Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

At huske sig selv

Dorthe Berntsen og kollegerne på AU’s nye tværfaglige hukommelsesforskningscenter undersøger, hvad vi alle sammen kan huske om os selv – og hvorfor. Centrets arbejde er netop blevet skudt i gang med en stor international konference i Århus.


Af Kristian Serge Skov-Larsen
ksl@adm.au.dk

Det første, professor Dorthe Berntsen kan huske fra sin egen barndom, er en sut dyppet i honning, som bedstemoren gav hende en dag, hun var syg. Journalisten kan huske fyrværkeriet på fars skuldre nytårsaften, da 1979 blev til 1980, og fotografen kan huske en kilometerlang udflugt på sin trehjulede cykel i Kolding.  
Selvbiografisk hukommelse er alt det – fra første skoledag over mellemste real til sidste weekend – som vi kan huske om os selv, og et nyt, tværfagligt forskningscenter på Aarhus Universitet fik i januar 2010 42 millioner kroner af Danmarks Grundforskningsfond til at forske i netop det.
– Selvbiografisk hukommelse er et meget interessant forskningsområde i sig selv, men samtidig viser undersøgelser, at evnen til at forestille sig og planlægge fremtiden hænger tæt sammen med evnen til at huske og genleve fortiden. De to evner bliver med en fælles, lidt syret, engelsk betegnelse kaldt for ”mental time travel”, og mister man evnen til at erindre fortiden, får man oftest også meget svært ved at forestille sig fremtiden, forklarer Dorthe Berntsen.

Et ungt felt
Selv har hun forsket i denne type hukommelse, siden hun startede sit ph.d.-projekt i 1993, og med den nye bevilling bliver der for alvor samling på de mange forskellige fagligheder på universitetet, der med hver sin vinkel ser på vores hjerne og hukommelse om os selv.
Det nye forskningscenters akronym og ­kaldenavn CON AMORE kan bedst oversættes til ”med kærlighed” eller ”med passion” og er en snedig sammentrækning af centrets engelske titel Center on Autobiographical Memory Research.
Det tværfaglige arbejde bliver for alvor skudt i gang med en stor international konference på Aarhus Universitet fra den 13. til den 16. juni, hvor indtil videre 130 deltagere fra hele verden skal lytte til 15 keynote speakers og dele erfaringer med hinanden inden for det forholdsvist unge forskningsfelt.

Hukommelsen er ikke statisk
Dorthe Berntsen er ud over at være professor også leder af det nye center. Og at vores hukommelse om os selv har betydning og kan sige noget om, hvordan vi generelt har det mentalt, forklarer hun ved at beskrive et simpelt forsøg på mennesker med og uden en depression.   
– Mennesker uden en depression husker generelt to positive minder for hvert negativt, når de bliver bedt om at grave frit i deres hukommelse. Hos deprimerede er der modsat snarere ligevægt mellem antallet af gode og dårlige minder, og spørgsmålet er selvfølgelig, om man er deprimeret, fordi man har flere dårlige minder, eller har flere dårlige minder, fordi man er deprimeret. Hvis man spørger igen, når deltagerne er ude af deres depres­sion, har de fået samme fordeling af minder som de ikke-deprimerede, og det tyder unægtelig på den sidste forklaring. Det er et godt eksempel på, at vores hukommelse ikke er statisk, siger hun.    

Fra babyer til soldater
Det nye center har allerede gang i en lang række forskelligartede forskningsprojekter af hukommelsen og dens betydning og udvikling. To særlige babylaboratorier skal f.eks. teste, hvordan de mindstes hukommelse fungerer.
– Det er et meget robust forskningsresultat, at de færreste af os kan huske noget som helst fra de første tre leveår. Ved for eksempel at vise babyer og børn på forskellige alderstrin, hvordan man bygger en bestemt ting og bagefter se, hvor længe de kan huske det, håber vi at blive klogere på, hvordan deres hukommelse fungerer, siger Dorthe Berntsen.
Et andet projekt i det nye center er et samarbejde med forsvaret, hvor soldater undersøges før, under og efter udsendelsen til f.eks. Afghanistan for at kortlægge, om man kan finde forklaringer på, hvorfor nogen udvikler posttraumatisk stress-syndrom eller PTSD (Post-Traumatic Stress Disorder).
– Et af symptomerne ved PTSD er en ekstrem udgave af den spontane selvbiografiske hukommelse, som vi alle sammen oplever hver dag, når en duft eller et stykke musik minder os om en oplevelse i fortiden. Soldaterne kan på samme måde blive sendt ukontrolleret tilbage til deres traumatiske oplevelser i en grad, så de til sidst risikerer at isolere sig og undgå kontakt med andre for at stoppe deres flashbacks. Vi er endnu ikke færdige med rapporterne, men indtil videre tyder vores resultater på, at vi ikke kan sætte fingeren på bestemte træk, der gør nogle soldater mere prædisponerede for PTSD frem for andre. Det handler i stedet om, hvor mange livstruende og traumatiske oplevelser, de har haft igennem livet og været igennem som udsendt, siger hun.

Omdiskuterede fortrængninger
Et af de mest omdiskuterede felter inden for selvbiografisk hukommelsesforskning er de såkaldte fortrængte erindringer.
At man kan miste evnen til at huske sin fortid ved f.eks. en hjerneskade, har en række case-studier vist ganske tydeligt, forklarer Dorthe Berntsen. I hvor høj grad det samme kan ske ved fortrængning af særligt traumatiske begivenheder, er ifølge professoren noget mere tvivlsomt.
– Vi kan sikkert alle sammen huske debatten om en række højtprofilerede incestsager, hvor terapeuter havde hjulpet ofre med at grave erindringer om overgreb frem, som de havde glemt. Senere forskning viste, at det var muligt f.eks. ved hjælp af samtaler at plante falske minder i hovedet på forsøgspersonerne, og det havde selvfølgelig nogle klare konsekvenser for retssystemet. I dag er man langt mere forsigtig med fortrængte erindringer, og mange lande har retningslinjer for, hvordan psykologer skal spørge ind til ofres oplevelser, siger professoren.

Livet er – måske – sjovest under de 30
For alle os andre, der har mindre traumatiske begivenheder med i hukommelsesbagagen, gælder der ifølge Dorthe Berntsen tre regler for, hvad vi kan huske.
– For det første husker vi som nævnt næsten intet fra de tre første leveår. For det andet husker vi det senest oplevede bedst, og for det tredje husker man flere oplevelser i perioden, fra man er cirka 15 til 30 år gammel, når forsøgspersoner bliver bedt om at tænke tilbage på deres liv.
Professoren vil dog ikke gå så vidt som til at sige, at dette udelukkende skyldes, at livet er sjovere, når man er under 30.
– Vi har en række vigtige, kulturelt betingede skelsættende begivenheder, som ofte falder i den periode – eksamen, bryllup, det første barn – og det kan være årsagen til, at man hus­ker flest begivenheder fra netop den tid, siger professoren, som ikke udelukker, at yderligere forskning finder flere årsager.
– Selvom vi alle sammen personligt har et forhold til det, så er selvbiografisk hukommelse rent forskningsmæssigt et nyt felt, som stadig er i kraftig vækst. Derfor er der stadig mange områder, som ikke er undersøgt ordentligt, og vi kan sagtens blive klogere på, hvorfor vi husker det, vi gør, siger Dorthe Berntsen.