Aarhus Universitets segl

Porno for dovne pandaer?

Af Astrid Hellerup Madsen
ahm@adm.au.dk

Spørgsmål:

Jeg har hørt, at man laver pornofilm til dovne pandaer, der ikke gider at parre sig.
Men kan dyr se fjernsyn?

Anders Agersnap,
samfundsfag, 7. semester

Svar:

Tobias Wang, professor,
ph.d., Biologisk Institut:

Hos pattedyr er øjnene opbygget på samme måde som menneskets. Al den information, som øjet opfanger, bliver sendt via to synsnerver til den bagerste del af hjernen, til det, der hedder synscortex. Så der er ikke nogen grund til, at dyr ikke skulle kunne se fjernsyn. Folk, der har husdyr, oplever ofte, at dyrene kan sidde og se tv. Hvad de så får ud af det, er det svært at sige noget om.

Og hvad er det for noget med pandapornoen?

San Diego Zoo har lavet forsøg med at vise pandabjørne pornofilm. Men så vidt jeg ved, er der ikke kommet noget ud af det endnu. Pandaerne er selv kommet til live ved kunstig inseminering. De har levet hele livet i fangenskab, nogle af dem går måske alene, og de har mistet deres naturlige instinkter på området. Idéen er så, at pandaerne måske kan blive inspirerede, når de ser en film, hvor andre pandaer parrer sig.


Henrik Høgh-Olesen, professor, ph.d., Psykologisk Institut supplerer:

Rhesusaber vil for eksempel gerne betale – altså afgive nogle af deres ting – for at se pornofilm med billeder af hunner i brunst eller af andre aber, der parrer sig. Så for nogle dyr er det en form for stimulus, som de gerne vil se på og gøre noget for at opnå. Men om det virker, er forskelligt fra art til art.


 

Frit en forsker

Udnyt den store hjernemasse på Aarhus Universitet.
Har du en ide til frit en forsker, så send en mail til redaktionen på univers@au.dk