Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Diskrimination i verdensklasse

Ligestilling

Af Mikkel Freltoft Krogsholm & Mikael Bomholt Nielsen,   
tidl. formænd for Studenterrådet

Aarhus Universitet vil gerne have flere kvindelige forskere. Derfor skævvrider man nu ansættelsesproceduren til kvindernes fordel. En mandlig ansøger skal fremover til samtale på baggrund af sine kvalifikationer. En kvindelig ansøger kommer med sine kvalifikationer og kolde kontanter fra ledelsen. Værsgo!
At forskelsbehandle på baggrund af køn er ulovlig diskrimination, og det er lige nøjagtigt det, ledelsen foretager sig. Det understreges kun af, at man måtte indhente tilladelse for at kunne dispensere fra ligestillingsloven!

Louise Gade vil ”sende et signal til kvinderne om, at de godt kan satse på en universitetskarriere”. Men hvis det er kvindernes incitamenter, der skal ændres, hvorfor vedtager man så et initiativ, som udelukkende påvirker ansætterne? Initiativet ændrer intet for kvindelige kandidater, som overvejer deres karrierevej.
Hvis markant flere kvinder ansættes fremover, kan det derfor kun betyde, at ansøgernes kvalifikationer ikke har været afgørende for ansættelsen. Og så er kønsdiskrimination blevet en realitet på Aarhus Universitet.

På Københavns Universitet har man indført et lignende initiativ, og her taler statistikkerne deres tydelige sprog. Efter at initiativet blev indført, er ansættelser af kvinder næsten blevet fordoblet. Medmindre ansøgerandelen af kvinder også er fordoblet, må kvinderne jo være blevet dobbelt så kvalificerede som deres mandlige konkurrenter. Lyder det sandsynligt?
Næppe.

Ledelsen på AU forsøger at redde ansigt ved at påstå, at kvalifikationer stadig skal være afgørende for ansættelse. Men det er ikke realistisk med dette initiativ. Hvis kvalifikationerne er afgørende, vil de nye økonomiske incitamenter jo ikke have nogen som helst effekt, og kvindelige ansøgere bliver i forvejen ikke diskrimineret. Ifølge Ligestillingsministeriet udgør andelen af kvindelige ansøgere til adjunktstillinger det samme som den andel, der ender med at blive besat af en kvinde. Det samme gør sig gældende for ansættelser af lektorer og professorer. Kort sagt: Kvinder diskrimineres ikke, når de ansøger.

Derudover tager ting tid. Man kommer ikke udenom, at verden på godt og ondt var anderledes, dengang rektor var ung. Det er heldigvis ændret, men ingen bliver hverken professor eller rektor på én dag.
Grundlæggende bør vi glæde os over, at det går fremad med ligestillingen på universitetet. Der var ikke kønsdiskrimination før nu. Fremgangen til trods må vi aldrig kræve en ”perfekt” 50/50-fordeling mellem kønnene alle steder til alle tider.
Den, der tier, samtykker. Griber rektoratet eller bestyrelsen ikke ind over for dette tiltag, støtter man et initiativ, der ikke har saglig begrundelse i statistikkerne, og som kræver en dispensation fra ligestillingsloven. Køn frem for kvalifikationer, penge til institutterne på kort sigt, men underminering af fagligheden på langt sigt.