Af Kristian Serge Skov-Larsen
ksl@adm.au.dk
Arne Nissen Ernst har været retsmedicinsk tekniker i 23 år. Han har set det meste og er efterhånden meget svær at ryste.
Den allerførste obduktion ligger dog ikke mere end et halvt sekunds svar-tid væk i hukommelsen.
– Det var en mandag. Lægen hed Abelone, og den retsmedicinske tekniker var Allan, som arbejdede her dengang. De begyndte at skære op, og jeg stod et godt stykke væk, for jeg skulle overhovedet ikke for tæt på. Og så kom lugten. Den lugt, der hører med, når man åbner et lig. Forrådnelsen starter jo med det samme. Jeg kan huske, at de snakkede om, hvor de havde spist på restaurant om lørdagen. Jeg tænkte, hvordan kan man snakke om mad herinde. Men der gik fjorten dage, måske en måned, så blev det også rutine for mig, fortæller Arne Nissen Ernst.
Arne Nissen Ernst står sammen med to kolleger for alt det praktiske omkring Retsmedicinsk Instituts obduktioner af narkomaner, mistænkelige dødsfald og drab. De tager imod liget, når det ankommer til instituttet, sørger for at få det registreret i systemet, og de sender det tilbage til kapel eller bedemand, når undersøgelserne er overstået. Derudover står de for det praktiske under selve obduktionen, hvor de med egne ord "skærer, saver og banker" under den ansvarlige læges supervision.
Kollegaen Jan Schou har obduceret i fire år, og selvom han ikke har problemer med at sove om natten, mener han ikke, at ordet "rutine" er helt dækkende.
– Det vil altid være grænseoverskridende at gøre det, vi gør, ved afdøde personer. Især når det drejer sig om børn eller spædbørn. Det første halvår så jeg ofte på ansigtet og tænkte over, hvad for et liv det menneske mon havde levet, og hvordan det er endt hos os. Det er jeg holdt op med. Man bliver nødt til at parkere kassen med følelser, inden man træder ind til obduktionen, ellers kan man ikke fungere i arbejdet, siger han.
Retsmedicinsk Institut har ansvaret for alle obduktioner i Jylland nord for Kongeåen. Bl.a. bliver alle narkomaner rutinemæssigt obduceret for at følge med udviklingen af hårde stoffer, det samme gør alle mistænkelige dødfundne og ikke mindst Danmarks årlige 30-40 drab.
Netop drabssagerne beskriver både Arne Nissen Ernst og Jan Schou som de mest udfordrende.
– Nogle gange er vi ude på gerningsstedet, mest af alt som praktiske hjælpere til at holde lys og bære udstyr. Sammen med politiet, obducenten og retslægen står vi også for den efterfølgende obduktion. Jeg har været med til at obducere en person, hvor politiet var i tvivl om dødsårsagen. Men vores gamle cheflæges sjette sans sagde, at vi skulle undersøge dødsfaldet grundigere. Da vi obducerede, opdagede vi, at tungebenet var brækket, og at han derfor formentlig var blevet kvalt. Vi ringede straks til politiet, og et par uger efter havde de en gerningsmand. Det er en fascinerende verden at blive en del af, siger Jan Schou.
Selv er han økonom og maskinarbejder af uddannelse, mens kollegaen Arne Nissen Ernst er mekaniker. Selvom håndværkeruddannelserne umiddelbart ligger langt fra f.eks. medicin-studiet, passer de godt til arbejdet, siger Arne Nissen Ernst.
– Obduktioner handler om håndelag, praktisk arbejde og præcision. Det er bedst, hvis man kan bruge noget værktøj, for at sige det, som det er.
Sektionsstuen under det nybyggede Retsmedicinsk Institut i Skejby er klinisk rengjort, og intet, ud over de store stålborde med sænkede afløb og de fremlagte instrumenter, adskiller lokalet fra ethvert andet laboratorium eller enhver anden hospitalsafdeling. Det tilknyttede ligsynsrum er samtidig der, hvor pårørende enten bliver bedt om at identificere den afdøde eller har muligheden for at sige et sidste farvel, inden bedemanden kommer.
Det er netop, når de to retsmedicinske teknikere en sjælden gang møder pårørende, at den rutinemæssige obduktion forvandler sig til en personlig historie.
– Vi har ofte obduceret personen inden, og der har det bare været en opgave som alt muligt andet. Men når man så møder en mor og far, der knækker helt sammen over at se deres lille dreng ligge der, bliver det pludselig virkeligt på en anden måde, siger Jan Schou, der indrømmer, at øjenkrogen en gang imellem bliver lidt fugtig.
– Det er svært at bevare facaden, når døden bliver mere nærværende. Man kan ikke stå ovre i hjørnet med facaden på, og jeg har da lagt en hånd på en skulder en gang imellem for at få en pårørende til at føle sig tryg igen.
Ved en obduktion beskriver man afdødes beklædning og ydre kendetegn såsom ar, tatoveringer og læsioner. Herefter undersøger obducenten alle indvendige organer og tager vævsprøver, som kan sendes til blandt andet alkoholanalyse, bakteriologisk undersøgelse, biokemisk undersøgelse og toksikologisk undersøgelse, der kan afsløre, om blodet indeholder giftstoffer.
Se mere på www.politi.dk og www.retsmedicin.au.dk
