Af Rikke Carlsen, Kristian Serge Skov-Larsen og Ida Hammerich Nielson
rc@adm.au.dk / ksl@adm.au.dk / ihn@adm.au.dk
Preben Blæsild, lektor paa Institut For Matematiske Fag,
studerede Statistik i 60,erne og 70,erne
Den foerste computer paa Det Naturvidenskabelige Fakultet tilbage sidst i 60,erne var lidt af en revolution. Den kunne baade lægge sammen, trække fra, gange og dividere, og hvis man afleverede sin kasse med hulkort til computeroperatoererne, kunne man have resultaterne af de komplicerede regnestykker allerede dagen efter, hvis man var heldig. I 1968 koebte instituttet desuden 40 elektroniske regnemaskiner, som ogsaa kunne de fire regnearter. Prisen var soelle 9000 kroner stykket i 1968-penge – eller cirka 70.000 kroner i nutidskroner. Og den helt dyre og moderne model, som ogsaa kunne udregne kvadratroedder, kostede 3-4.000 mere. Og ingen af dem kunne mere end de lommeregnere, vi i dag kan koebe til en 50,er i Foetex.
Annette Lund, Vicedirektoer for AU Studieadministration,
studerede Jura i 80,erne og 90,erne
Jeg fik en computer i 1988, hvor jeg netop var begyndt at læse. Men jeg brugte den faktisk ikke til studiearbejdet, jeg brugte den i foerste omgang kun til at spille Yatzy. Det var meget fascinerende at sidde og se paa terningerne paa den lille sorte skærm, især da jeg fandt ud af, at jeg kunne sætte computeren til at spille mod sig selv. Jeg brugte ikke computeren til studiet, fordi jeg simpelthen ikke var vant til det. Jeg skrev mine opgaver og mit speciale paa skrivemaskine, men det var for læserens skyld, ikke for min egen. Paa det sidste aar af uddannelsen begyndte jeg at bruge computeren til at renskrive mine notater.
Anders Froelund, Event- og Marketingschef,
studerede Musikvidenskab i 80,erne
Rigtig mange unge i dag ved sikkert ikke, hvad slette-baand, kuglehoved og farvebaand betyder. Men saa sent som i 80,erne, da jeg skrev mit speciale, foregik alt stadig paa skrivemaskine. En stor del af mit speciale blev skrevet med dobbelt linjeafstand, saa der var plads til at skrive rettelser ind i haanden bagefter. Naar vi skriver i dag, er vi inde i en proces, hvor vi retter hele tiden, mens vi skriver. Det gjorde man maaske ogsaa dengang, men processen blev meget hurtig ret besværlig. De mange ark med rettelser blev til en hel masse fragmenter, som man saa stykkede sammen til sidst, naar man skrev det hele ind én gang til. Det var et kæmpe arbejde.
Karin Levinsen, Lektor, Institut for Didaktik, DPU,
studerede Forhistorisk Arkæologi i 70,erne
Naar man afleverer sit speciale, skal det helst være fejlfrit og pænt sat op, og det skulle det ogsaa dengang, jeg afleverede mit i 1980. Jeg skrev mit speciale paa skrivemaskine, og naar man opdager en stavefejl midt paa en side, hvor du har skrevet 5, 6 eller 10 sider efter, saa er det jo ikke bare saadan at gaa ind og rette. Jeg kunne rette fejl eller redigere i teksten ved at klippe et stykke ud med saks - klippe siden midt over - og nogle gange overfoere en hel linje til næste side, altsaa rent regulært klippe-klistre og flytte tekst. Det giver copy-paste en helt anden betydning.
Palle Joergensen,
studerede oekonomi paa Aarhus Universitet i 80,erne og 90,erne
– Dengang havde langt fra alle computere derhjemme, og jeg havde siddet og skrevet mit speciale paa instituttet og printet det ud og skrevet videre i haanden.
Jeg tror ikke, at det var gemt nogle steder, og under alle omstændigheder havde jeg skrevet en masse til med kuglepen. Derefter var jeg taget i boernehaven for at hente barn, og imens blev min taske stjaalet fra bilen. Det var en katastrofe, og vi var rundt i skraldespande og buske i hele kvarteret uden at finde noget.
