Aarhus Universitets segl

Studiedagbog:

Forårsfornemmelser i Herning

Eksamensopgaver glemmes hurtigt, når man har forår, vellykkede finansieringstimer og ikke mindst en god fredagsfest. Joan Holm Johannessen fra Handels- og Ingeniørhøjskolen skriver om sin uge.


Joan Holm Johannessen
HA Erhvervsøkonomi på 4. semester på Handels- og Ingeniørhøjskolen i Herning


Mandag

Mandag morgen har aldrig været min favorit, og i dag er absolut ingen undtagelse. Jeg har siddet oppe hele natten for at kunne aflevere min seminaropgave. Tænk, at jeg efter 15 års skolegang og utallige dårlige erfaringer stadig ikke har lært at lave opgaverne i god tid. Jeg bilder mig selv ind, at jeg arbejder bedst under pres, men det holder vist ikke denne gang. Alligevel er det en stor lettelse, at opgaven er afleveret, og heldigvis kan jeg smide mig på sofaen og sove, da jeg kommer hjem, indtil jeg skal i madklub. Det er vildt dejligt at kunne få lækker mad uden selv at lave den!

Tirsdag
Det er en af de dage, hvor alting føles let og dejligt. Solen skinner, og jeg har forårsfornemmelse i maven. Der bliver plads til en af de berømte ”aha”-oplevelser i finansieringsøvelsestimerne, og læsningen om eftermiddagen går overraskende smertefrit. Om aftenen besøger jeg en veninde.

Onsdag
På trods af at jeg har øvelsestimer og forelæsninger fra alt for tidligt om morgenen til alt for langt hen på eftermiddagen, er det en god dag. Midt på dagen har jeg et par fritimer, og med skam må jeg indrømme, at McDonald’s stadig har gode pommes frites, og at kageordningen på mit hold er en fantastisk opfindelse. Det bedste ved onsdage er, at jeg resten af ugen ikke skal have flere timer på skolen. Det kan kun blive en go’ weekend!

Torsdag
Det er fantastisk at have en fridag … eller studiedag, som det officielt hedder. Så er der tid til at nå alt det, man ikke når alle de andre dage. Vasketøj, opvask, se gamle venner, og en lille smule læsning bliver der også plads til. Det er længe siden, jeg har besøgt mine forældre, og jeg er begyndt at savne dem. Der er ikke rigtig tid til at besøge dem før i weekenden, men heldigvis ved jeg, at den værste længsel kan kureres med stegt flæsk og persillesovs på Sankt Jørgen i Herning. Det er hverken sundt eller billigt, men til gengæld er det lidt ligesom at være hjemme hos min mor.

Fredag
Min bankkonto er i midtvejskrise, og med en rejse til Tunesien og to studieture ventende forude er der ingen vej uden om en dag på arbejde. Burde egentlig være til den famøse sportsdag på AU-HIH, men heldigvis er der andre, der har sørget for at forsvare holdets ære. Sportsfesten om aftenen når jeg med til, og efter uddelingen af medaljerne bliver det hurtigt til en sejrsfest.

Når alt kommer til alt, er det ikke så ringe endda at være studerende!