Jeg gik i panik, hvis jeg skulle noget i weekenden. For så kunne jeg jo ikke slappe af. Når jeg kom hjem fra arbejde, havde jeg ingen aftaler og lavede ingenting. Jeg var ufattelig træt hele tiden og ville bare ligge på sofaen. Når jeg så lå der, kunne jeg alligevel ikke slappe af, for tankerne om jobbet kørte stadig rundt i hovedet. Havde jeg oplevet noget træls på arbejdet, kunne jeg gennemspille situationen igen og igen.
Når jeg var på arbejde, var jeg irritabel. Jeg kunne blive meget utålmodig på mine kolleger og tænkte tit ”kom nu til sagen”. Min lunte var kort. Jeg havde rigtig mange arbejdsopgaver på det tidspunkt, og samtidig var ansvarsfordelingen i min afdeling uklar. Det var uklart, hvem der havde ansvar for hvad. Jeg var også usikker på, hvilke arbejdsopgaver jeg egentlig selv havde ansvar for.
Jeg ringede til lægen efter flere måneders træthed og irritabilitet. Da jeg kom op til lægen, græd jeg, fra jeg kom, til jeg gik. Da lægen sagde ordet ”sygemelding”, fik jeg et chok. Det havde jeg slet ikke tænkt på. Jeg troede, jeg manglede nogle vitaminer eller noget. Jeg følte det som et kæmpe nederlag, at jeg pludselig var sådan en, der blev sygemeldt med stress.
Mine kolleger blev overraskede, da de hørte om min sygemelding. Det havde de ikke forventet, og det havde jeg jo sådan set heller ikke selv. Jeg var sygemeldt i tre måneder, og jeg slap hurtigt tankerne om det konkrete arbejde. Jeg talte jævnligt med en psykolog, som universitetet tilbød. Det var en stor hjælp.
Følelsen af nederlag fyldte meget i mig. Det har været en lang proces at acceptere, at jeg var sådan en, som kunne blive sygemeldt med stress. Jeg så det som et svaghedstegn. I dag tænker jeg, at en sygemelding som aktivt valg kan være et tegn på, at man lytter til sig selv og tager sig selv alvorligt.
Det er gået fint med at begynde på arbejde igen, og jeg føler mig ikke stigmatiseret. Nogle siger af og til, at jeg skal huske at passe på mig selv – det bliver jeg faktisk lidt træt af at høre på i længden. Jeg har ikke lyst til, at der skal tages særlige hensyn til mig nu, for forløbet har netop lært mig meget om mine egne grænser.
I dag ved jeg, hvordan jeg skal reagere, hvis jeg mærker lidt stress komme snigende: Jeg skal prioritere arbejdsopgaverne og starte med den, der stresser mig mest. Det er ikke sikkert, denne metode virker for andre.
Jeg er et passioneret menneske, og derfor involverer jeg mig i mange projekter. Og så sidder jeg lige pludselig med for mange ting. På den måde er jeg måske mere ”disponeret” for stress end andre. Man skal brænde for noget for at kunne brænde ud.
Casen ønsker at være anonym, men navnet er redaktionen bekendt. TAP’ens historie er skrevet af Ida Hammerich Nielson/ihn@adm.au.dk
