MANDAG Vækkeuret ringer kl. 06.20. For dælen, det er hårdt at være på arbejdsmarkedet! Forude venter dansk i en 1.g-klasse. Kl. 07.50 starter timen. Til min store overraskelse er jeg den eneste med søvndrukne øjne i lokalet. Jeg tager en navnerunde, der ikke rigtig bliver en succes, selvom jeg pligtskyldigt har brugt en del af min weekend på at sammenholde klassebilleder og navnelister (og bliver lidt febrilsk ved tanken om, at jeg i løbet af et par uger skal lære navnene på 120 elever og 90 kolleger). Jeg går lige på med et PowerPoint-show om kommunikation og logos, etos og patos. Eleverne er positive, kan jeg mærke. Fedt! Har fundet billeder og andet sjov, som de skal analysere på, og de lader til at hygge sig med det. Så er der mellemtime, inden jeg skal møde mit samfundsfagshold for første gang. Men hvordan er det nu, jeg finder over til pædagogisk værksted og kopimaskinerne? Jeg går målrettet en god omvej, inden jeg ender det rigtige sted. Når lige at smide et par bidder indenbords og veksle et par ord med mine nye kolleger på lærerværelset, før jeg en anelse nervøs træder ind i samfundsfagsklassen. Heldigvis er der en rigtig god stemning. Den daler dog langsomt, da jeg sætter PowerPointen på om læreplanen samt en intro til sociologi som videnskabelig disciplin. Må finde på noget bedre en anden gang! Er hjemme ved 17-tiden og bruger det meste af aftenen på at forberede mig.
Tirsdag Jeg tager tidligt op på gymnasiet og kigger et par ekstra gange på den lektionsplan, jeg har udarbejdet til den forestående dansktime. Jeg vil introducere til brainstorming og mind mapping. Da jeg i starten af timen spørger klassen, om de kender disse arbejdsmetoder, svarer rigtig mange ja og ser ud som om, det er frygtelig kedeligt. Jeg får sagt noget med, at det kan være godt at repetere gode metoder, så de er top klar til at komme i anvendelse (jeg har ikke andet i baghånden, så jeg er nødt til at køre igennem med det, jeg har planlagt!). Det går nogenlunde. Mange er godt med og byder ind med en del – heldigvis! Tilbage ved skrivebordet udarbejder jeg et oplæg om det senmoderne samfund til min samfundsfagsklasse samt gruppearbejdsspørgsmål til deres lektie. Går træt i seng allerede kl. 22.
Onsdag Igen har jeg undervisning i første lektion. Min samfundsfagsklasse virker trætte, og jeg kan sagtens forstå dem! Jeg lægger ud med det oplæg, jeg forberedte i går, og tegner og fortæller. Mens jeg taler, kan jeg høre, at noget af det, jeg står og siger, er noget vrøvl. Jeg lader som ingenting og snakker videre. Bagefter fortæller jeg, at de nu skal lave gruppearbejde og inddeler dem i små grupper. Og så er det, jeg lærer, at man altid skal udlevere arbejdsspørgsmål, inden man sender eleverne i grupper. Pludselig er alle forduftet - uden spørgsmålsarket. Flere af grupperne lader sig dog ikke anfægte af den detalje. Hvor står sådan-gør-du-når-du-skal-introducere-til-gruppearbejde-manualen?! Jeg går rundt og hjælper grupperne. En elev gør mig opmærksom på, at det er nogle svære spørgsmål, jeg har lavet: ”Altså, det er ikke nogen kritik. Men kan du ikke lige tænke over det til en anden gang?”. Jeg bliver noget overrasket og kommer til at svare ”øhh jo, det vil jeg prøve”… men skulle selvfølgelig have forklaret, at Giddens’ teori om det senmoderne samfund bare er svært stof, og at alle svarene på mine spørgsmål desuden står i lektien. Det må jeg huske at sige til klassen i næste uge. Efter timen udarbejder jeg en oversigt over Giddens’ vigtigste begreber, som jeg vil bruge til at samle op på gruppearbejdet. Aftenen går med madlavning og afslapning.
Torsdag Jeg har skemafri i dag, da nogle af mine klasser er på introtur. Det er rart bare at kunne koncentrere sig om planlægning af undervisning. Jeg tager op på gymnasiet og holder møde med en kollega om et rap-forløb, vi har tænkt os at lave i to af vores danskklasser. Jeg holder frokostpause på lærerværelset og udveksler erfaringer med andre nye kolleger. Dejligt at høre, jeg ikke er den eneste, der ville ønske, at der fandtes en manual til enhver tænkelig situation. Kl. 15.15 er der afgang fra gymnasiet med samfundsfaggruppen til et sommerhus, hvor årets første møde skal afholdes. Nye lærerplaner er det store punkt på dagsordenen. De fordøjes sammen med lækre burgere og en gåtur. Er hjemme kl. 22.30.
Fredag Ud over en hulens masse forberedelse til mine 9 x 1,5 times undervisning i næste uge er eneste punkt på programmet møde med kolleger om undervisning i faget almen sprogforståelse, som starter i næste uge. Her skal eleverne introduceres til grammatik, sociolingvistik og andet godt. Bliver fedt at undervise i, tror jeg! (har dog hørt rygter om, at eleverne sædvanligvis synes, det er frygtelig kedsommeligt). Må finde på en god intro til dem. Desuden er jeg blevet indhentet af en omgang forkølelse, så jeg tilbringer aftenen på sofaen med te, bananasplit, en god film og min dejlige kæreste. I morgen venter mere undervisningsplanlægning og en biograftur.