Det var en meget ubehagelig nat, inden nogle flinke mennesker ringede næste dag og sagde, at de havde fundet en taske med en bunke papirer, som lignede noget, nogen skulle bruge. De havde saa fundet mit navn via indholdet i tasken, og saa fik jeg mit papirspeciale tilbage.
Lars Kruse, fotograf, AU Kommunikation
* Paa et stykke specialglittet papir skrives teksten paa en elektronisk skrivemaskine, saa den staar helt rent og uden fnidder i kanterne.
* Teksten affotograferes herefter i rent sort/hvidt uden mellemtoner.
* Filmen fremkaldes, skylles og toerres.
* Filmen retoucheres med en fin sort tusch for at fjerne hvide pletter paa filmen.
* Filmen overfoeres med ultraviolet lys til en ny film.
* I moerkekammer hænges den belyste film i en lufttæt plexiglaskasse, der er forsynet med en svamp og et varmelegeme i bunden. Varmelegemet tændes, og der sproejtes ammoniak paa svampen med en pipette.
* Ammoniakdampen fremkalder filmen, og efter cirka 20 minutter tages den op og kan nu klippes ud i stoerrelse passende for en diasramme.
* Det er paa dette tidspunkt, man finder en stavefejl og processen, der sammenlagt tager fire timer, kan starte forfra…
Svend Larsen, Direktør, Statsbiblioteket
Før i tiden var Statsbiblioteket et boglager med kortkartotek som lagerfortegnelse.
Man fandt frem til bøger og tidsskrifter ved hjælp af kartotekskort og bestilte dem på papirblanketter. Biblioteket var et sted, man gik hen – et fysisk rum. Det har ændret sig meget. Nu behøver man ikke gå derover rent fysisk, fordi meget er på nettet.
Dengang forventede man, at brugeren satte sig ind i bibliotekets måde at fungere på og indrettede sig efter det. I dag bestræber vi os på at indrette os efter,hvordan brugeren fungerer. Det var måske dengang mere, som var det en kirke man trådte ind i. Der er ikke et krav om at møde biblioteket med ærbødighed eller ærefrygt i dag, og det skal der heller ikke være.
Dorthe Jørgensen, Professor på Afdeling for Idéhistorie,
studerede Idéhistorie i 80’erne
Computeren er et fantastisk redskab for den, der skal skrive tekster. Internettet er på mange måder også en velsignelse, f.eks. til at søge litteratur. Samtidig har internettet nok også givet os en vis utålmodighed overfor mere omfattende tekster. Faren er, at ens bevidsthed hele tiden er ude i alt muligt forskelligt, så man ikke har ro til at fordybe sig i noget mere afgrænset.
Niels Egelund, Centerleder, Center for Strategisk Udd. forskning og Komp. Udvikling, DPU,
studerede psykologi i 70’erne
Jeg studerede i 1970erne, og det var en helt anden verden. Forskningsartikler lånte man på et af universitetsbibliotekerne. I dag kan man jo sidde hjemme og læse artiklerne direkte online. Dengang sad man ofte på universitetsbiblioteket og læste på læsesalen sammen med en hel masse andre mennesker i sådan nogle båse. Og der var altså en vis salig fryd ved at sidde og dykke ned i al den her viden, der lå der. Det går de unge i dag glip af – at sidde der i visdommens højborg. Nogle gør det måske stadig, men jeg tror det ikke.
Peder Østergaard, prodekan, Handelshøjskolen
Studerende har nok altid i et eller andet omfang plagieret, det vil sige udgivet andres tekster for deres egne. Men da de studerende ikke havde internet og for eksempel skrev deres opgaver på skrivemaskine, var de nok mere bevidste om, at de citerede noget. Hvis man havde planlagt at skrive af fra en lærebog på skrivemaskinen, ville der nok være en større tendens til, at man alligevel omformulerede det, fordi man skrev af manuelt, frem for på få sekunder at kopiere teksten fra en internetside til ens tekst. Derudover er mængden af muligheder for at få bidrag selvfølgelig meget større end tidligere, fordi man har internettet.
