Henrik Vase Frandsen er en af de tre prikkede lektorer på DPU. Høringsfasen er forbi, men han ved stadig ikke, om han er fyret eller kan blive – og det slider på sjælen.

Af Bjørg Tulinius
btu@adm.au.dk

Det er mandag den 19. april. Henrik Vase Frandsen er på ferie og nyder at have tid til familien. Fri fra under­visning og vejledning og med mulighed for uafbrudt koncentration om den doktordisputats, han har arbejdet på i nogle år.
Så ringer telefonen.
Det er fra det institut på DPU, som Henrik Vase Frandsen er ansat ved, Institut for Pædagogik. Kollegaen i røret siger, at Henrik skal tjekke sin mail, for der er indkaldt til orienteringsmøde om ”personale­justeringer” den følgende dag.
Henrik Vase Frandsen vælger at blive hjemme fra mødet om tirsdagen, da han jo har ferie.
Så bliver det onsdag – og telefonen ringer igen. Klokken er lidt over ni.
Det er fra instituttet, og Henrik Vase Frandsen bliver bedt om at komme til møde med personalechefen Steen Jessen og institutlederen Jens Erik Kristensen. Tillidsrepræsentanten er der også.
– De giver mig et brev, og så fortæller de kort, hvad der står i det. Jeg er en af dem, DPU har tænkt sig at fyre – og begrundelsen er først og fremmest økonomisk, men der bliver også slået på, at min forskning ikke lever op til kriteriet om relevans, fortæller Henrik Vase Frandsen.
Og det er hér, den 46-årige lektor begynder at stejle.
– Allerede på det tidspunkt spørger jeg dem, om de vil forklare, hvad det betyder, at jeg ikke lever op til ”kriteriet om relevans”, men jeg får kun nogle generelle forklaringer.
Ingen MUS siden 2007
Senere går det op for Henrik Vase Frandsen, at to af hans kolleger fra samme institut også er blevet varslet afskediget. Det drejer sig om Asger Sørensen og Jørgen Huggler. Alle tre har beskæftiget sig med forskning og undervisning i pædagogisk filosofi. Og at det netop er de tre, der skal afskediges, virker ganske enkelt uforståeligt for Henrik Vase Frandsen.
– Vi har alle sammen levet op til de krav, der er stillet til os. Blandt andet i forhold til kravet om de 60 procent indtjening, hvor jeg selv lå på 83 procent sidste år. Noget andet er, at ingen af os har været til MUS-samtale siden 2007. Så vores nuværende institutleder har aldrig haft den formelle samtale med os om vores forskning eller profil – og jeg har aldrig hørt eller fået det mindste vink om, at min forskning ikke skulle være relevant for DPU.
På instituttet er kolleger og studerende rystede, fortæller Henrik Vase Frandsen.
Selv går han rundt i en underlig form for uvirkelighed og husker kun, at han står foran en kopimaskine og kopierer en bog, han har bestilt, inden han tager hjem senere på dagen.
Så kommer reaktionen.
En vrede og en følelse af uretfærdighed nager ham konstant.
– Jeg bliver så gal, at det er svært at falde i søvn – det har jeg ikke prøvet, siden jeg var barn.
Og forbruget af tobak stiger dramatisk.
– Hvis det udelukkende havde handlet om, at ledelsen havde foretaget en økonomisk analyse og så fundet frem til os på den måde, havde det været lettere for mig at forstå og acceptere. Men jeg forstår simpelthen ikke, at man kan stille spørgsmål ved relevansen af min forskning.
Henrik Vase Frandsen henviser til, at han i sin tid blev ansat på DPU som lektor med særligt henblik på ”livsanskuelsesstudier og religionsfilosofi”, og at hans disputats med arbejdstitlen ”Erfaring, subjektivitet og religion” både har fået økonomisk støtte fra Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation og er blevet anerkendt af DPU. Planen er i øvrigt at indlevere afhandlingen til bedømmelse i år.

Scrapbog med avisartikler
I dagene og ugerne, der kommer, vokser vreden, men også afmagten.
Det hjælper meget med de mange støtteerklæringer, der kommer fra både studerende og forskere fra ind- og udland, ikke mindst den underskriftindsamling, der får 350 mennesker til at erklære en protest mod de varslede fyringer.
– På et tidspunkt begyndte jeg at klippe avisartikler ud, der handler om sagen – og jeg har allerede en ret fyldt scrapbog, ler Henrik Vase Frandsen, der samtidig roser de studerende for deres store støtte.
– Ligegyldigt hvordan det her ender, så er den her opbakning noget, jeg altid vil tage med mig og huske tilbage på med stor taknemmelighed. Det er virkelig helt overvældende. Jeg håber dog stadig, at DPU finder en løsning, så jeg kan blive, for jeg har altid været utrolig glad for mit arbejde og for det stærke faglige miljø, vi har på instituttet.
Henrik Vase Frandsen har stadig følelsen af at gå rundt i en form for mental osteklokke. For hans situation er fortsat uafklaret. Hørings­fasen er slut, og nu venter han på en endelig afgørelse.
Han er begyndt at kunne sove igen, og det har hjulpet ham at skulle passe undervisningen og vejledningen af de studerende.
– Det er godt at have de helt konkrete ting, jeg skal tage mig af. Der er meget andet, jeg ikke kan koncentrere mig om – jeg har slet ikke kunnet samle mig om at skrive min bog færdig, siden jeg fik brevet den 21. april.

Henrik Vase Frandsen oplyser, at Asger Sørensen er blevet tilbudt omplacering internt på instituttet, men at der fortsat ved redaktionens afslutning fredag den 11. juni er uvished om hans egen og Jørgen Hugglers situation.

Institutleder Jens Erik Kristensen har ikke ønsket at udtale sig om sagen, før den har fundet sin afslutning.