Af Ida Hammerich Nielson
ihn@adm.au.dk
Samtalen er næsten slut, da Karl Henry Skott pludselig former et gevær med hænderne. Med et rutineret greb om det imaginære våben fortæller han med alvorlig stemme:
– Den 4. maj 1945 fik vi besked på, at vi skulle i kamp mod tyskerne. Jeg sad med to andre modstandsfolk i en lille lejlighed og ventede på yderligere ordrer. Jeg skrev et brev til mine forældre, og det samme gjorde de andre. Vi var indstillede på, at vi skulle i kamp, og vi vidste, hvad risikoen var. Jeg kan huske, vi sagde til hinanden, at vi nok ikke sad sammen alle tre næste dag.
Karl Henry Skott er i dag 88 år. Håret er hvidt og bevægelserne langsomme, men svarene falder hurtigt.
Det gik bedre end ventet den 4. maj. Klokken kvart i ni om aftenen lød det fra radioen, at tyskerne ville overgive sig næste dag, og Karl Henry Skott og de andre modstandsfolk kunne lade våbnene ligge. De gik imidlertid ikke på gaden og fejrede befrielsen som så mange andre danskere. De fik besked på at holde sig inden døre og møde i Risskov næste dag for at sikre, at overgangen fra nazistisk kontrol til uafhængighed kunne gå så fredeligt som muligt.
Fra passiv til aktiv modstand
Vi skruer tiden tilbage til 1941. Den 18-årige Karl Henry Skott læser historie, tysk og fransk på Aarhus Universitet. Ofte står han på sin altan på kollegium 2 i Universitetsparken og observerer de demonstrationer, der hver søndag bevæger sig forbi. I en tæt strøm går folk fra Harald Jensens Plads til Marienlund og tilbage igen. På det ene fortov den ene vej og på det andet fortov den anden vej. Karl Henry Skott har det ambivalent med demonstrationerne, der også blev kaldt algang.
– På den ene side synes jeg, at det var fint, de gjorde det. Det var for at vise, vi stod sammen. Men samtidig tænkte jeg, at det var en billig demonstration. Jeg ville hellere være med til at lave en modstandsbevægelse. Jeg var godt klar over, at det ville koste, men det ville knagensparkemig også koste at lade være, fortæller Karl Henry Skott, der fra sin nuværende lejlighed på sjette sal i Vestervang stadig har udsigt til sit gamle kollegium.
Karl Henry Skott kom med i et netværk af andre studerende, der ligesom han ønskede at gøre mere aktiv modstand mod tyskerne. Det handlede i høj grad om at kende nogen, der kendte nogen.
– Det var jo ikke ligefrem noget, man lavede et opslag om, siger han med et glimt i øjet.
Kreativ våbentransport
Karl Henry Skott var i første omgang med til at dele brochurer og illegale aviser ud. Og her blev det klart, at modstandsbevægelsen ikke var en samlet gruppe.
– I er vant til et tale om modstandsbevægelsen, men det er fuldstændig forkert. Man bør i stedet tale om modstandsbevægelserne, for der var bestemt ikke enighed. I min gruppe fik vi engang et illegalt blad til omdeling, hvor der var en artikel om, at modstandsfolk burde få samtlige ministerposter i en ny regering. Det blad røg direkte i affaldscontaineren, for vi var ude efter demokrati, forklarer Karl Henry Skott, mens hans kone byder på wienerbrød og kaffe.
Den nu pensionerede gymnasielærer kom efterhånden også med i en gruppe, der øvede sig i at bruge skydevåben. De mødtes skiftevis hos hinanden for at skille og samle pistoler i en uendelighed. Skille og samle, skille og samle … – til håndværket sad på rygmarven.
Transporten af våbnene til de hemmelige træningssessioner krævede en vis kreativitet. Tyskerne måtte ikke få mistanke. En overgang transporterede en studerende således de tunge våben i en sæk, hvorfra der stak en gren fra et kirsebærtræ. På den måde lignede han bare en, der var på vej ud til sin have.
En aften på Langelandsgade havde to studerende fyldt mange våben i kufferter, og de havde problemer med at bære dem.
– De var ved at blive overhalet af nogle tyske soldater og spurgte dem på gebrokkent tysk, om de ikke ville hjælpe med at bære kufferterne. De studerende fortalte, at kufferterne var fyldt med bøger, som de skulle op på kollegiet at læse. Soldaterne hjalp dem med at slæbe, smiler Karl Henry Skott.
