Af Bjørg Tulinius
btu@adm.au.dk
Når du læser dette, er Aarhus Universitet i fuld gang med at finde de fire personer, der fremover skal være dekaner ved de kommende hovedområder.
31 personer har søgt de fire stillinger, der giver mulighed for i alt ni år på posten og en forventet løn på cirka 1,1 mio. kr. årligt inkl. pension.
Der er med andre ord tale om fire højt profilerede, vellønnede og betydningsfulde job.
Men sådan har det langt fra altid været.
– At blive valgt som dekan var lidt ligesom at få Sorteper, fortæller tidligere dekan for Det økonomiske og juridiske fakultet, Stig Jørgensen.
Stig Jørgensen var dekan i flere omgange i 1960’erne, hvor dekaner blev valgt for ét år ad gangen, og hvor pilen næsten pr. automatik pegede på den professor, der senest var blevet ansat.
– Så da jeg blev professor i 1958, vidste jeg godt, at det nu var mit lod at tage tjansen næste gang, siger han.
– Jobbet var ulønnet, der var ingen ekstra privilegier forbundet med det – så i bund og grund fik jeg bare ekstra arbejde.
Titlen som dekan optræder første gang i 1935.
I ”Statutter for Rektor, Lærerforsamling og Fakulteter ved Aarhus Universitet” fremgår det, at ”hver Faggruppe indenfor Lærerforsamlingen danner et Fakultet”, og ”hvert Fakultet vælger indenfor sine Medlemmer hvert Aar i April en Dekan”...
Den ét-årige udnævnelse af dekanen ændres først med Styrelsesloven i 1970, hvor der bliver tale om en tre-årig dekan-periode, og hvor studerende og medarbejdere som noget nyt kommer med i Fakultetsrådet og derved får direkte medindflydelse på valget af dekanen.
Som Stig Jørgensen ser det, gik man fra professorvældet med dets fordele og ulemper til et demokratisk system, hvor man så samtidig fik åbnet døren for politiske interesser og magtspil i spørgsmålet om dekan-posterne.
–Under professorvældet var det fremragende videnskabsmænd, der samtidig var universitetets ledere, og universitetet så primært sig selv som en forskningsinstitution. Men hvor det før havde handlet om kvalitet, kom det efter 1970 til at handle om kvantitet og politiske alliancer, lyder dommen fra Stig Jørgensen.
I 1993 sker der igen en lovændring, og denne gang fører den til begrænsninger af medarbejdernes og de studerendes medindflydelse, da der bliver indført en enstrenget ledelsesstruktur, og de kollegiale organer går fra at have besluttende karakter til kun at være rådgivende. Det vil sige, at dekanen får mulighed for selv at træffe afgørelser, men stadig er valgt direkte af de ansatte og studerende.
Det interne valg af dekaner fortsætter frem til 2003, hvor Styrelsesloven ændres igen. Herefter skal både rektor og dekaner ansættes via eksternt opslag – og nu for en fem-årig periode.
Som professor dr.jur. Stig Jørgensen ser det, er universitetet gået fra at være et aristokratisk system under professorvældet til at være et bureaukratisk system i 70’erne og 80’erne, mens det for ham at se nu er blevet til et system, der minder om det, man finder i det private erhvervsliv.
– Nu er der jo en enstrenget ledelse og en bestyrelse på samme måde, som der er i erhvervslivet, og universitetet benytter også i høj grad de samme termer som erhvervslivet. Og det stiller selvfølgelig også nye og andre krav til nutidens dekaner, siger Stig Jørgensen.