Af Kristian Serge Skov-Larsen
ksl@adm.au.dk
Da professor Dale T. Mortensen blev tildelt Nobelprisen i økonomi, blev armene både løftet højt i vejret i Århus og på Northwestern University i Chicago, Illinois syv tidszoner væk, hvor prismodtageren har været ansat siden 1965.
Når champagnepropperne også sprang i kontorerne omkring den århusianske ringgade, er det ikke bare, fordi prisen er gået til en topforsker med de familiære rødder dybt plantet i den jyske muld. Det var også, fordi prismodtageren gennem mange år har været nært tilknyttet arbejdsmarkedsforskningsmiljøet på Aarhus Universitet – senest på en femårig bevilling fra Grundforskningsfonden, som betyder, at han opholder sig på Institut For Økonomi tre til fem måneder om året.
Henning Bunzel er docent ved netop Institut For Økonomi og har arbejdet tæt sammen med Dale T. Mortensen. Han slår fast, at betydningen af at have en forsker tilknyttet fra det absolutte internationale førerfelt ikke kan overvurderes.
– Vi har f.eks. haft held til at tiltrække internationale ph.d.-studerende, der tager et halvt år til Århus i forbindelse med deres ph.d.-forløb. Samtidig holder vi årlige konferencer inden for vores del af arbejdsmarkedsforskningen på universitetets kursusejendom, Sandbjerg, hvor der hvert år typisk er 15 topnavne og 50-60 deltagere. Et yderst tilfredsstillende tal i vores lille forskningsmiljø, siger han.
Og det lille miljø, mener Henning Bunzel, er en af grundene til, at en topforskers tilknytning til Århus har så stor betydning.
– Det rygtes lynhurtigt i miljøet, at vi har noget særligt at byde på, og det er efterfølgende meget nemmere at tiltrække andre topforskere til f.eks. konferencer eller forskningsprojekter, fordi vi blandt andet kan trække på Dales netværk.
Det er Ebbe K. Graversen, der er centerleder på Dansk Center For Forskningsanalyse, helt enig i.
– Det er langt hen ad vejen personlige relationer, der bestemmer samarbejdet. Det bliver lidt ligesom en loge, hvor man skal inviteres med af nogen, der allerede er indenfor. Vores undersøgelser viser, at de forskere, man tager med på f.eks. EU-ansøgninger om bevillinger, oftest er dem, man med succes har samarbejdet med gennem hele karrieren, siger han.
Netop derfor skal de unge forskere kunne bruge de ældres netværk, når de skal ud i verden.
– Det handler om at få skabt det internationale netværk så tidligt som muligt. Som ung forsker skal man groft sagt planlægge, hvem man skal toppe med om 20 år. Og for at komme det rigtige sted hen, har man brug for nogle af de ældres kontakter, siger han.
