Af Louise Debois
ldn@adm.au.dk
– Vi havde begge stor lyst til at være iværksættere og starte vores egen virksomhed, så vi brugte en masse torsdag aftener på at lave brainstorming og udvikle på idéer over en flaske god vin. Vi snakkede om, hvad Århus mangler. Efter adskillige vinflasker indså vi, at der er mange fede arrangementer i byen, men der mangler et sted, der samler dem. Og så var idéen til OPtrin.dk der pludselig, fortæller Anne Siig om tilblivelsen af hende og veninden Maria Gardes iværksættervirksomhed.
De to bachelorstuderende fra informationsvidenskab sidder i et mødelokale i universitetets nyindrettede lokaler på Katrinebjerg og fortæller begejstret om begyndelsen på det, der længe har været en stor drøm: at starte egen virksomhed.
– Da vi havde vores idé klar, mailede vi til Studentervæksthus Århus for at høre, om de ville støtte projektet, fortæller Maria Garde.
Humanister på salgskursus
Anne Siig og Maria Garde blev med det samme tilbudt en kontorplads gennem Studentervæksthus Århus, og det satte lynhurtigt skub i tingene.
– Vi fik en rigtig god coach, der stillede kritiske spørgsmål og skubbede os i den rigtige retning. Og så har vi været på kurser i at sælge os selv og sælge vores produkt til eventuelle sponsorer. Det var noget af en udfordring for sådan et par humanister, der ikke er vant til at snakke hardcore business, siger Anne Siig.
Maria Garde tilføjer:
– Det er urealistisk at tro, at man bare kan starte sin egen hjemmeside. Man skal kunne markedsføre sig selv, ellers bliver det ikke til noget.
Også hårdt arbejde
OPtrin.dk har i øjeblikket otte frivillige skribenter og en fotograf tilknyttet. Anne Siig og Maria Garde aflønner dem med vin og hyggeaftener, for virksomheden giver endnu ikke overskud.
– Vi har været igennem et par hårde perioder, hvor det har været svært at holde motivationen, fordi der ikke er en økonomisk gulerod. Et domænenavn koster kun 100 kroner, men vi har skullet finde sponsorer til at dække alle andre udgifter, for eksempel til flyers. Selvom vi stort set selv har sat hjemmesiden op, er der ikke penge i det endnu, så man skal have stor tålmodighed, forklarer Maria Garde.
– Men så længe vi tror på det og brænder for det, er det alt arbejdet værd, forsikrer Anne Siig.
Anne Siig og Maria Garde, iværksættere
Hvordan ser jeres arbejdsuge ud?
Vi plejer at bruge hver formiddag på at tjekke mail. Ellers veksler vi hele tiden mellem at lave OPtrin.dk og studium. Har vi for eksempel et møde med vores skribenter, bruger vi det meste af dagen på at forberede os. I øjeblikket er der eksaminer, så der læser vi typisk om dagen og arbejder på OPtrin.dk om aftenen. Som iværksætter skal man kunne acceptere, at man ikke kan planlægge ugen overhovedet.
Hvad er det bedste ved at være iværksætter?
Det giver først og fremmest faglig selvtillid. Man finder ud af, hvor meget man kan og er i stand til at udrette som studerende og ungt menneske. Og det er meget mere, end studiet lærer én. Det er en vildt fed følelse, når det projekt, man har kæmpet for, endelig lykkes. Og så er det privilegeret at være iværksætter som studerende, fordi universitetet stiller rigtig gode faciliteter og rådgivning til rådighed.
Anne og Marias råd til studerende, der overvejer at starte egen virksomhed: