Af Hans Plauborg
hhp@adm.au.dk
-Man kan simpelthen ikke indkapsle kvaliteten af en så stor og mangfoldig institution som et universitet i et enkelt tal på en rang-liste. Det giver ingen mening.
Det siger en af Aarhus Universitets topforskere, professor og molekylærbiolog Poul Nissen. Og mange forskere er uden tvivl enige med ham. Alligevel går de internationale universitetsranglister deres sejrsgang over hele verden blandt rektorer, politikere, studerende og arbejdsgivere. De udfylder en central rolle i en tid, hvor uddannelse er blevet en global vare, og forskning noget, man bedriver for at styrke den nationale konkurrenceevne. Men ranglisterne, der foregiver at kunne indplacere alverdens universiteter med et tal på en liste, er måske mest af alt en skønhedskonkurrence uden nogen fælles forståelse af skønhed, og hvor alle vil være deres egen overdommer.
Omtrent sådan lyder det nu fra flere sider i den internationale debat. Blandt andet fra sammenslutningen af europæiske forskningsuniversiteter (LERU), der omfatter 22 førende universiteter i Europa.
I juli udgav LERU (League of European Research Universities) arbejdsrapporten University Rankings: Diversity, excellence and the European initiative. Rapporten peger bl.a. på, at de fleste ranglister forsøger at måle på parametre – f.eks. undervisningskvalitet – der ikke kan måles direkte, men kun via tvivlsomme baggrundsvariable som lærer/studerende-ratio. Desuden, siger
LERU-rapporten, er det en helt umulig opgave at indfange universiteternes forskellige roller og opgaver på én enkelt skala.
– Kvaliteten og værdien af universitetsranglister er stærkt overvurderet, og de baggrundsvariabler, der måles på, er højst diskutable, siger en af arbejdsrapportens forfattere, professor Geoffrey Boulton fra University of Edinburgh, til University World News.
Leder af iNANO-centret på Aarhus Universitet Flemming Besenbacher er ikke principielt modstander af ranglister.
– Men jeg synes desværre, at de er blevet et udtryk for lidt det samme, som meningsmålinger er i politik. De skaber deres egne nyheder og giver et totalt forsimplet billede af kvaliteten på universiteterne. Som universitetsledelse skal man under ingen omstændigheder tage en enkelt ranking et enkelt år og lave en masse støj ud af det, siger Flemming Besenbacher.
Poul Nissen konstaterer, at ranglisterne har medført endnu en bureaukratisk knopskydning på universiteterne.
– Vi har jo folk ansat, der skal fodre data til ranglisterne og analysere dem, når de kommer. Det er som et monster, der fordrer sig selv i omfang og betydning, siger Poul Nissen og opfordrer universitetets ledelse og ikke mindst politikerne til ikke at stirre sig blinde på, hvordan man forbedrer Aarhus Universitets og andre danske universiteters placering.
Men det ønske kommer Poul Nissen ingen vegne med, hvis man spørger Rebecca Hughes, der er institutleder på University of Nottingham, og har arbejdet med internationalisering og studenterudveksling i mange år.
– Vi er alle faldet for fornøjelsen ved universitetsranglister, konstaterer Rebecca Hughes, der i løbet af det sidste halve år har været en fremtrædende debattør i spørgsmålet om ranglisternes værdi og relevans.
– Ranglisterne foregiver at indfange det komplekse med det simple, og derfor synes vi, de udtrykker noget stabilt og autoritativt. De er simple, de har bevågenhed verden over, og de virker autoritative. Det er nøglen til deres succes. De er simpelthen forførende. Men er de værdiløse? Fortæller de ikke noget om virkeligheden?
– For mig at se er det største problem, at mange studerende – især i Asien, men også i USA og Europa – i stigende grad lader sig guide af dem. Studerende rundt om i verden har ekstremt forskellige opfattelser af, hvad der udgør en god universitetsuddannelse. Det er meget svært at finde kulturelt neutrale kriterier for undervisning og læring, og der er ingen af de internationale ranglister, der afspejler studerendes feedback på undervisningsmiljøet.
Universitetsrektorer og -ledere er ifølge Rebecca Hughes de allermest entusiastiske læsere af diverse rankings.
– Der er jo noget alfahan-agtigt over ønsket om at rangere universiteterne, og for lederne er de et simpelt og betagende scorekort. Ranglisterne kan sætte en retning for det, man ønsker at opnå. Spørgsmålet er bare, om de dermed erstatter mere fornuftige og strategiske refleksioner over universitetets rolle, siger Rebecca Hughes.
Frygten for, at ranglisterne forvrænger de strategiske refleksioner og prioriteringer på universiteterne, var også tydelig på en nyligt afholdt OECD-konference om videregående uddannelser.
– Vi står midt i en global recession, og det sidste, der er behov for i den situation, er, at universiteter og politikere prioriterer ud fra ranglister. Ranglisterne er efter min opfattelse en sygdom, lød det
bl.a. fra Charles Reed, rektor på California State University.
Til stede på OECD-konferencen var også en af verdens førende rankingeksperter, irske Ellen Hazelkorn, der i begyndelsen af 2011
udgiver bogen Ranking and the Battle for World-Class Excellence – How Rankings are Reshaping Higher Education.
– Man kan konstatere, at politikere, universitetsledere og studerende verden over er blevet stadig mere besatte af disse ranglister, siger Ellen Hazelkorn til UNIvers.
Universitetsranglisterne er ifølge den irske professor blevet selve symbolet på, hvor attraktiv en nation er i den globale konkurrence om at skaffe talenter, der kan bidrage til vidensøkonomien.
– I nogle lande har det nærmest skabt panik blandt politikerne og fået dem til at vedtage lovgivning på baggrund af forsimplede korrelationer mellem placeringer på en rangliste og landets globale konkurrenceevne.
Men ranglisterne forsvinder vel ikke, fordi du og andre eksperter kritiserer dem?
– Nej, og det er efter min mening heller ikke ranglisterne, der er problemet, men brugen og fortolkningen af dem. I en globaliseret verden er internationale sammenligninger helt uundgåelige. Men det er nødvendigt at skabe en bevidsthed om, at ranglister ikke fortæller sandheden om et universitets ”excellence”. Der er ingen objektive data, parametre og vægte, og ranglisterne fortæller dybest set kun en historie om, hvad den, der måler, synes, er vigtigt.
