Af Hans Plauborg
hhp@adm.au.dk
Jeg husker stadig, første gang jeg så Jon Rostgaard Boiesen.
Det var i efteråret 1999 på tredje sal i bygning 327 – universitetets hovedbygning, hvor Institut for Filosofi huserede i mange år. Jon var begyndt på filosofi, og jeg var specialestuderende på instituttet. Den unge mand med det noget tunge ansigt under det lange hår og den lidt for store T-shirt var i samtale med en studiekammerat.
Stemmen var insisterende, høj og lys på en helt særlig måde – derfor lagde jeg mærke til dens ejermand. De brudstykker af samtalen, jeg kunne nå at høre, gav indtryk af en ung studerende, der i særlig grad havde taget begrebets anstrengelse på sig og søgt tilflugt i åndens verden. Her var ikke plads til løs snak om weekendens kampe i Superligaen.
Der var meget, der signalerede ”evighedsstudent” over Jon dengang i 99. Til gengæld var der ikke meget, der signalerede ”AU stud.kendis” numero uno 11 år senere. Men netop det er Jon blevet, en slags magistrenes Sidney Lee – på sin helt egen måde. Han har været aktiv i alle sammenhænge på sit studium fra formand for foredragsforeningen til redaktør for institutbladet og medlem af studienævnet – på én gang.
Han har diskuteret, debatteret og demonstreret i alverdens universitetspolitiske sammenhænge. Han har stillet op til kommunalvalget og været folketingskandidat for Enhedslisten og stod bag ”Kirkeasyl” i Århus. Han er særdeles aktiv på Facebook og har utallige Fb-venner, der kommenterer hans daglige opdateringer og analyser. Mange unge studerende kender ham – i hvert fald af navn – og rektor er på fornavn med ham.
Faktisk kom rektor Lauritz B. Holm-Nielsen personligt for at overrække ham et par gourmetøl, da han for nylig efter fire års specialeskrivning endelig afleverede sine små 100 sider om marxisme efter post-marxismen. Og det er ellers ikke ligefrem, fordi Jon har fedtet for rektor gennem sin studietid.
UNIvers: Jeg læste på Facebook forleden, at du var identitetsløs. Det lyder ikke godt.
Jon: Nej, men det er også lidt skræmmende ikke længere at have identiteten som specialestuderende. For første gang i mange år kan jeg se Paradise Hotel med fuldstændig ren samvittighed. Jeg er ikke sikker på, jeg helt har forstået situationen endnu. Når folk spørger mig, om jeg er blevet færdig (med specialet, red.) siger jeg nej, men jeg har afleveret.
UNIvers: Hvorfor i alverden skulle det tage fire år?
Jon: Det er der flere grunde til. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg fik en depression undervejs og i perioder ikke fik skrevet meget. Nogle dage sad jeg bare der og kiggede ind i skærmen i 8 timer, og til sidst var der ikke mere kaffe. Men selvfølgelig har alle mine aktiviteter og engagementer også fyldt meget. Måske for meget.
Måske har der været debatter, møder og demonstrationer, jeg ikke skulle have deltaget så aktivt i. Du får i hvert fald ingen erklæring fra mig om, at det er godt at bruge så lang tid på specialet. Det er det ikke, men jeg har nok en svaghed for overspringshandlinger.
UNIvers: Din helt store overspringshandling må være Facebook. Hvorfor bruger du så meget tid på at pludre i cyberspace?
Jon: Arh, nu synes jeg, du er lidt urimelig. Det meste er da interessante politiske og filosofiske diskussioner. Altså Facebook var uden tvivl et medie, jeg ikke vidste, at jeg savnede. Inden jeg kom herned i Universitetsbaren, var jeg lige inde for at lave en kommentar til statsministerens åbningstale. Det er så let at lade sig rive med, siger Jon.
Her skylder vi læserne at fortælle, at Jon på et tidspunkt blev smidt af Facebook, fordi han var for aktiv. Facebook var tilsyneladende bange for, at de mange opdateringer var spam og lukkede hans konto. Det blev til en historie i Politiken og foranledigede også en støttegruppe på Facebook under navnet ”Jon tilbage på Facebook”. Og det kom han.
Jon: Jeg tror, de har ændret reglerne. Jeg er i hvert fald ikke blevet mindre aktiv siden.
