Aarhus Universitets segl

Flere asiatiske studerende på ASB

Udvekslingsstuderende fra de bedste universiteter i Asien strømmer til Handelshøjskolen i Århus. På fire år er antallet næsten firedoblet.

Af Tina Lee
tlee@adm.au.dk

For bare få år siden var der ikke mange business-studerende fra Asiens topuniversiteter, der fandt vej til Århus.
    Men efter at Handelshøjskolen er begyndt at gå mere målrettet efter at skaffe den asiatiske elite til byen, er mere end hver tiende udvekslingsstuderende på ASB nu fra et asiatisk top-universitet. Det er næsten en firedobling på fire år.
    Trafikken fra Asien er ikke vokset som følge af Aarhus Universitets nye placering blandt de 100 bedste universiteter i verden. En statistik, Handelshøjskolen selv står bag, viser, at medstuderendes erfaringer vejer tungest, når man skal vælge et udvekslingsophold.

Muligheder for danske studerende
Internationale studerende giver de danske studerende erfaringer i samarbejde på tværs af forskellige kulturer. Det er hovedårsagen til, at Handelshøjskolen fokuserer på at skaffe aftaler med de bedste asiatiske universiteter. Men det handler også om at kunne sende danske studerende ud til en verdensdel, som dansk erhvervsliv i stigende grad investerer i.
   – I forhold til, hvor mange investeringer danske virksomheder har i Asien, og hvor meget lande som Kina rykker, har der ikke tilsvarende været nok muligheder for, at vores studerende kunne komme til Asien. Det er der nu, konstaterer Patrizia Marchegiani, Head of International Affairs på Handelshøjskolen, Aarhus Universitet.
    Hun har ikke tal på, hvor mange af Handelshøjskolens egne studerende der tager til Asien, men der er ikke den samme strøm af danske studerende til Asien, som der er den anden vej.
   – Vores egne studerende skal vænne sig til, at der er andre muligheder end Nordamerika og Australien, siger Patrizia Marchegiani.

Blå bog

  • Navn: Daphne Lim
  • Alder: 22 år
  • Uddannelse: regnskabs- og revisionsstuderende på Singapore Management University
  • Udveksling: Business Management, et semester på Handelshøjskolen

Q&A

Daphne Lim, 22 år,
udvekslingsstuderende fra Singapore

Hvorfor valgte du Handelshøjskolen i Århus?
– Det var ikke en flot ranking eller skolens præstationer, der overbeviste mig om at komme hertil. En dansk pige, som har været udvekslingsstudent på mit universitet i Singapore, fortalte mig, at der er mere balance mellem studier og fritid i Danmark. Det påvirkede helt sikkert min beslutning. Hun sagde også, at Danmark er et meget trygt sted. Singapore er ekstremt sikkert – alle overholder loven. Derfor var jeg bange for, at jeg ikke ville kunne tilpasse mig, hvis jeg kom til et mindre trygt sted.

Lever Handelshøjskolen op til dine forventninger?
– Ja. Når jeg går til forelæsninger og holdtimer, kan jeg fornemme, at underviserne er meget passionerede. Vi har undervisere med meget forskellige baggrunde. For nyligt, i forbindelse med et seminar om dansk kultur, havde jeg en lektor med en ph.d. i eskimologi! Det har jeg aldrig hørt om før.

Hvad har været den største udfordring for dig?
– At jeg skal sørge for mig selv. Hjemme bor jeg med min familie. Her er jeg nødt til at købe ind og sørge for alting selv. Det er meget anderledes at komme hjem til et kollegium i stedet for en familie. Men ikke på en dårlig måde. Jeg laver altid aftensmad sammen med de andre singaporeanere – vi er seks og er nærmest blevet en familie.

Hvordan er det at leve som en dansker?
– I Singapore er jeg sædvanligvis på universitetet hver dag. Jeg sidder på biblioteket og læser til klokken elleve om aftenen. Her er livet meget mere afbalanceret. Vi bliver ikke hængende på skolen, og vi laver ting hjemme. Som at bage eller være sammen med vennerne. Vejret er også meget anderledes. I Singapore er det sommer hele året, og der er altid mere end 30 grader celsius. Jeg var nødt til at købe en helt ny garderobe for at være udvekslingsstuderende i Danmark, fortæller Daphne Lim med et grin.

Udvekslingsstuderende fra Asien

I studieåret 2009/2010 har Handelshøjskolen 54 udvekslingsstuderende fra de bedste asiatiske universiteter ud af skolens i alt 406 udvekslingsstuderende. I 2005/2006 var der kun 11 asiatiske udvekslingsstuderende fra de bedste asiatiske universiteter ud af skolens 281 udvekslingsstuderende.

Alle de asiatiske udvekslingsstuderende i 2009/2010 læser business-fag – primært på bachelorniveau.

Vil du til Asien?

Der er flere gode grunde til at læse i Asien. Klimaet er varmere, Den Kinesiske Mur er tættere på, og maden er billig. Men et semester på den anden side af kolden kan også skubbe dig foran i jobkøen. Dansk erhvervsliv investerer i stigende grad i Asien, og et semester i f.eks. Singapore eller Hong Kong giver dig en indsigt og viden, der kan blive uvurderlig, hvis du vil skabe dig en karriere i en international virksomhed.

Kontakt din studievejledning, hvis du vil vide mere om mulighederne for udvekslingsophold i Asien.