Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Mød en TAP: Morgenjagt på nullermænd

Man skal i bogstavelig forstand stå tidligt op for at følge med rengøringsdamen Cristina Kraak på hendes daglige rengøringsrunde.

Af Kristian Serge Skov-Larsen
ksl@adm.au.dk

Klokken er 6.32 om morgenen.
    Både fotograf og journalist sidder søvndrukne på et bord i klasselokalet på fjerde sal i bygning 1325 i Universitetsparken.
    Imens farer Cristina Kraak smilende rundt i et tempo, der kan give selv den stillesiddende tilskuer sved på panden – og det har hun gjort i halvanden time allerede.
   – Jeg skal nå mine fem klasselokaler inden klokken otte, for der begynder undervisningen, og så kan jeg jo ikke komme brasende ind for at gøre rent, forklarer hun, mens stolene bliver sat op, tavlen tørret af og gulvet fejet, og den 33-årige rengøringsdame af rumænsk afstamning i hastigt tempo går frem og tilbage mellem rengøringsvogn og den næste beskidte plet i lokalet med nyopvredne mopper, klude og svampe.

Klokken 5.00 hver morgen
Kun en lidt ubestemmelig accent og den lidt anderledes måde at stave fornavnet afslører, at Cristina Kraak kun har boet i Danmark i syv år.
    Hun fulgte sin danske mand til landet, og i dag har de en søn på tre år, som der er god tid til at hente, når man får fri allerede klokken 12.30.
    Men så begynder fuldtidsarbejdsdagen allerede klokken 5.00 på en morgen, hvor parken ligger næsten helt mennesketom hen, og kun støvet og de spredte stole afslører, at vi faktisk befinder os i en af Aarhus Universitets travleste undervisningsbygninger.
    Så tidligt kunne hverken fotograf eller journalist komme op, men det var helt okay med Cristina Kraak.
   – Så nåede jeg lige et par toiletter og kontorer, inden I kom. Jeg tænkte, at vi nok fik lidt travlt, når jeg skal snakke og gøre rent, siger hun og har samtidig overskud til også at smile og fylde holderen ved klasselokalets håndvask op med nye papirservietter.

Sæt stolene op, tak
Generelt er det svært at lokke negative ord ud af rengøringsdamen, der har været ansat på Aarhus Universitet i fem år og hører under Driftsafdelingen på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet.
   – Generelt synes jeg, at de ansatte, jeg møder på gangene og kontorerne, behandler mig som en ligeværdig kollega og ikke "bare" en rengøringsdame. De hilser, og når jeg har været væk, spørger de om hvorfor og den slags. Det betyder rigtig meget. Og det er jo mit arbejde at gøre rent, så man kan ikke forvente, at der ser helt perfekt ud, når man kommer, siger hun.
    En enkelt ting ville Cristina Kraak dog ønske sig, hvis hun kunne. Nemlig at de studerende bliver bedre til at sætte stolene op, når de forlader et lokale.
   – Se her, siger hun, mens hun går rundt mellem bordrækkerne.
   – Hvis jeg i hvert lokale skal sætte 10-15 stole op, inden jeg kan feje, tager det måske to-tre minutter hvert sted, og de minutter kunne jeg bruge på at gøre ekstra rent et sted på min rute. Samtidig er det hårdt for ryggen at løfte på den måde, siger hun.

Behøver ikke fitness
Fotografen forsøger forgæves at få det helt rigtige billede, men det er svært at finde den rigtige vinkel, når modellen kun står stille et sekund eller to ad gangen. Til sidst må han give op og bede Cristina Kraak "lade som om", hun langsomt skubber rengøringsvognen hen ad gangen.
   – Selvfølgelig er det hårdt, men til gengæld slipper jeg for at betale for et fitnesskort. Men jeg synes faktisk, at vi lærer meget om, hvordan vi passer på os selv, og vi har de rigtige redskaber, så vi ikke skal bukke os og lave unaturlige bevægelser. Generelt synes jeg, at vores normering er rimelig, selvom vi selvfølgelig skal arbejde for sagen. Det eneste problem er faktisk stolene, siger hun.

Hygger i pauserne
Efter de fem klasselokaler og et opholdsrum til gruppearbejde skal Cristina Kraak gøre rent på et par kontorgange med medfølgende tekøkkener og toiletter. Derefter skal hun indsamle brugt service overalt i bygningerne og levere det tilbage til kantinen. At dagene og området lidt ligner hinanden, betyder ikke noget, forklarer hun.
   – Vi er gode til at snakke sammen i vores pauser, og samtidig afløser vi i rengøringen også for hinanden, når det er nødvendigt. Så ser man også noget nyt. Men generelt går jeg og hygger med mit område, siger hun, mens endnu en tavle bliver tørret ren på et par sekunder med et redskab, der mest af alt ligner en karklud på en kæmpe pind.
    Inden den stadig lidt søvnige journalist når at formulere et opfølgende spørgsmål, er Cristina Kraak nået ud til rengøringsvognen og er begyndt at skubbe den videre ned ad den efterhånden rene gang, mens hun i forbifarten tager stenvindueskarmen ud mod Randersvej.
    Hun drejer hovedet, mens hun høfligt og smilende kaster et blik tilbage i lokalet.
   – Hva’ så? Skal vi videre?