Aarhus Universitets segl

”Sørg også for at leve livet!”

Så er det tid til studiestart for nye studerende på AU. Rektor Lauritz B. Holm-Nielsen byder velkommen til de mange nye ansigter.



Af Rikke Carlsen 
rc@adm.au.dk

Du er måske lige flyttet til byen. Den er fremmed og ny for dig, og dit personlige netværk er pludselig væk. Det er en helt almindelig følelse som ny studerende på et stort universitet.
   – Man kan have blandingen af ensomhed, samtidig med at man er omgivet af tusindvis af mennesker. Det skal man bare tage stille og roligt. Man udvikler nye venskaber hurtigt, siger rektor Lauritz B. Holm-Nielsen.
    Han glæder sig over at kunne byde alle nye studerende og ansatte på Aarhus Universitet velkommen:
   – Vi er meget meget glade for, at der er mange unge mennesker, der har lyst til at læse her. Jeg er glad for at unge mennesker uddanner sig. Det er rigtig vigtigt for dem selv, og det er meget vigtigt for samfundet, siger han.

Nye studiemetoder

Lauritz B. Holm-Nielsen lægger vægt på, at studiemetoden på universitetet er en hel anden end den, de fleste kender fra for eksempel gymnasiet.
   – Rigtig meget af studiet kommer an på en selv. Vi skaber muligheder, giver vejledning og guider de studerende ind i deres fag. Men man skal selv studere det. Og det kræver noget andet. Det skal man vænne sig til, men man skal ikke gå i panik over den nye situation, siger rektor og foreslår at nye studerende taler med ældre studerende om råd og minder om, at AU har ubegrænset studievejledning, som man bør udnytte.
    Forhåbentlig er alle studerende kommet ind på deres drømmestudie, men hvis man finder ud af, at det ikke var som man forventede, eller at et andet studie trækker i en, mener rektor, at man ikke bør holde sig tilbage for at skifte undervejs. Så længe man giver, hvad man har i sig og gennemfører det rigtige drømmestudie.
    Lauritz B. Holm-Nielsens bedste råd til nye studerende er, at de skal lytte til sig selv. Selvom man er i et kæmpe kollektiv, som et universitet er, er det ens egen udvikling, der er vigtigst, og rektor afslutter:
   – Glæd jer. Sørg for at lære en masse. Men sørg også for at leve livet.