Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Synlighed skabes ikke med samling

Faglig udvikling

Af Thomas Vorup-Jensen
Lektor, Institut for Medicinsk
Mikrobiologi og Immunologi

I ROMERRIGET var det ”bedre at være nummer ét i en flække end nummer to i Rom”. Denne kultur, altså at det betyder noget at stå klart i billedet, kan også findes i den lærde republik ved Aarhus Universitet. Jeg har hørt det formuleret således, at medarbejderne har et væsentligt medejerskab til produktet af deres aktiviteter. Netop muligheden for at kunne identificere sit bidrag er en uomtvistelig drivkraft i videnskab og måske den væsentligste forklaring på, at universitetets forskere helt frivilligt i gennemsnit lægger mere end 45 timers arbejde per uge. Det er heller ikke nogen tilfældighed, at mange førende forskningsmiljøer, både ved Aarhus Universitet og andre steder, synes at være opstået og vokset omkring enkeltpersoners initiativ. Videnskabelige miljøer er i høj grad noget, der skabes ud af ideer, som igen formuleres af få forskere eller endda en enkelt forsker.
NÅR OPLÆGGET TIL Aarhus Universitets udviklingsproces indeholder en formulering om, at ”forskningsindsatsen skal samles og styrkes”, er der grund til at overveje præmisserne. Betyder samling også imperiebygning på ”republikkens” bekostning? Det er heller ikke entydigt en fordel, at samlingen skal bringe et miljø til – i rektoratets formulering – en ”stor kritisk masse”. Som kendt fra fysikken kan dette nok give en strålende synlighed, men måske ikke på den måde, vi i virkeligheden ønsker.

HELDIGVIS HAR universitetet også ”forskningsfyrtårne”, som på mere fredelig vis kan lyse op. Men fyrtårne skal jo blive, hvor de er sat. Dette koncept rummer derfor ikke noget godt svar på, hvorledes vi navigerer videre ud i det ukendte og uden om nye skær. Rektor for AU bemærkede forleden, at universitetet må øge sin internationale synlighed for at overleve i en skærpet konkurrence om studerende og forskningsmidler. Dette er en rigtig og meget vigtig observation, men vejen hertil går ikke igennem samling.
Historien fortæller os tydeligt, at synlighed i videnskabernes verden kan kun skabes de novo, ikke samles fra det allerede kendte. Der skal altså sættes fart i skabelsen ved Aarhus Universitet.

MED ”FLÆKKERNES” pluralitet har Aarhus Universitet et unikt og dynamisk forskningsmiljø. Vi skal turde satse på dette samtidig med, at vi imødekommer tidens krav til ”big science”. Et relativt nyt fænomen i det århusianske forskningsmiljø er såkaldte projektkoordinatorer, som ofte er højt kvalificerede forskere med et lokalt kendskab til universitetsmiljøets vilkår. Disse personer bruger tid på at få teamwork mellem universitetets individualister til at fungere i praksis. En relativt utaknemmelig opgave, men fuldstændig nødvendig for at få interdisciplinære projekter gennemført. Dermed altså skrevet, at udviklingsplanen ikke blot må tænke i administrative enheder, men også i funktionen af stillingstyper ved universitetet og den særegne psykologi, der kendetegner et skabende forskningsmiljø.