UNIvers: Alt det her Facebook, er det ikke bare et stort egotrip for dig?
Jon: Der er vist nogen, der har sagt, at Facebook er lige dele performance og social interaktion. Det tror jeg er rigtigt. Jeg har mange meninger og synes jo, at verden skal høre dem. Men jeg er ikke nogen Susan K. eller Amalie, der forsøger at blive kendt for at være kendt. Jeg har heller aldrig bevidst forsøgt at opbygge et stort netværk. Det er bare kommet via mine aktiviteter.
UNIvers: Vil det sige, at du slet ikke føler dig som en universitær kendis?
Jon: Næh, jeg kender mange, og mange ved, hvem jeg er. Men jeg bliver ikke feteret. Og du må gerne citere mig for, at der heller ikke et noget fisse i at have den status, jeg har.
UNIvers: Du har stået for demonstrationer på og uden for universitetet. Du var med til at etablere Humboldt-bevægelsen i et forsøg på at italesætte ideer og værdier, der er gået tabt efter Universitetsloven i 2003. Og du har diskuteret og debatteret politik i alverdens sammenhænge. Men hvorfor har du aldrig søgt officiel magt i studenterpolitik?
Jon: Jamen det er da et godt spørgsmål. Set i bakspejlet kunne jeg også godt tænke mig at have haft mere officiel magt, for eksempel som repræsentant i bestyrelsen. Da vi etablerede Humboldt-bevægelsen, sagde nogen, at vi skulle have forsøgt at kuppe Studenterrådet og simpelthen erobre dem indefra. Stærkere var de ikke.
Men det valgte vi altså ikke at gøre. Studenterrådet var dengang præget af mere karriereorienterede statskundskabsstuderende, der mest gik op i, hvad der var godt for deres CV. Det har heldigvis ændret sig. I dag er jeg meget enig med Studenterrådets politik og synes, det er gode folk, der sidder der. Hvis jeg var ny studerende i dag, var jeg helt sikkert gået ind i Studenterrådet og havde søgt politisk indflydelse der.
UNIvers: 11 år på universitetet er slut. Hvad skal der ske nu?
Jon: Jeg ved det ikke. Det er jo også det, der er lidt skræmmende. Jeg er sikker på, at jeg har hjernen til at skrive en ph.d., men jeg ved ikke, om jeg har ikke psyken. Jeg kan jo ikke lade være med at arbejde politisk, så måske er der en levevej her. Jeg vil også meget gerne undervise.
UNIvers: Og filosofien? Er det slut med den?
Jon: Overhovedet ikke. I aften skal jeg til det første møde i læsekredsen for tysk idealisme, hvor vi går i gang med at læse Kants religionsskrift. Så nørdet er jeg sgu stadig.
”Aarhus Universitet”
Jon: Gule mursten og en helt særlig lugt på gangene i hovedbygningen. Aarhus Universitet har været en stor del af mit liv, og jeg har mange gode minder fra stedet.
”Ytringsfrihed på universitetet”
Jon: Jeg håber, den har det godt, men jeg bliver tit i tvivl. Rigtig mange folk er bange for at sige deres mening, men generelt tror jeg sådan set ikke, at de har noget at frygte ved at åbne munden. Folk burde melde ud til ledelsen og debattere i stedet for at gå og mukke i krogene.
”Lauritz B. Holm-Nielsen”
Jon: En venlig mand. Rektor virker, som om han lytter til de studerende. Men jeg er lidt i tvivl, om han gør det, når det kommer til stykket. Han har mange planer og vil uden tvivl universitetet det godt. Men jeg synes ikke, han begrunder sine beslutninger godt nok.
”Studerende årgang 2010”
Jon: De er unge. De har sgu ikke engang oplevet murens fald!
Mange virker politisk engagerede, men jeg synes ikke, jeg kender dem.
”Universitetsdemokrati”
Jon: Det er i høj grad afskaffet. For få år siden var universitetet en kollegial institution med valgte ledere. I dag er det en virksomhed. Og en virksomhed er ikke demokratisk.
”Din største bedrift på universitetet”
Jon: Det må være min tid som formand for Filosofisk Forening. Vi fik stablet mange fantastiske foredrag på benene, og nogle gange stod publikum i kø for at få en plads. Jeg synes, jeg har gjort mit til at være med til at skabe et godt studiemiljø.
