Af Sanne Hyldgaard
shy@adm.au.dk
Et øjeblik forstummer støjen, og koncentrationen rettes mod de to røde stole i midten af standen, Aarhus Universitetsforlag og Folkeuniversitetet deler. Seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier Lars Erslev Andersen skal i samtale med idéhistoriker ved Aarhus Universitet Mikkel Thorup. De skal tale om krig. Anledningen er en netop udgivet bog med titlen ”Om krig” af Carl von Clausewitz.
– Må jeg godt kalde dig terror-ekspert? griner Mikkel Thorup, da han vil introducere Lars Erslev Andersen.
– Nej! Kommer det prompte fra Lars Erslev Andersen.
– Det gør jeg altså alligevel.
De lilla og pink løbere er rullet ud i Københavns Forum. BogForum 2010 er skudt i gang. Hele Forum er lavet om til et fintvævet net af små stande fra alle Danmarks forlag, små som store. De smalle gågader mellem forlagene er tykt befolket af besøgende.
Man får på fornemmelsen, at forlagene er ved at vokse ud af det ellers meget store lokale. Uden for Forum i den lave efterårssol står der rækkevis af mennesker i kø – for at se på bøger.
– Jeg får et chok, hver gang jeg kommer her, siger Mikkel Thorup, da han senere bliver spurgt om sin oplevelse af bogmessen.
– Chok over, at bøger kan være så stort et tilløbsstykke, når der er så meget andet underholdning derude. Her er jo ligesom Bilka en lørdag eftermiddag. Der er lidt tivolisering over det.
Vi befinder os i Aarhus Universitetsforlag og Folkeuniversitetets stand. Den er ikke svær at spotte i mængden af forlag. Den har nemlig pladsen som det allerførste forlag, man ser, når man træder inden for dørene i Forum. Side om side med de tunge drenge.
– Vi er utrolig stolte over vores placering, siger souschef ved Aarhus Universitetsforlag Carsten Fenger-Grøndahl.
Det er tredje år, Folkeuniversitetet og Aarhus Universitetsforlag deler stand på den prominente plads. Det er da heller ikke svært at se, at det er en fordel at ligge på første parket. Der er trangt i standen, da Lars Erslev Andersen og Mikkel Thorup fortæller, at krig ikke er noget i sig selv ifølge Carl von Clausewitz.
– Krig er et værktøj til at opnå noget politisk, siger Mikkel Thorup ud til publikum.
I en tid, hvor de store forlag er trængt op i en krog, går det støt fremad for det forholdsvis lille forlag, Aarhus Universitetsforlag udgør. Bogmessen bruges til at dyrke netværk og udbrede deres navn.
– Det hele bliver meget personligt på BogForum, fordi man får sat ansigt på nogle mennesker, man normalt har et strengt professionelt forhold til, forklarer Carsten Fenger-Grøndahl.
– Det er jo en bøgernes fest.
Fest er lige netop det rigtige ord. Musik og snak samler sig i Forum til et jævnt højt niveau. Det er kun, når man sætter sig ned i de enkelte stande til et foredrag, at det diffuse bliver specifikt. Her er samtalen i centrum, for opskriften er den samme for alle forlag. En forfatter bliver interviewet af en journalist eller en anden forfatter om en nærværende bog.
Netop her står Aarhus Universitetsforlag over for en udfordring.
– Vi står jo på to ben, når det kommer til salget. Vi har en bred læserskare og en lille læserskare alt efter udgivelserne. De meget tungt videnskabelige bøger har ikke så mange læsere.
Derfor er det heller ikke så meget det, samtalerne drejer sig om i Aarhus Universitetsforlags stand.
– Vi sørger for kun at lave de arrangementer, der appellerer til mange tilhørere her i standen, siger Carsten Fenger-Grøndahl.
Da foredraget om krig er ved at nå sin slutning, begynder Lars Erslev Andersen at kigge lettere utålmodigt rundt. De to har talt færdigt om krig som et figenblad for noget politisk, og hverken han eller Mikkel Thorup har spist frokost.
I løbet af kort tid forsvinder både hovedpersoner og tilhørere ud i mængden af mennesker, og Aarhus Universitetsforlag og Folkeuniversitetet begynder straks at stille op til næste punkt på dagsordenen.