Af Hans Plauborg
hhp@adm.au.dk
I dag fylder de så meget i medierne og i bevidstheden på universiteterne, at man skulle tro, de altid har eksisteret. Men de internationale universitetsranglisters historie går kun syv år tilbage. I 2003 publicerede Shanghai Jiao Tong-universitetet ”Academic Ranking of World Universities” (ARWU). Ranglisten var oprindeligt tænkt som en øvelse, der skulle benchmarke Shanghai-universitetet med andre universiteter. Men offentliggørelsen af listen faldt næppe tilfældigt sammen med den kinesiske regerings ønske om at skabe en række eliteuniversiteter. Flere kommentatorer har peget på, at de få kvantitative parametre i Shanghai-ranglisten skulle være med til at sikre kinesiske universiteter gode placeringer, og kinesiske og andre asiatiske universiteter er da også højere placeret på ARWU-listen end på de andre førende ranglister.
Allerede året efter, i 2004, så den anden store internationale rangliste dagens lys, nemlig forsknings- og uddannelsesmagasinet Times Higher Educations-liste. Den såkaldte THE-QS-liste lagde fra begyndelsen stor vægt på en subjektiv ”peer review”, hvor flere tusinde universitetsansatte gav deres vurdering af de bedste universiteter. Ranglisten blev kritiseret for at favorisere de store og kendte eliteuniversiteter i England og USA på bekostning af de kontinentaleuropæiske universiteter. Ranglisten har ifølge kritikerne sagt mere om, hvor kendt universitetet (og dets forskere) er, end om hvor godt det er.
Kritikken førte i år til et brud mellem THE og analysebureauet QS. Den nye THE-rangliste er blevet til i samarbejde med mediehuset Thomson Reuters og måler på flere indikatorer, end THE-QS gjorde. QS er fortsat med at rangere verdens universiteter efter stort set samme model som under samarbejdet med THE.
ARWU- og THE-QS-ranglisterne har uden sammenligning været de toneangivende ranglister, men der er kommet mange flere til. F.eks. den hollandske Leiden Ranking, der måler på bibliometriske data (publikationer og citationer), og den spanske Webometrics Ranking, der måler på universiteternes ”videnskabelige tilstedeværelse” på internettet.
De seneste år har der været en del kritik af den bias til fordel for de store, kendte angelsaksiske universiteter, som mange har ment, lå i både ARWU- og THE-QS-ranglisterne. I Frankrig har en af landets ”grandes écoles”, MINES ParisTech, udviklet en rangliste, der i dansk oversættelse hedder ”Den professionelle rangliste af verdens universiteter”, og hvor franske universiteter klarer sig usædvanligt godt. Rusland er også kommet på banen de sidste par år med den mindre kendte RatER-rangliste, der helt usædvanligt har placeret Moskvas Universitet på en global femteplads – foran Harvard og Cambridge.
