Fortalt til Ida Hammerich Nielson
ihn@adm.au.dk
Jeg er meget lidt karriereminded. Mange vælger at læse naturvidenskab, fordi de ser en karrierevej i det, men sådan har jeg aldrig tænkt. Jeg valgte at læse biologi, fordi naturen simpelthen er mit liv. Det har jeg vidst, siden jeg som toårig var ude at fiske sammen med min far og begyndte at interessere mig for, hvilke insekter fiskene egentlig levede af. I konfirmationsgave fik jeg en kikkert. Det var en helt ny verden, der åbnede sig for mig, og siden den dag var jeg solgt til fugle.
I 8. klasse opdagede jeg, at jeg ikke var den eneste i verden, der interesserede sig for fugle, da jeg deltog i en ungdomslejr i Skagen for andre unge fuglekiggere. Vi stod op hver dag klokken fem for at være klar til at se på fugle. Så stod vi der i mørket med vores havregryn, og så siger lederen pludselig: ”Kan I høre det, drenge?”. Og så hørte vi de spæde flugtkald fra jernspurvene oppe under stjernerne: ”de-de-de-de”. Ved daggry sprøjtede det ind med fugle i titusindvis. Det var fandme magisk.
Da jeg læste biologi, brugte jeg mere tid ude i naturen, end jeg brugte inde på universitetet. Jeg arrangerede masser af ture, hvor vi for eksempel tog til Skjern Å og virkelig nørdede igennem nogle dage. Jeg havde også mange forskellige studiejobs. Alle aktiviteterne betød, at jeg var lang tid om at blive færdig med studierne. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg ville være, når jeg blev færdig. Jeg var dog ikke bekymret, for jeg syntes egentlig, jeg kunne nogle ting.
Formidling er fællesnævneren for de jobs, jeg har haft. Det er åbenbart det, jeg kan. Jeg ville ikke være en særlig god forsker, for jeg kan ikke nøjes med at koncentrere mig om to fiskearter. Jeg vil begejstres, glædes og underholdes. Min grundlæggende mission er, at vi skal blive bedre til at passe på naturen, og her er formidlingen meget væsentlig. Jeg vil hellere udtale mig til P3 end til P1, fordi jeg der når en målgruppe, jeg ellers ikke når. Jeg vil gøre så mange mennesker som muligt interesserede i naturen.
Jeg er ikke bange for at udtale mig til underholdningsprogrammer i radioen. Jeg har ikke noget problem med at gøre mig selv til grin. Engang blev jeg interviewet til radioen om en eller anden edderkop, og jeg kom til at nævne et forkert årstal for dens indvandring i Danmark. En forsker gjorde mig opmærksom på fejlen, og jeg sagde til ham, at hvis bare 80 procent af det, jeg siger, er helt korrekt, så er det fint. Det kunne han ikke forstå.
Naturen er en historie, der sætter ens eget liv i perspektiv. Det er livet. Det er virkeligheden. Det er verden, som den er. Ens egen lille latterlige tilværelse er ikke centrum for alt. Man bliver klar over, at der findes en meget større fortælling, som er ganske mageløs. Vi skal bevare naturen, selvom naturen sådan set er ligeglad. Det er jo ikke sådan, at den sidste sortplettede blåfugl på Mols græd og bad for sit liv. Men det er vores pligt at passe på naturen, fordi det er os, der har magten på den her planet.
Vi kan fjerne 99 procent af alle arter ude i den danske natur, uden at en kæft ville opdage det. Folk kender jo intet til hverken dyr, svampe eller planter. Men de er her og har præsteret at leve her i fire milliarder år. Og det skal ikke være vores arv, at halvdelen af det hele forsvinder. Det må en komet tage sig af.
Nogle mennesker har fordomme om naturvidenskab. De siger, at den ikke giver os svar på livets store spørgsmål. Men det gør den! Den giver bare ikke de svar, folk gerne vil høre. Er der liv efter døden? Nej. Er der en mening med det hele? Nej. Det er en stor tilfældighed det hele. Men det er fandme magisk alligevel.
