordentlig fortælling handler det nemlig dybest set om en kamp mellem store kræfter: Forskningsfrihed og strategisk ledelse. Og det skulle nødig gå stille af, når giganter tørner sammen. Hidtil har vi i Akademia haft en blandet forfatning, hvor de to kræfter varetager hver deres til det fælles bedste. Men nu har den ene aktør indledt slaget ved at begå hybris. Dekanen på DPU retfærdiggør sig med at have udvist ledelsesansvar ved at fyre 3 lektorer i en økonomisk trang situation. For at kunne udpege netop de 3 enkeltpersoner blandt alle DPU’s ansatte, har han imidlertid måttet ty til et akademisk kriterium: Relevansen af deres forskning. Hermed har han gjort den ene magt gældende på den andens område.

Forskningsfrihed handler nemlig ikke om, at man som forsker kan lave, hvad man vil, når man ikke er pålagt specifikke opgaver. Det handler om at underlægge sig en anden magt end den økonomisk-strategiske: Den akademiske saglighed på det område, man er uddannet i og ansat til at varetage. Det ved enhver borger i Akademia. Det er en magt, man er en del af, men netop kun en del. Man autoriseres af det akademiske kollektiv, gennem fagkyndige bedømmelser og peer reviews, og er samtidig selv repræsentant for dette kollektiv. I det daglige er akademikeren derfor sin egen autoritet, men lader sig gennem offentliggørelser løbende prøve af sine peers. Hvor det økonomiske og administrative ansvar kan uddelegeres til en enkeltperson (’leder’), kan det akademiske ansvar kun varetages af et kollektiv. Ingen leder kan ansætte, uden at et fagkyndigt udvalg har bedømt ansøgerens arbejde kvalificeret og relevant. Derfor kan en dekan heller ikke fyre enkeltpersoner med henvisning til relevansen af deres forskning. Ingen enkeltperson i Akademia kan foretage den vurdering, hvor meget magt han end måtte have fået overdraget andetsteds fra. Den akademiske saglighed er her beslægtet med grundlæggende demokratiske principper som lighed, diskursivitet, offentlighed og retssikkerhed.

Al dekanens snak om økonomi er i denne sag derfor fuldstændig irrelevant. Det handler om princippet for forskningsfriheden, den akademiske saglighed. Den er anerkendt i al lovgivning omkring akademisk praksis, fra kravet om ekstern censur ved eksaminer til disputatsbedømmelser, ansættelses- og afskedigelsesprocedurer. Den er sågar del af dekanværdigheden, jf. Universitetslovens § 16, stk. 2: ”Dekanen skal være en anerkendt forsker”. Han burde derfor vide, at en kritik for manglende faglig relevans skal fremføres med saglig begrundelse i den akademiske offentlighed, ikke som tomt postulat i en varslingsskrivelse.  


Debat

Har du et synspunkt eller en kommentar, så bland dig i debatten.
Send en mail til univers@au.dk eller ring på 6020 2626.

Se deadlines for debatindlæg på www.au.dk/univers/deadline