Af Lasse Emil Frost
lef@adm.au.dk

Spørgsmål:

Er det rigtigt, at man bruger levende larver til at rense sår med?
Peder Stausholm Kousgaard, Spansk og Spanskamerikansk
Litteratur og Kultur, 1. semester.

Svar:

Ja, det er helt rigtigt. Man fik første gang øjnene op for fænomenet under Første Verdenskrig, hvor soldaterne ofte pådrog sig voldsomme læsioner i skyttegravene. Risikoen for koldbrand var overhængende, og død og amputation hørte ikke til blandt sjældenhederne. Imidlertid viste det sig, at mange sår blev angrebet af larver, og man konstaterede, at netop disse sår helede hurtigere og ikke udviklede koldbrand. Med ét havde man altså en effektiv teknik til sårrensning. Og den anvendes den dag i dag.

Men hvordan kan larver rense sår?
Guldfluens (en grønlig spyflueart, red.) larver, også kaldet maddiker, udsender bestemte enzymer via deres spyt, som opløser dødt væv. Det døde væv kaldes i medicinsk sprogbrug nekrotisk væv. Det er den slags væv, der forekommer som en mørk belægning på sår, og som både sløver helingsprocessen, ophober bakterier og øger infektionsrisikoen. Larverne renser såret ved simpelthen at æde det nekrotiske væv.
Det er præcis denne effekt, vi mere kontrolleret udnytter i vores moderne sårbehandling. Vi får larverne leveret sterilt i små ”teposer”, og det er igennem huller i dem, larverne arbejder med at opløse og fortære det døde væv. Larverne arbejder altså næsten som en form for mini-kirurger.

Hvordan reagerer patienterne på sådan en behandlingsform?
Behandlingen er for nogle patienter og behandlere grænseoverskridende. Men fordi den er mere skånsom end egentlige kirurgiske indgreb og ofte giver gode resultater, er sårrensning med guldfluelarver en generelt accepteret og flittigt benyttet behandlingsform.