Af Bjørg Tulinius
btu@adm.au.dk
Han var i virkeligheden to personer.
Den meget private Poul Georg Lindhardt, der nærmest virkede lidt sky og helst ikke så direkte på de studerende, når de skulle fremlægge i hans timer, og aldrig gik i direkte dialog med dem.
Og så den meget mediebevidste og ofte provokerende kirkehistoriker P.G. Lindhardt, der blev både beundret og hadet for sine udmeldinger i foredrag, avisartikler og radio-interviews.
– I virkeligheden havde han et slags Janus-ansigt. I det direkte møde var han næsten svær at forstå og havde en meget tydelig urørlighedszone. Og så hørte man ham i medierne, hvor han i den grad var god til at sætte dagsordener og rage op i debatten, fortæller en af Lindhardts tidligere studerende, lektor i kirkehistorie Carsten Bach-Nielsen, der er redaktør på en ny bog om den kendte Århus-teolog. Bogen udkommer i anledning af Lindhardts 100-årsdag.
P.G. Lindhardt blev den første professor i kirkehistorie ved Aarhus Universitet, og han fungerede derudover som hjælpepræst ved Vor Frue Kirke i Århus.
Han var kendt for at gå til frontalangreb mod alt, hvad der hidtil havde været god tone i dansk kristendom, og begyndte blandt andet at forklare folks religiøsitet ud fra økonomiske forhold, hvor han både trak flæskepriserne og Englands-eksporten ind i argumentationen.
Det var danskerne ikke vant til. Og Lindhardt blev blandt andet beskyldt for at være marxist, fordi han så sammenhænge mellem det sociale og økonomiske liv og den form for religiøsitet, folk blev tiltrukket af i forskellige perioder.
– Han ændrede faktisk kirkehis-torien, for hans metodiske tilgang til faget er jo mainstream i dag, siger Carsten Bach-Nielsen.
Da Lindhardt i 1952 holdt sit berømte – og berygtede – foredrag på Askov Højskole, blev han for alvor landskendt. I foredraget sagde Århus-professoren, at Bibelen ikke giver os ret til at tro på et liv efter døden, og at god moralsk opførsel på den måde heller ikke giver mennesket nogen garanti for evigheden. Det gav ballade. For ikke så længe siden gav det stort postyr, da Taarbæk-præsten Thorkild Grosbøll sagde noget tilsvarende. Men det var altså allerede blevet formuleret og diskuteret af en Århus-teolog flere årtier før, Grosbøll blev sat under biskoppeligt tilsyn for at sige det samme.
For Carsten Bach-Nielsen er det ikke den gamle undervisers opgør med Evigheden, der står som den største bedrift.
– For mig at se ligger en af hans fineste indsatser i opgøret med forestillingen om Helvede. Op igennem hele kirkens historie er forestillingen om Helvede blevet brugt som en trussel og dermed som et magtmiddel til at holde folk i skak. Det gjorde Lindhardt op med. Han var imod alt, hvad der handlede om personlig vinding og magtmisbrug fra kirkens side. På den måde stod han for en ”befrielsesteologi”, der gjorde op med den livsangst, som ideen om skærsild og evig forbandelse i den grad havde bevirket hos folk, siger Carsten Bach-Nielsen.
Bogen "P.G. Lindhardt 1910-2010. Kirkehistoriker i en røverkule" udkommer i begyndelsen af december på forlaget Anis. Carsten Bach-Nielsen er redaktør på bogen, og blandt bidragyderne er P.G. Lindhardts søn Jan Lindhardt og den tidligere Århus-teolog Niels Grønkjær, der i dag er præst ved Vartov Kirke i København.
I anledning af 100-året for P.G. Lindhardts fødsel arrangerer Afdeling for Kirkehistorie og Praktisk Teologi seminar om Lindhardt under overskriften ”Biografien og det biografiske”. Seminaret finder sted den 15. december klokken 13-15 i Auditorium 1 på Det Teologiske Fakultet.