Universitetet blev bombet
I juni 1944 fik Karl Henry Skott en vigtig besked. Det engelske luftvåben Royal Air Force planlagde at bombe kollegium 4 og 5, som Gestapo på daværende tidspunkt benyttede som hovedkvarter. I den forbindelse bad englænderne Karl Henry Skott tegne en skitse over kollegiet. De var særligt interesserede i, hvor trapperne var. Hvis trapperne stod efter bombardementet, havde de danske fanger nemlig en chance for at slippe ud. Karl Henry Skott overvejede ikke at sige nej til opgaven.
– Der var ikke noget at betænke sig på! Selvfølgelig ville jeg det, siger han og tegner en hurtig skitse med en finger på bordet. Han husker stadig grundplanen for bygningen.
Da Karl Henry Skott nogle måneder senere pludselig hørte en øresønderrivende larm, vidste han, hvad der skulle ske. 24 engelske fly fløj lavt hen over Århus og kastede deres bombelast over kollegium 4 og 5.
– Flyvemaskinerne var så langt nede, at en af dem mistede baghjulet – det ramte taget på universitetets hovedbygning, som var under opførelse, husker han. Han husker også sin første tanke, da flyvemaskinerne kom:
– Endelig. Endelig kom de.
Den 31. oktober 1944 fløj 24 engelske Mosquito-fly lavt hen over Århus og kastede deres bombelast over kollegium 4 og 5 i Universitetsparken. Siden september 1943 havde Gestapos hovedkvarter i Århus ligget i bygningerne, og den jyske modstandsbevægelse havde spurgt englænderne om hjælp, da de ikke selv havde midlerne til et angreb på de topsikrede kollegier, der bl.a. blev brugt til afhøring og tortur af modstandsfolk.
Ikke kun kollegiebygningerne blev ramt. Blandt andet slog en vildfaren bombe ned i hovedbygningen ved Aulaen og dræbte 10 arbejdere, der i dag er mindet med en tavle på stedet.
En lang række studerende gik ind i det illegale arbejde, og bl.a. blev en række illegale blade og løbesedler trykt på studenterrådets duplikeringsmaskiner.
I løbet af især 1944 og foråret 1945 var de studerende og universitetets ledelse nervøse for tyske studenterrazziaer, hvor nazisterne på en gang ville anholde samtlige studerende ud fra ideen om, at de på den måde kunne komme en stor del af modstandsarbejdet til livs. Den frygtede razzia kom dog aldrig.
Undervisningen på universitetet fortsatte i de første besættelsesår, dog afbrudt af kortere perioder, hvor universitetet var helt lukket ned. Men i det sidste krigsår gjorde besættelsesmagtens beslaglæggelse af en række universitetsbygninger og kollegier sammen med frygten for anholdelser af studerende det meget vanskeligt at gennemføre timerne. Desuden betød bl.a. angsten for tyske likvideringer af studerende, at eksamenssteder blev holdt hemmelige for alle andre end de studerende og censorerne.
Det gav i besættelsens første år en del ballade, at nazisten Viggo J. von Holstein-Rathlou benyttede sin ret som doktor til at holde forelæsninger om "Dansk digtning i ældre og nyere tid".
Efter at nogle studerende tilsyneladende havde råbt "landsforræder" og "De burde skydes" efter doktoren til en forelæsning, klagede han til universitetsledelsen og skrev i den forbindelse, at "er Universitetet ikke selv i stand til at hævde sin Værdighed, skal jeg gerne personligt med nogle haandfaste unge Kammeraters Hjælp lære de pågældende Studenter-sjovere den fornødne Takt og Tone".
I alt 10 AU-studerende omkom eller blev henrettet i forbindelse med modstandsarbejdet under 2. verdenskrig, og ved hovedbygningen, på muren mellem vandrehallen og buerne ud mod Ringgaden, er anbragt en mindetavle med deres navne.
På tavlen står bl.a. stud.theol. Christian Ulrik Hansen, som ved sin anholdelse ledede modstandsbevægelsen i Himmerland og desuden var en af to personer, der havde ansvaret for det illegale arbejde i hele Jylland.
Christian Ulrik Hansen skrev, både mens han endnu var på fri fod og i tiden fra sin anholdelse i februar, til han blev henrettet 23. juni 1944, en række lange breve til sin familie og venner, som giver indblik i tankerne hos en ung modstandsmand.
Det sidste skrev han om natten den 23. juni i sin celle til veninden Inge, mens han ventede på at blive kørt til Ryvangen til den henrettelse, der var blevet forkyndt bare få timer forinden. Heri skriver han bl.a.:
"Om få timer lyder en Geværsalve ud over det morgenstille Land. Når den er døet hen, er der sat et Punktum. Dette er mit sidste Brev. Det skriver jeg til dig, fordi du – trods alt – har været den, der bedst har forstået mig. Jeg behøver ikke at skrive til dig, at jeg dør rolig og i troen på det, jeg også har levet på."
Christian Ulrik Hansen blev 24 år.
