Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Dommedag hver dag

Ph.d.-studerende Esben Bjerggaard Nielsen vil finde ud af, om klimadebatten i fremtiden vil blive præget af mere håbefulde toner.


Af Sanne Hyldgaard
shy@adm.au.dk

Der kommer en skikkelse gående i mørket. Det er umuligt at se, hvem det er, og hvad personen vil. Esben er på vej hjem. Det er sent. Og der er ikke andre end de to. Forinden har Esben spenderet aftenen i en ungdomsklub ude på landet. Han har hjulpet sin kammerat med at underholde børnene i klubben med gyserfilm. Hele aftenen har zombie efter zombie ødelagt verden, som vi kender den, og nu står Esben over for en sort skikkelse i mørket ude midt i ingenting. Han tager en hurtig – omend lettere irrationel – beslutning og hopper om bag en busk.
Det viser sig at være et af børnene, der har været nede i den lokale kiosk for at købe en cola. Begivenheden, der efterhånden ligger et par år tilbage, har sat sig fast i Esben.
– Jeg blev selvfølgelig lidt flov over mig selv. Men hændelsen lagde sig også i baghovedet. Det var ikke kun uhyggen ved zombierne, men også en fascination af det skræmmende ved et samfund, hvor der ikke er nogen regler. Altså et samfund, hvor alt går op i nihilisme, forklarer Esben Bjerggaard Nielsen.
Han er den første ph.d.-studerende nogensinde ved Center for Retorik på Aarhus Universitet. Og han forsker i dommedagsretorik – mere specifikt i klimaretorik.
Fascinationen af dommedag blev hen ad vejen til en interesse for taler, bøger og film, der alle handler om apokalypsen: det tidspunkt, hvor samfundet går i opløsning.

Rabiate holdninger

Der er langt fra den meget fiktive film, hvor zombierne ødelægger verden, til den virkelighed, klimadebatten forholder sig til. Men det er ikke fiktivt, at verden måske kan gå under på grund af klimaforandringerne.
– Sidste år udgav Pentagon en rapport om, hvordan verden kan se ud om 50 år. Og der var ikke langt fra den rapport til film som diverse Hollywood-film. Problemet med rapporten er jo, at deres forudsigelser alligevel er meget science fiction, da det er svært at spå om fremtiden, siger Esben.
Esben bruger Al Gore og mange af de store miljøbevægelser som analyseobjekter i sin ph.d.-opgave.
– Det er mest miljøbevægelserne i USA, jeg kigger på. Derovre er de stadig i en ”definerende” fase, når det kommer til klimaet. Der er store grupper af klimanægtere, der ikke tror på klimaforandringerne, så det er meget anderledes end i Europa, hvor der er konsensus om, at der er klimaforandringer på vej, forklarer Esben.
Bevægelserne i USA er meget rabiate, og den måde, de rent retorisk taler på, kan ofte være meget markant. Især fordi USA er et sted, hvor retorik kan være altafgørende.
– Jeg plejer gerne at vise en bestemt hjemmeside, hvor et dommedagsur tæller ned hele tiden. Siden er støttet af mange af de store miljøorganisationer som for eksempel Greenpeace. Uret tæller ned til et tidspunkt, hvor det er for sent at ændre noget for jordkloden. Efter nul vil alt, hvad vi gør for klimaet, være nyttesløst – ifølge dem, fortæller Esben.

Gud er taget ud af ligningen

Det er dog ikke kun i USA, at retorikken på området kan være markant.
– For eksempel ligger der i ordet bæredygtighed, som jo er et meget brugt ord herhjemme, at alt det, der ikke er bæredygtigt, er dårligt for miljøet. Sådan er det med stort set al tale om klimaet. Det er meget enten/eller, og det kan godt være lidt problematisk, siger Esben.
Esben Bjerggaard Nielsens ph.d.-afhandling kommer til at tage udgangspunkt i, at klimadebatten og apokalypsen er blevet sekulære over de sidste årtier. Gud og religion er taget ud af ligningen, og kampen om jordkloden er overladt til os selv. Vi har kun os selv og hinanden at stå til ansvar for. Det betyder også, at debatten let kan ende i håbløshed.
– I en hel del år har debatten været præget af denne her enten/eller teori. ”Hvis ikke vi gør noget nu, vil alt håb være ude”, men der er begyndt at ske noget nyt. Man ser mere og mere, at organisationerne tager udgangspunkt i at fortælle om enkeltstående mennesker, hvis liv er ved at blive ændret af klimaforandringerne. Det er sandsynligvis meget mere effektfuldt. Problemet med dommedagsprofetierne er, at folk giver op. De føler ikke, de som enkelte individer kan gøre noget for at forandre den store verden. Men hvis de hører små perspektiver på klimadebatten, føler de måske mere, de kan gøre noget, siger Esben.

Deprimeret ph.d.-forsker?

Hvordan undgår man så at blive helt deprimeret, når man sidder og kigger på dommedag hele dagen lang flere år i træk?
– Det holder humøret højt, at jeg også får lov til at følge med i, hvilket arbejde der faktisk bliver lavet. Der findes en kæmpestor græsrodsbevægelse, der hedder 350. De laver positive historier, der får folk til at være opmærksomme på klimaproblemerne. Der behøver egentlig bare at være ildsjæle, som sætter hjulene i gang, og det opmuntrer da, at der er sådan nogle, der gør noget, siger Esben.
Det store problem med at få skeptikerne overbevist, er, at det er en snigende trussel. Klimaforandringer kommer langsomt og er ikke særligt konkretiserede. Derfor kan det ofte være svært at få folk til at handle.
– Det kan undre, at klimanægterne bruger det, man analytisk ville definere som dårlig retorik, med som faktisk ofte har så stor effekt. Det er meget svært at overbevise folk om noget, hvis ikke de i forvejen er positivt stemt over for det.