Af Rane Willerslev
Lektor, Institut for Antropologi, Arkæologi og Lingvistik
I BEGYNDELSEN AF 1990'erne organiserede jeg en række ekspeditioner til det nordøstlige Sibirien, hvor deltagerne bestod af folk fra antropologi, biologi og lingvistik. Vi blev fløjet ud i vildmarken med helikopter og dumpet ved en flod med kanoer, proviant og geværer. Deltagerne måtte naturligvis arbejde sammen om jagt og fiskeri. Men samarbejdet var også fagligt: Vi anså vores udforskning af de øde områder som et kollektivt projekt. Der var ofte konflikter, ikke mindst faglige. Men den kollektive udforskning var først og fremmest eventyrlig!
Det var derfor en lidt tam oplevelse, da jeg holdt et foredrag om ekspeditionerne på min afdeling, og en lektor indledte den efterfølgende debat med kommentaren: ”Sikke en sær anakronisme.” Han refererede til fagets barndom – altså dengang selvlærte mænd tog på tværfaglige ekspeditioner uden en afgrænset faglig skoling bag sig. Hvad ingen af os kunne vide, var, at hans ord i virkeligheden var den institutionaliserede antropologis sidste krampetrækninger. Set i lyset af Aarhus Universitets store omstruktureringer mod tværfaglige miljøer var det således den fagligt rodfæstede lektor og ikke jeg, der udgjorde en ”anakronisme”.
DET SPØRGSMÅL, DER UUNDGÅELIGT melder sig, er: Hvad indebærer tværfaglighed egentlig, og hvordan sikrer vi os, at det ny tværfaglige universitetsmiljø frembringer innovation? Jeg er ikke blandt dem, der har studeret emnet. Men jeg har gjort mig en række erfaringer, som måske er værd at lufte.
Her tænker jeg på Cambridge, hvor jeg opholdt mig under mit ph.d.-studium. Jeg havde der en vejleder, som introducerede mig for ”den magiske cirkel”, som jeg nu har videreført sammen med to kollegaer på Aarhus Universitet.
Cirklen består af antropologer, arkæologer og museumsfolk på alle trin i karrieren, der mødes hver fjortende dag. Principperne er simple, men kraftfulde: På skift fremlægges en videnskabelig gåde eller problemstilling, som forskeren kæmper med. Fremlæggelsen tager kun fem minutter, og cirklen bruger derefter halvanden time til at løse gåden ved at kaste den frem og tilbage i fri leg. Ingen gåde anses for uvedkommende, ligesom det er fuldt forventet, at deltagerne ”skyder fra hoften” med risiko for, at en tanke ikke får ”ben at gå på”. Universitetets almindelige autoritetshierarki er sat ud af kraft, og den ph.d.-studerende har lige så megen taletid som professoren. Seancerne har vist sig succesfulde, ikke mindst fordi mange af tankerne materialiserer sig i artikler og afhandlinger.
HVOR LIGGER CIRKLENS MAGI? Svaret findes delvist blandt de internationale humanistiske tidsskrifter, som i dag først og fremmest publicerer ”ideen”. Dermed ikke sagt, at det faglige indhold er uden betydning. Pointen er nærmere den, at faglig tyngde anses for givet. Det, der afgør, om artiklen accepteres, er ideens originalitet!
Hvad er så en original ide? Det er en ide, som presser et fags begrebsapparat til kanten af, hvad det kan bære sådan rent logisk. Med andre ord indebærer originalitet, at man teoretisk bevæger sig ud i et ”grænseland”. I denne øvelse er tværfaglighed afgørende. Men det handler ikke om at nedbryde fagligheden. Folkene i den magiske cirkel ved, hvem de er rent fagligt. Det er netop bevidstheden om den faglige forskellighed, der er styrken i gruppen, og som tillader, at den enkelte forsker kan søge ud i sit fags grænseland.
