Torsdag: I dag skulle jeg interviewe nyhedsdirektør i DR, Ulrik Haagerup sammen med min læsegruppe. Haagerup tog pænt imod os. Han sad klar på det yderste af stolen og var tydeligvis parat til de kritiske spørgsmål. Da han hørte, at vi kun var på 4. semester, lænede han sig mageligt tilbage, foldede hænderne bag hovedet og tilkendegav derved, at vi var en overkommelig opgave. Hans overlegne attitude skulle desværre vise sig at være velbegrundet – han nød tydeligvis vores ihærdige, men forgæves forsøg på at fange ham på modsigelser eller ugennemtænkte svar. Efter interviewet gav han os hånden, og i stedet for det forventede farvel sagde han, vi ses. Måske havde vi alligevel efterladt et rimeligt indtryk?
Gik i seng kl. 04 efter en hyggelig fest på arbejdet.
Fredag: Kl. 07.00 vækkede min telefon mig. Jeg skulle være hos tandlægen kl. 09.00. Det var en hård omgang – sandsynligvis ligeså slemt for min stakkels tandlæge som for mig.
Efterfølgende tog jeg på arbejde og var hjemme omkring midnat.
Weekend: Tidligt lørdag morgen cyklede jeg til Hou Havn og tog færgen til Samsø, hvor hele min fars familie samles hver pinse. Weekenden gik med afslapning, havbadning og snobrødsbagning. Vejret var heldigvis godt, så det var intet problem at sove i telt og spise udendørs.
Mandag: I dag vendte jeg tilbage til civilisationen efter at have været uden internet i to døgn. Kl. 14 holdte jeg møde med resten af Studenterrådets daglige ledelse. Dagsordnens vigtigste punkt var forberedelse til det kommende seminar om den faglige udviklingsproces (FU).
Tirsdag: I morges drog jeg af sted mod Sandbjerg Gods for at blive meget klogere på planerne for FU og forhåbentlig påvirke processen, inden det er for sent.
Efter frokosten blev vi præsenteret for rektoratets oplæg: fire fakulteter, som det hele tiden har ligget i kortene. Lidt overraskende virkede de fleste afklarede omkring det, og det afstedkom ikke megen debat. Det fremgik ligeledes af oplægget, at det nøjagtige antal institutter og schools endnu ikke var besluttet. Heldigvis!
I løbet af eftermiddagen deltog vi alle i forskellige gruppediskussioner med efterfølgende plenumdebatter. Om aftenen var der fin middag med god rødvin. På trods af flere flasker rødvin og sågar en whisky for enkelte af deltagerne, kredsede snakken om FU til langt ud på natten.
Onsdag: I dag skulle vi diskutere studenterindflydelsens formelle rammer, studienævnene.
Debatten foregik i mindre grupper. Da min gruppe var samlet og folk havde fået sat sig ned, blev jeg spurgt, om jeg virkelig var den eneste studerende i gruppen?. Jeg måtte desværre bekræfte, at jeg var ganske alene. Det glæder mig, at der blev lagt mærke til min tilstedeværelse – og ikke mindst manglen på andre studerende.
Som så mange gange før begyndte vi straks at diskutere antallet af studienævn. Heldigvis blev jeg bakket op af et flertal af gruppen, da jeg argumenterede for, at man hellere skulle fokusere på studienævnenes opgaver end på et bestemt antal. Efter at have fremført dette argument siden processens begyndelse, var det rart, at det endelig blev taget til efterretning – og sågar anset for en fornuftig tilgang til processen. Efterfølgende viste det sig i plenumfremlæggelsen af studienævnsdiskussionerne, at alle grupperne var gået bort fra diskussionen om antal og i stedet havde rettet fokus mod, hvad studienævnene skal have af opgaver og kompetencer på det nye Aarhus Universitet. En konklusion der glæder mig virkelig meget efter flere måneders hård kamp om netop dette spørgsmål.
På vej hjem i bussen overvandt trætheden efter et par intense dage og for få timers søvn mig, så jeg sov hele vejen til Aarhus.