Af Ida Hammerich Nielson
ihn@adm.au.dk
Louis Klostergaard, undervisningsadjunkt ved Institut for Videnskabsstudier:
– Hvis du bare siger bæredygtig, har du i virkeligheden ikke sagt noget endnu. Du bliver nødt til at sige bæredygtig i forhold til hvad.
Er det økonomien, naturen eller noget helt tredje? Hvis du så siger bæredygtig i forhold til naturen, siger du i virkeligheden også noget meget komplekst, for hvilken natur taler du om? Er det den nuværende natur eller en mere oprindelig natur, og hvornår var det egentlig, at den oprindelige natur var der? Hvis vi skal være bæredygtige i forhold til en form for oprindelig natur, betyder det, at vi f.eks. slet ikke må bruge elektricitet. Men det er også vigtigt at være opmærksom på, at mennesket altid har grebet ind i denne ”natur”. Det gælder også naturfolk, som vi tror lever i pagt med naturen. Også de genskaber naturen med deres aktiviteter. Vi hører ofte, at mennesket har fjernet sig mere og mere fra naturen, og det er da også rigtigt, hvis vi opsætter en skelnen mellem kultur og natur. På den anden side kan mennesket slet ikke fjerne sig fra naturen.
Ulrik Becker Nissen, lektor ved Afdeling for Systematisk Teologi:
– Den aktuelle klimadiskussion er i høj grad båret af et antropocentrisk synspunkt. Begrundelsen er ofte, at vi skal beskytte naturen af hensyn til fremtidige generationer. Dermed kommer mennesket i centrum. Miljøetikere har ofte argumenteret for, at den ikke-menneskelige natur har en moralsk status i sig selv. Det gælder f.eks. den etiske retning biocentrismen, der hævder, at alt levende har en moralsk status alene i kraft af, at det er levende – det gælder både dyr, planter og mennesker. Denne begrundelse hører man ikke så ofte i dag, for det er langt mere diskutabelt og kontroversielt at sige, at en plante i sig selv har moralsk status. Men måske er det for snæver en betragtning udelukkende at have fokus på fremtidige generationer – hvorfor skulle den øvrige naturs overlevelse ikke være lige så vigtig?
