Aarhus Universitets segl

Hvem tager visionen for AU’s udvikling alvorligt?

Faglig udvikling

Af Dorte Marie Søndergaard,
Professor, på vegne af forskningslederne på DPU


S. Hatakenakas og Q. Thompsons konsulentrapport om AU rummer en række visioner og anbefalinger, der er tænkt som indspil i AU’s udviklingsproces. Selvom rapporten kun udgør et blandt mange bidrag, vil den bære en vis vægt som beslutningsinformerende instans. Derfor er det nødvendigt at være opmærksom på nogle helt grundlæggende modsætninger i rapporten, som risikerer at afspore processen.
Rapporten fremhæver en række ”klare, strategiske politikker, der skal gælde det samlede universitet og implementeres lokalt”. Det drejer sig først og fremmest om forskningens samfundsrelevans, tværfaglighed, overskridelse af splittelsen mellem grundforskning og anvendt forskning og om en bedre vidensoverførelse. AU skal tænke nyt og ikke hænge i gamle strukturer.
Disse politikker skal sikre, at AU kan leve op til fremtidens krav om at stille fremragende viden og rådgivning til rådighed for samfundet og samtidig uddanne fremragende kandidater og nye forskere. Det er en spændende vision, som skaber et godt udgangspunkt for at profilere AU både nationalt og internationalt.
Problemet opstår imidlertid, når konsulenterne på flere niveauer udvikler anbefalinger til strukturændringer, der direkte modarbejder visionen.
Hvad angår strukturændringer på de øverste ledelsesniveauer, foreslår konsulenterne f.eks., at de fire hovedområder skal forblive intakte: NAT, HUM, SAM og SUN skal ikke tænkes på tværs eller tænkes i nye sammenhænge, blot skal tre af dem nu rumme nye enheder: NAT skal have DMU og DJF, HUM skal have TEO og DPU, og SAM skal have ASB.
Vi er bekendt med rektors indvending mod denne læsning af rapporten: Intet forbliver det samme, når der lægges nye institutioner ind under de gamle hovedområder. Og der vil selvsagt ske ændringer – men med stabilisering af de gamle hovedområders gensidige afgrænsninger må de nye institutioner nødvendigvis skulle underlægge sig gamle opdelingslogikker. Det nye, der vil kunne ske, må ske i respekt for grænsen mellem HUM og SAM, mellem SAM og NAT og mellem HUM og SUN. Nye dekaner gør det ikke alene.
Rapportens næste skridt er imidlertid endnu mere overraskende. Først sker det for DMU, så for DJF og til sidst i rapporten også for DPU: Disse forskningsinstitutioner, som netop udmærker sig ved at være tværfaglige, vidensoverførende og at sammentænke anvendt og grundforskning, foreslås hver især opdelt. Den sammentænkte grund- og anvendte forskning skal splittes, og de grupperinger af forskere, der kommer ud af manøvren, foreslås geografisk adskilt, således at grundforskningens overflyttes til campus Århus i indforstået integration med den der såkaldt ”akademiske forskning”, mens den anvendte forskning placeres i København. På den måde kan anvendt miljø-, jordbrugs- og uddannelsesforskning side om side på den københavnske campus rådgive de myndigheder, der tænkes at være aftagere og finansierende instans for denne type af forskningsindsats. Og rådgivningens forskningsmæssige grundlag kan holdes på god afstand af virksomheden.
Der er tale om konkrete anbefalinger, der går stik imod rapportens overordnede vision om at samle grund- og anvendt forskning. Dette må kunne tænkes anderledes. Tager AU rapporten alvorligt, bliver der tale om en alt for defensiv strategi i forhold til København. Skal visionen tages alvorligt, bør campus København prioriteres til stærke fagmiljøer, der samler grund- og anvendt forskning, arbejder tværfagligt og vidensoverførende. DPU ser store perspektiver i at fungere sammen med sådanne miljøer i Emdrup.